HaikuDanmark.dk

Anmeldelser

 

Hanne Hansen
Kvinden og manden
Forlaget Ravnerock 2022

Anmeldt af Ole Bundgaard



Siger man Haiku i Danmark sir man næsten i samme åndedrag Hanne Hansen.
Hun debuterede med haikusamlingen ”Fuldmånen lyser” i 1998 og har holdt ved haikuet og beslægtede digtformer siden med en række fine samlinger gennem de sidste 20-25 år.

I de første åringer holdt hun ved det mere klassiske haiku som skrevet står med japanske skrifttegn, så tæt som vi europærere nu kan komme. Men intet er uforanderligt. Allerde i starten var der senryulignende vers indover.
Her fra debutsamlingen:

Endnu husker jeg
Alt for godt kærtegnene
Hengivenheden

Som i øvrigt knytter fint an til Hannes nye samling.

De senere år har hendes haiku udviklet sig betydeligt. Hanne er en alvorlig digter, men absolut ikke uden humor.

I hendes nye samling ”Kvinden og manden der netop er udkommet kan man tydeligt se også denne udvikling. Selv bogens form er anderledes. Det er ikke en bog i almindelig forstand men en mappe med digte på løse ark.
Det er en lille samling Hanne Hansen denne gang har udgivet. 12 digte, er det blevet til med et fælles tema: Det erotiske/seksuelle når man har nået skelsår og alder 60-70 år.

På flere måder er det en modig bog. Sex/erotik er ikke bare mellem fotomodeller der knapt er blevet kønsmodne.
Når man runder de 40 kan man endnu skjule de små rynker ved øjnene, en begyndende kalkunhals, grå hår her og hisset, løs hud, deller og ondt her og der. Når man runder de 60 kan det ses både hos kvinder og mænd, man mister ”værdi”. Den store jagt på ”markedet” er stilnet. Ikke at lysten er væk. Behovet for fysisk og psykisk nærhed et stadig til stede. Men det foregår mere i det stille ubemærkede. Hvad vil ens børn, børnebørn, oldebørn ikke tænke?

Det er denne nærhed, denne lyst Hanne Hansen skriver om.
Ikke alle haiku er lige stærke kunstnerisk set, men der er flere perler iblandt digtene:

Hendes nøgne bryst
operationernes
korsstingsbroderi


Et fint konkret haiku. Hos mig gik det rent ind. Huskede pludselig stærkt egen oplevelse af en kødrand af børn omkring mig efter en større hjerteoperation med et langt rødt korsstingsar til følge.
Jeg havde aldrig før oplevet denne opmærksomhed.
Det er vigtigt at blive erindret om disse forandringer og også vigtigt for de der endnu ikke er nået til operationsalderen.
Det smukke og fortrøstningsfulde i samlingen er, at den fortæller, at det ikke er slut med de 60.

Samlingens næstsidste digt er for mig det stærkeste haiku. For mange er det nærmest umuligt at nævne endsige tale og skrive om dette, men Hanne gør det:

også i skridtet
er håret nu tyndt og gråt
din hemmelighed

Et modigt og smukt digt

Digtene er ikke en samling om opgivelse, mere om lystfyldt resignation. At erkende at livet er som det er og man stadig kan ha stor glæde af sex langt op i årene.

Jeg kunne ha ønsket mig en større samling, der var dykket ned i flere af alderens seksuelle glæder og fortrædligheder eller andre af alderens velsignelser. Men det kommer måske næste gang.
Der er stærke og smukke oplevelser også efter de 60.
Det er digte der er værd at læse.