HaikuDanmark.dk | |
Anmeldelser |
|
|
|
|
|
Niels Kjær Forlag BoD 2022 Af Lars Hougaard Clausen |
|
Niels Kjær oplyser i forordet til sine samlede haiku
”Livstegn”, at han kommer til genren via sin interesse
for den amerikanske lyriker Emily Dickinson (1830 –
1886), og det er med den oplysning i baghovedet, jeg læser
samlingens første digt: ”En flaskesamler Straks kommer jeg i tanke om et vers af den amerikanske
digter: “A
Bird came down the Walk – Motivet
er i sig selv en metafor, og der stilles øjeblikkeligt
skarpt på læseren, der som den foretagsomme fugl er
uvidende om digterens overordnede synsvinkel. Reserverer vi fuglen som metafor for læseren i det danske
haiku, må digteren være flaskesamleren, der gennem sin
ydmyge gerning tilvejebringer den tekst, som læses. Men
ikke blot den men også rammen om den som er den nytårssne,
i hvilken spurvens egne spor er at se ved siden af
flaskesamlerens. Det spor forfølger digteren dog ikke selv, og selv om
samlingens andet haiku forbliver i sporet fra det første,
er det i form af en mere triviel iagttagelse: ”Nytårsdagens sne
Men sådan bruges genren til at opsamle stort og småt, og
der er ikke længere mellem snapsene, end der bør være.
Hurtigt introduceres samlingens titeldigt: ”Glasklar morgenluft – Det lyder som livstegn, der er fundet indridset på den
indvendige side af kistelåget, og det fortsætter med det
tavst registrerende: ”Børnene synger for endelig at springe ud i karsk humor i haikudigtets
paradedisciplin om det blomstrende kirsebærtræ: ”Stormens kuling – Der er mange kys i Niels Kjærs haiku, og denne digterens
hverdags-satori træder i stedet for den mere meditative
original. Zen-buddhismen er udfordret af den gamle
folkekirkepræst, som har øre både for kirkeklokkerne og
solsortene, der kalder med hver deres diskant. Jeg mindes
en morgen, hvor jeg cyklede hjem fra en bytur, og bevægede
mig fra den ene solsorts territorialsang til den næstes
– og jeg mindes den kristne russiske emigrant Nicolas
Zernov, der underviste i teologi ved universitetet i
Oxford, og som fortæller om lyden af kirkeklokkerne i sit
hjemland i påsken, hvor klangen af den ene klokke gled
over i klagen af den næste i takt solens opgang i det
vidtstrakte zar-rige. Vi kender til at tælle sekunderne mellem lynet og det
efterfølgende tordenskrald, fordi det giver et fingerpeg
om, hvor langt væk lynet slog ned. Men det slaviske skema
af lyn og torden brydes op i digterens opmærksomme
iagttagelse: ”Lynet rammer mig Voldsomt er det, da lynet jo først ligesom slår ned i
digteren, før det forvandles til synsindtryk – men det
er langt væk, og den eneste lyd, der høres, er den
beroligende lyd af regnen på taget. Lynnedslaget sætter
sig dog spor i en hilsen til Bashos dødsdigt: ”Den isnende blæst Digterens egen epitaf må formodes at være denne: ”Resten af livet Læg mærke til sammensmeltningen af forventning og
virkelig røgelse. Herefter følger nogle såkaldte ”Haikusekvenser”, der
ligesom første del af bogen i virkeligheden er små
beretninger fortalt på haikudigtets versefødder, og de
består som første del af bogen både af saglig
information og små glimt af lykke. Det er en form, der
tager meget hensyn til læseren, blot skal man være sig
det fremadskridende forløb bevidst. Til overflod er der
til sidst i bogen en række gendigtede haiku af de gamle
japanske mestre. Niels Kjær er ikke så lidt fræk, for
han bruger egenhændigt deres digte til at sætte sin helt
egen prædiken sammen. Det er op til læseren at følge
med.
|
|