Dansk Haiku Net

Anmeldelse

 

 

Ole Bundgaard : 
"Haiku"
 
- udkommet på forlaget Nielsens.


Efter at have skrevet mindst ét haiku om dagen de senere år, har Ole
Bundgaard nu fået udgivet et stort udvalg på "Nielsens".
Bogen består af 365 haiku - et for hver dag i året -, en lille introduktion til haiku og en kort beskrivelse af Ole Bundaards kunstneriske virke.

Jeg véd ikke, om det er for at afprøve læserens skarpsindighed; men faktisk er der 366 haiku, da også d. 29. februar har fået sine tre linier: "Et digt om dagen/holder lægen fra døren/jeg er her stadig". Dette haiku er et af dem, der ikke overholder den klassiske haikuregel, at der skal antydes en årstid. Det bliver der ellers i de fleste af bogens haiku. 2. januar har dette flotte billede: "Røg fra en skorsten/træerne står og sover/lyden af stilhed"

Vi kommer vidt omkring i bogen, der nærmest afspejler livets mangfoldighed, - herunder det faktum, at vi skal dø. Linierne fra d. 29. februar understreger netop bevidstheden om livets forgængelighed. Det ser vi også d. 8. maj, hvor "Maleren maler/sit billede fuld af liv/modellen er død" . Gennem kunsten lever vi; - også selv om både model og maler dør. Bogens næstsidste haiku opsummerer: "Det evige liv/solen der står op hver dag/jeg er her en tid" . Linierne kunne næsten være taget ud af en salme, - en salme der besynger selve livet, der fortsætter selv om "jeg" ikke er her mere. Bogen kan også ligne en salmebog med dens mørkeblå omslag med hvid skrift. Format og indbinding er også med til at gøre bogen til noget særligt; men først og fremmest er det de mange gode digte, der bør give Ole Bundgaard og forlaget "Nielsens" succés med denne udgivelse.
Bogen er på 384 sider og koster 248-kr.
Benny Pedersen

Har du lyst til at læse hvad andre mener om bogen, så er der uddrag af en række anmeldelser på Ole Bundgaards profil klik her

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage