HaikuDanmark.dk | |
Anmeldelser |
|
|
|
|
|
Hvad sker der
her ? Ole
Lillelund Det
Poetiske Bureaus forlag, 2011 Det
rammer, når Ole Lillelund sætter et citat af Morti Vizki
som motto i sin haiku-samling, Forandring
– ”Det eneste Gud finder absolut uspiseligt er haiku
skrevet af europæere”. Det er også min indfaldsvinkel
til denne anmeldelse, og derfor kunne man med god ret spørge,
hvorfor jeg så har påtaget mig opgaven. Svaret er, at
jeg er ambivalent, jeg har læst
hattedame-haikudigte af begge køn, som ikke sagde
mig noget, og andre, som jeg synes har været fremragende,
fyldt med små energiske erkendelser, gode digte. Jeg
må tilstå, at Hans-Jørgen Nielsens Haiku
fra 1963 og Ivan Malinowskis Poetomatic
fra 1965 er bøger i genren, der har gjort stort indtryk på
mig som ung mand. Ingen af de nævnte bøger lever op til
det, der i dag opfattes som, hvad jeg vover at kalde, et
dansk haiku-digt, selvom Morti Vizki roterer i sin grav.
Det er en realitet, genren findes i Danmark, og bl.a. Forandring
viser, at den er levende. De
danske haikudigte overholder stort set genrens formelle
regler, som er alle haiku-digtere og ditto læsere
bekendt. Det er et genreminimum, at reglerne overholdes.
Jeg tror, det er en del af glæden ved at læse
haikudigte, at læseren, mens hun læser, checker, hvor
flot eller skidt, haikureglerne mestres, hvad der også
kan betyde, de brydes med elegance eller humor. Der er
derfor på forhånd en samforståelse mellem læser og
digter. Den findes ikke i andre moderne digtformer, som
jeg kan komme i tanke om. Min
skepsis skyldes, at jeg synes, det er svært at forstå,
at nogle digtere ønsker at overholde de formelle
haiku-regler, hvis
det ikke lige er fordi, reglerne opfattes som benspænd,
dogmeregler. Dem forstår jeg fuldt ud, kan se den omvendt
befriende frihed, der så dukker frem mellem linjerne i
begrænsningerne, måske pga. reglernes benspænd Så
langt så godt, banen er kridtet op! Ole
Lillelund præsenterer 777 haiku-digte i Forandringer
fordelt over 155 sider med 5 digte pr. side – der er
lidt luft på sidste side, og derefter følger 4
bonus-haiku, en suite, som Lillelund kalder 4
kartoffelhaiku. Der bringes derefter ikke mindre end 6
siders indholdsfortegnelse i lille skriftstørrelse med de
ganske korte digttitler, mest enkeltord, et næsten absurd
uoverskueligt register. Umiddelbart
virker mængden af digte overvældende, og jeg spørger
mig selv, om der virkelig er nogen digter her til lands,
der kan få liv i 777 minidigte. Alene ambitionen
aftvinger respekt. Lillelund
bombarderer læseren med indtryk. Man læser ned over
siderne og modtager sanseindtryk
som en masse små prik i bevidstheden. Fra meget
idyllisk-poetiske glimt, fx: forår det tomme papir fyldes langsomt med skrifttegn spirende udsagn og
til de realistisk groteske som fx: centralasien en græsfattig egn kamelen æder sit skæg i steppesolen Jeg
synes, det er selve det kaotiske bombardement af disse 777
haikudigte, der er bogens hovedvirkemiddel, men vil ikke lægge
skjul på, at det krævede nogle gennemlæsninger før
denne tolvtonemusik, kunne man kalde det, klinger. Der er
tilsyneladende ingen tema-forløb ned over siderne, ingen
jævn fordeling af tid os sted. Sanseindtrykkene leveres i
tilfældige uorden, som lidt efter lidt åbner sig som
en ”anarkistisk orden”. Der er ingen direkte
forløb, kun ujævnt fordelte temaer. Ud af de skingre
sammenstød i
digtene og mellem
digtene fremtræder et verdensbillede, der kan opfattes
som absolut fri for guder og andre på forhånd fastlagte
værdier. Et illusionsløst univers, man gerne vil slippe
ud af, men som omvendt giver de levede sekunder ro og skønhed.
Det er mennesket selv, der fylder luften med liv og værdighed. Der
er dog muligt at finde nogle spor i bogen og følge dem, hvis
man vil læse tematisk. Men det kræver jagtinstinkt:
Der er et metakommentar-spor om det at skrive
digte, især haiku. Disse poetikkommentarer er spredt ud
over en næsten verdensomfattende mængde lokaliteter, dog
mest hjemmehørende i Kina og Japan. Et andet spor kunne
kaldes Religion-filosofi-sporet, der – parallelt med
digtgenrens hjemsted – sympatiserer med daoisme og
buddhisme. I grun-den ikke så meget med Zen-buddhismen,
bortset fra i satorioplevelsen dvs. overraskelsen i
forestillingen eller billedet, der punkterer gængs logik,
og hvor usammenhængende elementer sammenføjes eller
uforenelige elementer støder sammen, så det slår
gnister, poetiske glimt. I øvrigt en poetik, der ikke
ligger langt fra Sophus Claussens gamle poetik, udtrykt i
dette vers: En
Dumhed bragt i Form, det er en Tanke… Når Verset ryster
stolt son Løvemanke. Der
ud over finder man spor, der kunne kaldes landskab og
vejrudsigter, et kærligheds og køns-spor, et natur-
dyre- og plante-spor. Og sikkert en hel del andre. Det
er en vigtig pointe i bogens konstruktion, at kineserierne
står klods op af pæredanske iagttagelser. Kronborg side
om side med Katmandu. Der er ikke tale om spring i tid,
kun i lokalitet og emne. I konkret nutid. Det kommer til
at give et billede af en globalitetsfølelse, der er
temmelig langt fra fx Dansk Folkepartis italesættelse af
nationalstaten. Lillelund
bobler rundt i verden, snuser indtrykkene ind, og spytter
haikudigtene ud over bogens sider med en anarkistisk vilje
til forvirring og antiautoritær bevidsthed.
Tilsyneladende bundfrossen, men med varme fingre i
notatsbogen. Lige
lovlig let og hippieagtig er kritikken i nogle af disse
haiku fx: demokrasnork de snakker bare politik er pausefisk nu på din fladskærm En
besynderlig påstand ikke mindst midt i en finanskrise og
mens valget mellem den ene eller anden kriseløsning
buldrer på fladskærmen, og hvad skulle der være i vejen
med en fladskærm? Mener digteren virkelig, at politik
ingen rolle spiller i den udgave, der praktiseres i her
landet. Eller
holder dette kvindebillede: hende når kvinden er hys holder manden lav profil erfaring gør klog Så
er det, man spørger, om kvindebilledet ikke bare er flovt,
i hvert fald utilstrækkeligt. Disse
sure opstød skal ikke stå i vejen for, at denne
gigantiske haiku-samling rummer mange gode digte. Langt de
fleste holder vand, og der opstår en sandhedssøgende skønhed,
som er dejlig udansk, når man læser mange i træk. Det
er ikke langt fra, at man taber lidt hold på sig selv,
hvis man giver sig hen i bombardementet: Her
blot et par stykker som eksempler: vintermorgen intet fodspor ses bøllemosen ubetrådt her kommer så jeg Scenen
veksler mellem det konkrete vinterlandskab og
digter-jegets ironiske selvhævdelse. Og i Bøllemosen!
Det er som det skal være: næsten ingenting – og alt i
ét. Eller
dette mere filosofiske haikudigt om indespærring, som også
humoristisk punkteres i et buddhasmil, som om alt er
ingenting og alligevel, alt, hvad vi har.
Uudgrundeligheden er komisk: daoistisk tænk ikke på det væggen er den rene luft snak med din guldfisk Det
er godt Det poetiske bureaus Forlag findes; kunne man tænke
sig denne mega digtsamling udgivet på nogle af de såkaldt
etablerede forlag. Næppe!
Det er fantastisk, hvad der sker i disse år
forlagsmæssigt for poesien. På den ene side bliver en
hel del af poesien udgivet på miniforlag, på den anden
side findes der en poesiscene, der tiltrækker et stort
publikum. Hvorfor er det først og fremmest de forfattere,
der udkommer på de små forlag, der igen og igen optræder
rundt omkring i byen? Det er nok dem, der kan høre græsset
gro. Because
something is happening her/ Bud you don’t know what it
is/ Do you, Mister Jones? Karsten
Bjarnholt
|