HaikuDanmark.dk

Anmeldelser

 


Hvad sker der her ?

 

Ole Lillelund
Forandring, 777 haiku
,

Det Poetiske Bureaus forlag, 2011

Det rammer, når Ole Lillelund sætter et citat af Morti Vizki  som motto i sin haiku-samling, Forandring – ”Det eneste Gud finder absolut uspiseligt er haiku skrevet af europæere”. Det er også min indfaldsvinkel til denne anmeldelse, og derfor kunne man med god ret spørge, hvorfor jeg så har påtaget mig opgaven. Svaret er, at jeg er ambivalent, jeg har læst  hattedame-haikudigte af begge køn, som ikke sagde mig noget, og andre, som jeg synes har været fremragende, fyldt med små energiske erkendelser, gode digte.

 

Jeg må tilstå, at Hans-Jørgen Nielsens Haiku fra 1963 og Ivan Malinowskis Poetomatic fra 1965 er bøger i genren, der har gjort stort indtryk på mig som ung mand. Ingen af de nævnte bøger lever op til det, der i dag opfattes som, hvad jeg vover at kalde, et dansk haiku-digt, selvom Morti Vizki roterer i sin grav. Det er en realitet, genren findes i Danmark, og bl.a. Forandring viser, at den er levende.

 

De danske haikudigte overholder stort set genrens formelle regler, som er alle haiku-digtere og ditto læsere bekendt. Det er et genreminimum, at reglerne overholdes. Jeg tror, det er en del af glæden ved at læse haikudigte, at læseren, mens hun læser, checker, hvor flot eller skidt, haikureglerne mestres, hvad der også kan betyde, de brydes med elegance eller humor. Der er derfor på forhånd en samforståelse mellem læser og digter. Den findes ikke i andre moderne digtformer, som jeg kan komme i tanke om.

 

Min skepsis skyldes, at jeg synes, det er svært at forstå, at nogle digtere ønsker at overholde de formelle haiku-regler, hvis det ikke lige er fordi, reglerne opfattes som benspænd, dogmeregler. Dem forstår jeg fuldt ud, kan se den omvendt befriende frihed, der så dukker frem mellem linjerne i begrænsningerne, måske pga. reglernes benspænd Så langt så godt, banen er kridtet op!

 

Ole Lillelund præsenterer 777 haiku-digte i Forandringer fordelt over 155 sider med 5 digte pr. side – der er lidt luft på sidste side, og derefter følger 4 bonus-haiku, en suite, som Lillelund kalder 4 kartoffelhaiku. Der bringes derefter ikke mindre end 6 siders indholdsfortegnelse i lille skriftstørrelse med de ganske korte digttitler, mest enkeltord, et næsten absurd uoverskueligt register.

Umiddelbart virker mængden af digte overvældende, og jeg spørger mig selv, om der virkelig er nogen digter her til lands, der kan få liv i 777 minidigte. Alene ambitionen aftvinger respekt.

 

Lillelund bombarderer læseren med indtryk. Man læser ned over siderne og modtager  sanseindtryk som en masse små prik i bevidstheden. Fra meget idyllisk-poetiske glimt, fx:

 

forår

 

det tomme papir

fyldes langsomt med skrifttegn

spirende udsagn

 

 og til de realistisk groteske som fx:

 

centralasien

 

en græsfattig egn

kamelen æder sit skæg

i steppesolen

 

Jeg synes, det er selve det kaotiske bombardement af disse 777 haikudigte, der er bogens hovedvirkemiddel, men vil ikke lægge skjul på, at det krævede nogle gennemlæsninger før denne tolvtonemusik, kunne man kalde det, klinger. Der er tilsyneladende ingen tema-forløb ned over siderne, ingen jævn fordeling af tid os sted. Sanseindtrykkene leveres i tilfældige uorden, som lidt efter lidt åbner sig som  en ”anarkistisk orden”. Der er ingen direkte forløb, kun ujævnt fordelte temaer. Ud af de skingre sammenstød i digtene og mellem digtene fremtræder et verdensbillede, der kan opfattes som absolut fri for guder og andre på forhånd fastlagte værdier. Et illusionsløst univers, man gerne vil slippe ud af, men som omvendt giver de levede sekunder ro og skønhed. Det er mennesket selv, der fylder luften med liv og værdighed.

 

Der er dog muligt at finde nogle spor i bogen og følge dem, hvis man vil læse tematisk. Men det kræver jagtinstinkt:  Der er et metakommentar-spor om det at skrive digte, især haiku. Disse poetikkommentarer er spredt ud over en næsten verdensomfattende mængde lokaliteter, dog mest hjemmehørende i Kina og Japan. Et andet spor kunne kaldes Religion-filosofi-sporet, der – parallelt med digtgenrens hjemsted – sympatiserer med daoisme og buddhisme. I grun-den ikke så meget med Zen-buddhismen, bortset fra i satorioplevelsen dvs. overraskelsen i forestillingen eller billedet, der punkterer gængs logik, og hvor usammenhængende elementer sammenføjes eller uforenelige elementer støder sammen, så det slår gnister, poetiske glimt. I øvrigt en poetik, der ikke ligger langt fra Sophus Claussens gamle poetik, udtrykt i dette vers: En Dumhed bragt i Form, det er en Tanke… Når Verset ryster stolt son Løvemanke.

Der ud over finder man spor, der kunne kaldes landskab og vejrudsigter, et kærligheds og køns-spor, et natur- dyre- og plante-spor. Og sikkert en hel del andre.

 

Det er en vigtig pointe i bogens konstruktion, at kineserierne står klods op af pæredanske iagttagelser. Kronborg side om side med Katmandu. Der er ikke tale om spring i tid, kun i lokalitet og emne. I konkret nutid. Det kommer til at give et billede af en globalitetsfølelse, der er temmelig langt fra fx Dansk Folkepartis italesættelse af nationalstaten.

Lillelund bobler rundt i verden, snuser indtrykkene ind, og spytter haikudigtene ud over bogens sider med en anarkistisk vilje til forvirring og antiautoritær bevidsthed. Tilsyneladende bundfrossen, men med varme fingre i notatsbogen.

Lige lovlig let og hippieagtig er kritikken i nogle af disse haiku fx:

 

demokrasnork

 

de snakker bare

politik er pausefisk

nu på din fladskærm

 

En besynderlig påstand ikke mindst midt i en finanskrise og mens valget mellem den ene eller anden kriseløsning buldrer på fladskærmen, og hvad skulle der være i vejen med en fladskærm? Mener digteren virkelig, at politik ingen rolle spiller i den udgave, der praktiseres i her landet.

Eller holder dette kvindebillede:

hende

 

når kvinden er hys

holder manden lav profil

erfaring gør klog

 

Så er det, man spørger, om kvindebilledet ikke bare er  flovt, i hvert fald utilstrækkeligt.

 

Disse sure opstød skal ikke stå i vejen for, at denne gigantiske haiku-samling rummer mange gode digte. Langt de fleste holder vand, og der opstår en sandhedssøgende skønhed, som er dejlig udansk, når man læser mange i træk. Det er ikke langt fra, at man taber lidt hold på sig selv, hvis man giver sig hen i bombardementet:

 

Her blot et par stykker som eksempler:

 

vintermorgen

 

intet fodspor ses

bøllemosen ubetrådt

her kommer så jeg

 

Scenen veksler mellem det konkrete vinterlandskab og digter-jegets ironiske selvhævdelse. Og i Bøllemosen! Det er som det skal være: næsten ingenting – og alt i ét.

 

Eller dette mere filosofiske haikudigt om indespærring, som også humoristisk punkteres i et buddhasmil, som om alt er ingenting og alligevel, alt, hvad vi har. Uudgrundeligheden er komisk:

daoistisk

tænk ikke på det

væggen er den rene luft

snak med din guldfisk

Det er godt Det poetiske bureaus Forlag findes; kunne man tænke sig denne mega digtsamling udgivet på nogle af de såkaldt  etablerede forlag. Næppe!  Det er fantastisk, hvad der sker i disse år forlagsmæssigt for poesien. På den ene side bliver en hel del af poesien udgivet på miniforlag, på den anden side findes der en poesiscene, der tiltrækker et stort publikum. Hvorfor er det først og fremmest de forfattere, der udkommer på de små forlag, der igen og igen optræder rundt omkring i byen? Det er nok dem, der kan høre græsset gro. Because something is happening her/ Bud you don’t know what it is/ Do you, Mister Jones?

Karsten Bjarnholt