ANMELDELSE AF "FANDENS MÆLKEBØTTER"

Af Per-Olof Johannson

Haiku i dansk nutid

I sit imponerende værk om 'Dansk haiku og modernisme – Haikus litteraturhistorie i Danmark' skriver Thorvald Berthelsen i efterordet: ”Jeg håber med denne bog at have dokumenteret, at en meget stor del af haikudigtningen i Danmark ikke er domineret af 'hattedame-haikudigte af begge køn', eller rammes af Morti Vizki udsagnet: 'Det eneste gud finder absolut uspiseligt er haiku skrevet af europæere.' - simpelhen fordi de pågældende haikudigtere ikke skriver haiku efter klassiske eller deraf afledte retningslinier som om de var japanerer.”

Dette kan man så se bekræftet af Dansk Forfatterforenings haikugruppes Haiku-Antologi ' Fandens Mælkebøtter' udgivet i anledning af gruppens 20 år. 29 haikudigtere fra dansk nutid er her samlet om at fejre jubilæet. Bevares – antallet af mord er begrænset – og dog, for den haiku-serie af Hanne Hansen, som har navngivet antologien er også overskriften til et haiku om asylansøgere på tålt ophold af Bjarne Kim Pedersen. Når asylansøgere ikke ønsker at rejse hjem, trods det ugæstmilde Danmarks behandling, skyldes det jo netop frygten for at møde døden i hjemlandet.

Først læste jeg antologien ud i en køre uden at hefte mig ved navnene – det lader sig fint gøre – der opstår en slags haiku-dansker med tråde ud til alverdens ting og indgange i Danmark. Jeg tvivler på, om jeg ved en blindtest kunne sortere haikuerne efter forfatterne. Måske ville Viggo Madsens havne i den rigtige bunke, men ellers tror jeg bunkerne kom til at repræsentere helt andre ting end 'forfatteren'.

Forordet giver en bred ramme for udvalget, bevidst om at der skrives så mange haiku, som bryder med de klassiske normer og konkluderer: ”Hvad skulle vi kalde dem, hvis de pludselig ikke længere var haiku?” Det er præcis dér jeg er i min læsning. Jeg holder meget af digte i kort form, og jeg er uvidende nok til ikke at kunne vægte haiku'erne efter om de i højere eller mindre grad lever op til former, som mange vist alligevel gerne vil passe ind i.

Om forfatterens køn skinner igennem, jo måske:

sommersol og strand

let vind i bikinien

vægtløse tanker

ville ved en blindtest gå helt godt i både kvinde- og mandebunken, men med helt forskellig betydning! (Lone Penstoft).

Nu og da møder jeg, hvad der forekommer mig at være et overflødigt 'og'. Når Ole Bundgaad skriver
 

I Søndermarken
står en maler i regnen
og maler en sol

får jeg mere smæld på uden 'og'...men på næste side, er 'og' også efter mine begreber velanbragt

Koen på marken
gumler på det grønne græs
og evigheden

Når jeg kan 'høre' Per Nielsen i hans Haiku, er det så virkelig, fordi jeg kender hans oplæsning, eller følger lyden virkelig med teksten? Umuligt at afgøre. Jeg har haft stor glæde af at læse antologien, men kan naturligvis ikke værdisætte de enkelte forfattere. Jeg er alt for syltet ind i miljøet. Mindst ti af de involverede, inclusive redaktionen regner jeg for mine venner, så jeg er ganske inhabil, så ved du det.

Hvis jeg nu havde læst og krydset af, hvilke haiku jeg syntes bedst om, er jeg sikker på, at jeg to dage efter ville vælge atter andre, som netop den dag virkede apropos de tanker og begivenheder, som den dag optog mig. Derfor kan man kun ønske antologien et langt liv og jævnlig læsning, jeg anbefaler små bidder og tilfældige nedslag.