HaikuDanmark.dk | |
Anmeldelser |
|
|
|
|
|
Thorvald
Berthelsen Af
Steffen Baunbæk
|
|
Dansk
Haiku og Modernisme – et
grundforsknings pionerværk I
betragtning af, at den japanske haikutradition har påvirket
det danske lyrikmiljø i stigende grad gennem de senere årtier,
er det i grunden mærkeligt, at ingen har kortlagt genrens
historie og fremtræden herhjemme før nu. Der lå en væsentlig
bog og ventede på enhver, som havde lyst og kræfter til
at skrive den, og det blev så altså Thorvald Berthelsen
- kulturel ildsjæl og gennem mange år selv en aktiv
haikudigter med flere samlinger bag sig - der kom til at
skrive den. Dansk
Haiku og Modernisme - en moppedreng på 321 sider, der
ikke desto mindre fremstår som kortfattet, det enorme
emne taget i betragtning - er netop bogen, der gennem en række
punktnedslag påviser japansk afsmitning herhjemme gennem
de sidste lidt over 100 år. Selvfølgelig gennem en række
portrætter af Berthelsens kolleger omkring Dansk
Forfatterforenings Haikugruppe – fra pionerer som Hanne
Hansen og Niels Kjær til ”skæverter” som Ole
Bundgaard og Ole Lillelund - der gennem teksteksempler og
gennemgange af hver enkelts metodiske spidsfindigheder
kommer fint rundt i landskabet, men også via ganske
fyldige kapitler om andre, ofte ældre forfatterskaber,
hvor haiku-påvirkningen kan spores. Mere eller mindre med
Johannes V. Jensens myte om ”Fusijama” (1907) som år
nul, selvom det var en prosaskitse med zenbuddhistiske
indslag mere end et haikudigt. Et egentligt sådan
leverede han for øvrigt i 1910 med teksten ”Envoi”,
men det forblev et litterært kuriosum i årtier. Man
kan i denne forbindelse undre sig over, at Berthelsen ikke
forlænger fascinationen af det fjernøstlige som stiltræk
tilbage til symbolismen, hvor især Sophus Michaëlis, som
ikke kaldte sin søn for Tao for ingenting, tydeligt lod
sig påvirke, men lad det nu være: I årtier havde påvirkningen
fra Japan mest karakter af kineserier, og selv Jensen kan
man have mistænkt for først og fremmest at have brugt
den som et eksotisk krydderi. Et
egentligt dansk fremstød for haikuformen så man, som der
påpeges, først i 1958, hvor Torben Ulrich publicerede en
række gendigtninger i tidsskriftet Bazar, og derfra frem
til 1980'erne var det i det store og hele mere end
tradition, man lod sig inspirere af, end egentlig skrev
sig ind i. Visse lyrikere ganske tydeligt, hvilket
Berthelsen glimrende illustrerer i kapitler om Dan Turéll,
Peter Laugesen og ikke mindst Hans-Jørgen Nielsen, hvis
Haiku – en introduktion og 150 gendigtninger (1963) blev
en skelsættende grundbog. Andre mere indirekte:
Forfatteren må vride formens poetik en del mere for at få
den til at passe på folk som Vagn Steen, Henrik
Nordbrandt og Ivan Malinovski, hvor der mere var tale om
selvstændig, modernistisk lyrik med diskrete nik i
retning af Nippon. Han
tager dog også sine kloge forbehold i den henseende, og
tilsat en enormt grundig research er disse afsnit
interessant læsning uanset hvad. Også selvom genrens få,
men markante kendetegn - de 17 stavelser, naturblikket,
den zenbuddhistiske øjebliksoplevelse (yügen) og den
overrumplende drejning fra konkret til abstrakt (kireji) -
skabes om til en art analysemetode, der hurtigt bliver
noget ensformig. Specielt fordi man den ene gang efter den
anden nærmest får begreberne forklaret fra bunden. I det
hele taget kan man fremsætte en del anker mod bogen.
Udover det nævnte er den primære vel, at Berthelsen
utvivlsomt befinder sig for tæt på flere af de nulevende
forfattere i feltet til at kunne forholde sig nøgternt og
kritisk til dem. Helt galt går det, når han skal
beskrive sin egen produktion. I faglig henseende slipper
han for så vidt rimeligt fra manøvren, men der er altså
problemer med armslængdeprincippet. Dertil kunne bogen
som helhed have været udsat for en grundigere korrektur:
Påfaldende mange småfejl er sluppet igennem nåleøjet.
Endelig kunne det afsluttende kapitel sagtens have fået
en mere inspirerende overskrift end
"Konklusion". En måned mere i montagehallen
ville utvivlsomt have gjort underværker. Så
meget sagt kommer bogen omkring, hvor den skal, og
karakteren af pionerværk hverken kan eller skal man tage
fra den. Vil man vide noget om den japanske påvirkning af
dansk poesi, er der ikke tilsvarende kilder at gå til.
Dansk Haiku og Modernisme er grundforskning inden for
feltet. Kritikpunkterne til trods er det derfor et værk,
man ikke kan tage imod med andet end ægte begejstring. Steffen
Baunbæk (* 1973), i Københavnereksil fra Silkeborg, har
længe bevæget sig i feltet mellem musik og litteratur.
Han er anmelder af begge dele. Selv musiker, digter og
forfatter.
|
|