Trykt i 100 nummererede og signerede eksemplarer

af Ulla Conrad

En lille bog finder vej til mine hænder. Den har været en lang vej omkring: Den tidligere Haikugruppeforkvinde Hanne Hansens venner havde været til et Åbent Atelier arrangement. Mens de drikker en kop kaffe i et af ateliererne, falder de i snak med kunstnerens kone, som viser dem sin mands seneste digtsamling. Da de kunne se, at det var korte, haikulignende digte, tænkte de på Hanne Hansen, medstifteren til Haikugruppen. De fik bogen, og forærede hende den. Hun læste den, og inviterede forfatteren, som er medlem af DFFs lyrikergruppe, til det næste haiku-arrangement i Strandgade. Og her møder jeg så forfatteren, Torben Olesen, der er så venlig at bytte bog med mig. Jeg er slået af det handy lille format af ca. 11 x 15 cm og den matte lækre overflade. En nærmest Hokkusai-agtig bølge indtager forsiden, bare i sort-hvid, men med små glimt af guld. "Titlen er god!", siger én, der står ved siden af mig. Det er den, mystisk og dobbelttydig: "Jeg låner sekunder".

Digtsamlingen er opstået i forbindelse med en udstilling med forfatteren i kirkekapellet på Store Heddinge Ny Kirkegård. Forfatteren skulle komme op med et vist antal malerier for at fylde kapellet ud, og et par månelyse nætter inden udstillingens åbning, satte han sig udenfor på sin gårdsplads, tog en slags sort asfaltmaling og med store penselstrøg malede han nu en række grafiske ordmalerier på store stykker pap. Undervejs blev han inspireret til at skrive digtene på malerierne. Det er dem, der samlet i denne digtsamling. En af de store sort-hvide illustrationer er afbilledet i bogen, og bærer bogens titeldigt:

"Jeg låner sekunder /  af en stjerne // af rosenbladet / af kattens øjne som gnistrer // en dag skal jeg / betale dem tilbage / med renter."

De i alt 38 digte indeholder betragtninger og billeder, der som små magiske bobler stiger op ad natten, og hænger ved, længe efter de er læst. Det er, som om man svæver gennem natten med en poet og filosof ved siden af sig, og møder de mange haikuøjeblikke:

"I nat falder hvert ord / som snefnug // gennem sjælens dansehaller / hvor gulvet gyngede // og solens lys til sidst brød frem / over alle verdens motorveje" (s. 22)

"En gammel drøm / om at følge åen // holder mig vågen i nat / og forestillingen / om en egyptisk mumie // der kommer sejlende / i sin åbne sarkofag" (s. 29)