|
Blæst ned fra universet. Haikudigte
Erik Henriques Bing
Forlaget Tågaliden/Vandrebakken, 2020,
80 sider
ISBN 978-87-999893-5-5
Historiker, forfatter og digter Erik
Henriques Bing, f. 1940, har i løbet af de sidste mange
år skrevet om miniaturemaleri, August Strindberg og
dansk-jødisk historie, noget af det ud fra hans egen
baggrund som flygtning i 1943-45. Så meget, at bøgernes titler fylder
hele to sider bagerst i digtsamlingerne. Hans forlag Tågaliden
er opkaldt efter den vej, hans nye hjem i Stocksund i
Sverige lå på dengang. Som digter er han de sidste
tre år kommet med tre digtsamlinger, som jeg synes har
fortjent en anmeldelse.
Den første, "Blæst ned fra universet.
Haikudigte", har en grafisk forside med to rækker
sort-hvide "hajtænder". Inden bogen går i
gang, kommer den med et metadigt om haiku, en fin
introduktion til dem, der måske er mindre fortolig med,
hvad haiku egentlig er:
Haiku. Less is more
De korte digte, de få
ord, den tynde bog
De følgende haiku digte er grupperet i: Intro,
Digtere, Smil, Musik og Maleri, Jeg og mig, Kosmos og tro,
Exit. Hvert kapitel indeholder mellem 24 og 48 haiku, med
fire digte på hver side, venstrestillet, lige under
hinanden. På bagsiden af bogen forklarer Erik, at
hans haiku i denne samling "følger formen, men
ikke kravet på indholdet."
Introen starter med en blød vind, der rejser sig, og
puster gennem de næste haiku en bevægelse, der fortsætter
i barndommens minder, som fødselsdagskringler,
pebermyntepastiller og pappet i cykelhjullets eger. Men
også de voksnes politik blander sig, så de kommende
mere tunge emner introduceres. I digter kapitlet langer
Erik Bing nemlig skarpt, måske ligefrem med "hajtænder",
ud efter H.C. Andersen, Kierkegaard og Brandes.
Janina Katz kommer til orde, og ord som Theresienstadt og
Holocaust. Dog lettes stemningen ofte af humor, som når
han indrømmer, hvordan det er gået med læsning af visse
bøger:
James Joyces Ulysses
Måneders fordybelse
Nu på side 7
I Japan har man et begreb for haiku,
senryu, hvor haiku digtene mere handler om menneskets
svagheder fremfor naturen, men humor og nogen gange
groteskhed og tragikomik. Men det kan være svært at
skelne, hvad der er hvad, og det er ikke så afgørende.
Musikken spiller en stor rolle i digtsamlingen, og han
fortsætter japanernes tradition med at væve en masse
hentydninger og referencer ind i teksten, der nogen gange
er suppleret af fodnoter. Teksten løber hen over de
enkelte linjer, og tit har de enkelte digte karakter af en
kritisk tankevækkende sætning eller kommentar i
miniatureform:
Schindler´s list spillet
af Itzhak Perlman. Også
de kristne græder
Og der er meget medfølelse for de små dyr, der kravler
gennem digtsamlingen:
Køkken med sølvfisk -
Støvsugeren frem - eller
lev og lad leve?
Men også:
Futurologen
peger på medfølelsens
komme. Idiot!
En spændende digtsamling, man ikke
bliver færdig med ved første læsning.
Vi kan spejle os i en vanddråbe. Digte
Erik Henriques Bing
Forlaget Tågaliden/Vandrebakken, 2021, 40 sider
ISBN 978-87-999893-6-2
Digtsamlingen "Vi kan spejle os i en vanddråbe"
er kun halvt så tyk som den første, forsiden er
lysebeige uden illustration. Den har et lige så lækkert
finish som den første, med flapper og matkacheret
forside. Den ligger bare godt i hånden. Samlingen starter
også med samme lille metadigt om haiku. Derefter er
digtene delt op i "Første del", "Anden
del" osv. indtil sjette del. Her står der tre digte
på hver side, centreret i midten. Første del har
undertitlen (Poetik), og fortsætter med metadigte
som:
Et digt lever sit
eget liv, men vil gerne
leve det med dig
Sort sol af stære
i flok og i flugt og sort
sol af digtere
Digten svæver som kloge kommentarer til livet i
rummet, og "løfter sig fri fra grunden", som
Erik selv kræver det i en af de første digte:
Skildpadder er de
bedste undervisere
i meditation
De er indsigtfulde observationer i
menneskets natur...
Handyrs habitat -
Parfumeafdelingen
Magasin du Nord
... og i samfundets ikke altid så
idelle fungeren:
I fåreflokken
bliver det tænkende får
kaldt det sorte får
Heksen på bålet
er oldemor der vidste
for meget om mænd
Det er ikke traditionelle haiku digte, hvortil der skulle
høre naturbilleder, gerne med forbindelse til årstiden,
og eventuel en to-deling i to billeder, der spiller
op ad hinanden. Det tætteste på kunne være betegnelsen
Senryu. Men haiku digtene fungerer mere som små vise
bobler, hver for sig, små sandheder, nærmest ordsprog,
eller gruk. Og man kan ikke læse for mange ad gange,
fordi man lige skal fundere, smile eller ligefrem grine
lidt for sig selv.
Søren Kierkegaard:
"Regine, du forstyrrer
min dagdrøm om dig"
Sidste del har undertitlen (Opvågnen),
her er emnet de mere religiøse undersøgelser og
oplevelser:
Er midt i cirkel
uden et centrum eller
en periferi
Min sande natur?
Ord spærrer for andet end -
et dybt åndedrag
Trappen. Mit møde med
vismanden
Erik Henriques Bing
Forlaget Tågaliden/Vandrebakken, 2022, 120 sider
ISBN 978-87-999893-7-9
"Trappen" er igen helt anderledes. Der er en
illustration af en trappe på forsiden. Som den tykkeste
af de tre bøger fortæller den en hel historie, af den
eventyrlige slags, en heltehistorie, jegfortællerens søgen
efter sine mestre og mentorer gennem livet. Han starter ud
med at stå for enden af en trappe, rent fysisk
den trætrappe, der i Tisvildeleje fører fra toppen
af stejlkysten ned til stranden. Den er lang, har mange
trin, og bliver midti endda delt op af en lille platform
med en træbænk. Den kaldes også solnedgangstrappen,
fordi man herfra har den bedste udsigt på - solnedgangen.
Jeg læser digtsamlingen, mens jeg i toget selv er på vej
op til Nordkysten, godt nok til Hundested, hvor jeg skal
tilbringe weekenden. Digtsamlingen kommer til at gøre mig
selskab på et højt niveau, poetisk, intellektuelt og
humoristisk. Og det er jo ikke det værste.
Jegfortælleren bliver kaldt ned på
stranden af en engel, der lover ham, at der for enden af
trappen, på stranden, står en vismand og venter på ham:
"Gå ned til munken,
Vismanden, og spørg om det,
du ikke forstår."
Han tager så et trin ned ad trappen ad gangen, og det
viser sig, at der næsten på hvert trin af trappen står
en mester, han har mødt på et tidspunkt i livet, og som
her igen hilser på ham og minder ham om det, han har lært.
Som da han møder Vergil:
"Må jeg" spørger han,
"være din cicerone,
hvad målet end er?"
Jeg svarer ham: "Jeg
er på vej til havet. Du
hører bølgerne.
Turen, trin for trin,
går jeg alene, uden
en cicerone."
De enkelte dele af fortællingen overholder til punt og
prikke de rent formmæssige krav til et haiku. Tre linjer
hver, med stavelser på 5-7-5. Fem på hver side,
midterstillet. Men de enkelte dele hænger sammen,
fortæller en historie. Hvor meget haiku der så egentligt
er tale om? Men Erik har gjort noget jeg har ikke har
set før, læst før. En spændende og imponerende fortælling,
passet ind i denne ydre form. En slags roman-renga, kædedigt
novelle, eller helt tredje. Hans sprog flyder letlæst
derudaf uden de mindste snublesten, hver sætning
passer ind i rækken, i rytmen. Sætningerne passerer hen
over grænserne af de enkelte linjer og 5-7-5 dele, men
der er ikke et sted, hvor jeg oplever byttet ordstilling,
eller andre krumspring, for at få indholdet til at passe
ind i formen. En sproglig trappe, hvor hver enkelt trin
sidder på sin plads, og bærer læseren igennem uden at
vakle.
Der er mange navne, en del fodnoter,
men man kan selv vælge, om man slår dem op bagerst i
bogen, eller ikke. Eller læser dem til sidst og vender
tilbage til de respektive sider, og genlæser de enkelte
digte, eller digt-dele, men fornyet viden. Man bliver, jeg bliver,
klogere undervejs, jeg googler navne og læser om de
enkelte mestres livsvisdom. Han møder så forskellige
figurer som Kafkas bille, Spinoza, Citizen Kane, Alice in
Wonderland, Buddha, forfatteren Pär Lagerkvist,
Jesus og Professor Tournesol fra Tintin serien. Og mange
flere, bl.a. filosoffen Wittgenstein:
Jeg skynder mig at
forklare mit ærinde
og min beslutning.
"Drop den beslutning.
Jeg tog også fejl engang
med min "Tractatus."
På den måde følger jeg fortællerens rejse -
her på min egen rejse, undervejs på Nordkysten, ikke så
langs fra solnedgangstrappen. En utrolig velstøbt
digtsamling, en velbygget - trappe.
Og hvem var så mesteren over alle
mestre...? Jeg vil ikke tage spændingen fra læseren,
men da vi nærmer os slutningen, står der da i hvert
fald:
Hvor er Vismanden
ved havet, hvor min rejse
trin for trin er slut?
/af Ulla Conrad
|
