Et par linjer om Haiku

Da jeg ikke ellers har benyttet haikuformen, her for første og sidste gang gør det, så er jeg blevet bedt om at motivere min brug af denne form.

Haiku er ved siden af sin litterære form, i sin popularitet også en lyrisk folkeform, verslærens svar på kampkunstens tai chi-former for menneskemængder. Som sådan har den trodset alle odds. Ingen ville have gættet på at denne form for "fast lyrisk" form ville være den der var tilbage. Anerkendte litterære højdepunkter som benytter haikuformen er få, er kendte og skal ikke nævnes her.

Haikuformen er en begrænsning som mange andre, jeg tror ikke på nogen bestemt magi i stavelsestallene, de kunne for min skyld være andre. Den er ikke for mig forbundet med noget asiatisk, haikuformen er en begrænsning, en lille formramme i det danske sprog. 

Jag sad en dag og talte med en der bedre end nogen kender haikuformens styrke og faldgruber, Ole Bundgaard, nestor i haikuskrivningens metier. Inden vi så os om havde jeg fået afløb for nogle idiosynkrasier angående haiku og dets udøvere, og han syntes så at jeg selv kunne prøve. Dette lovede jeg så at gøre.

Som eksperiment skrev jeg da en bunke haiku, hvoraf disse haiku er et udvalg. De måtte, pålagde jeg mig, ikke være forpligtet på haikus medbragte og for mig lidt irriterende ethos, hvor jeg ofte fornemmer en tendens til at naturen er den der kan beses fra bussen eller i baghaven (blå søer, bambus,og traner, men ligesom under danske forhold), de måtte videre ikke indeholde småord, der kun var givet af stavelsestallet. De måtte for hvert haiku have en struktur i stavelsernes fordeling, der var musikalsk, dernæst pålagde jeg mig selv prægnans, en vis hang til at hvert indeholder en lille formningside der ikke gentages. Især glædede jeg mig til at kortslutte ideen om hvad natur er, og pålagde mig i det hele meget anarki i forhold til konventionel formforventning.

14. august 2014/ Ejler Nyhavn