HaikuDanmark.dk

Artikler

 


St. Bogdag på Hald Lørdag den 13. august 2011

Stop en Hald og slå Hald skade!

Jette Slåen slog et slag for at der skulle leges. Det slog mig, at det kunne blive sjovt, for som hun sagde: "Du ankom en halv'anden dag før os andre, kunne du ikke krydre de 3 traktor digte der spontant opstod "Under Lindene" ved vores haiku oplæsning, og sætte lidt x'tra kød på med dine egne oplevelser, som Ole Bundgaard hjemme på Katholmvej synes det skal gøres”?

Og hvad skete så? Det vrimlede med traktor haiku fra gruppen, og pludselig forsvandt konteksten. Men hva', det gav næring til et par haiku jeg selv har skrevet, ganske vidst på opfordret efterbevilling:

 

Alting gik i fisk

vi nåede det lige

bil bag en traktor

 

Se, denne er jo ret inside, men Thorvald, som havde givet et lift fra København vil forstå den. For vi nåede at indtage en vidunderlig fiskebuffet fredag aften på Bugges Hotel, altså resterne, der ikke var mindre vidunderlige. Vi ankom jo i sidste øjeblik på grund af den skide traktor, nåh, det er osse løgn..pga., at vi kørte forkert nogle gange, da snakken gik lystigt. Men folkens, jeg siger Jer, flynderen, tigerhajen, torsken og alskens muslinger, østers og grønne sager, lagde en fantastisk bund til næste dags oplevelser.

Og man skal jo være Haiku tosse for at tage helt fra København til Hald Hovedgård for at læse sine 8 haiku op fra en jubilæumsantologi og så tage hjem igen, ikke? Men skal man så skal man, men man kan jo lige så godt få noget der ligner en super weekend ud af det..

Altså op næste morgen til solskinsvejr, morgenbuffet på et pittoresk hotel i skovbrynet, ud over markerne på gåben i den pragtfulde natur, ned til St. Bogdag på Hald.

 

Biler, bøger, boder, flotte røde traktorer, glade mennesker, børn og voksne, tilskuere, Jyske forfattere og deres spirer, den obligatoriske fiskedam foran Hovedgården med de 4 kæmpe ege i enden og ned til den smukke sø, hvor man kan sidde og meditere over hvilke ord der skal siges denne artige lørdag, som Thorvald Berthelsen skriver:

 

En artig lørdag

med Ferguson på stribe

der pluds'li råber

 

Ja, sådan dyttede det "Under Linden" for Bo Lille som første oplæser af gruppen:

 

Åndløst dutteri

rimer ikke på Haiku

Kulturløse sjæl

 

 

og for Niels Kjær:

 

Traktorer dytter

publikum forstyrres lidt

men holder dog ud

 

og for Bjarne Kim Pedersen med overskriften

 

Barnlige glæder

 

Massey Ferguson

på Hald. Hornet tuder fra

børn til digtere

 

og for Benny Pedersen:

 

Blå traktor med plov

trækker fem furer bag sig

i lige linjer

 

og fra Jette Slåen:

 

Traktortræf på Hald

ivrige børn og voksne

prøver hornet a

 

og Dyt Båt

 

Oplæsning på Hald

dog akkompagneret med

traktor dyt båt

 

Ja, sådan er Livet på landet som temaet var for nogle jyske forfattere der læste op mange steder i løbet af dagen. Og i den anledning blev haiku overskriften ifølge Jette Slåen:

 

LIVET PÅ LANDET

en blanding af traktorlyd

og haiku læsning

 

 

Men St. Bogdag er mere end Livet på Landet, og for mig var der en fin oplevelse i at høre Gorm Rasmussen læse op af sine oversættelser af den peruvianske digter Cesare Vallejo:

 

Gorm Rasmussen trak

han læste på Parnasset

var selv en traktor

 

Men lad os nu bare slutte af med en haiku hilsen fra Allerød med Per-Oluf Johansson:

 

Efter traktoren

Stoppet på pløjemarken

stivnet mågefolk

Tak for en dejlig dag på Hald.
Mona Larsen, august 2011