HaikuDanmark.dk

Artikler

 


Matsuo Bashos liv og digtning

af Niels Kjær

 

Artiklen er en lidt forkortet udgave af forordet til Ildfluer, min oversættelse af 225 haiku af Basho, udgivet på Forfatterforlaget Attika i 2011.

 

Matsuo Basho er alle tiders mest berømte japanske forfatter. I sit hjemland har han nærmest guddommelig status, og i resten af verden læses han som en af verdenslitteraturens helt store lyrikere.

 

Bashos liv

Basho blev født i 1644 i nærheden af byen Ueno i Iga-provinsen, omtrent 50 km sydøst for Kyoto. På Bashos tid var Japan ligesom i dag et kejserdømme med kejseren i Kyoto som det formelle overhoved for 300 ligeværdige feudalherrer. Reelt var landet imidlertid styret af en enevældig shogun (overgeneral) og hans hær af professionelle samuraier. Fra 1603 og mere end 250 år frem var Japan således næsten isoleret fra omverdenen under Tokugawa-klanens totalitære shogunat.

     Bashos far, Matsuo Yozaemon, var samurai hos en nær slægtning til Iga-provinsens feudalherre, og 9 år gammel blev Basho page for dennes søn, Todo Yoshitada. De to ynglinge holdt begge af poesi og begyndte sammen at skrive digte under vejledning af Kigin, en digter fra Kyoto. Basho antog digternavnet Sobo og fik i 1664 sine første to haiku publiceret i en antologi, udgivet i Kyoto. Hans navn som samurai var på denne tid Matsuo Munefusa.

     Imidlertid døde Yoshitada pludselig i 1666, og Basho besluttede at forlade sin hjemegn. Det antages, at Basho i de følgende år opholdt sig i Kyoto, hvor han som elev af Kigin studerede filosofi, poesi og kalligrafi.

     I 1672 flyttede Basho til Edo (nutidens Tokyo). Her antog han digternavnet Tosei (”umoden fersken”) og tilsluttede sig, under indflydelse af Nishiyama Soin (1605-1682), Danrin-skolen. Denne retning ønskede at forny digtningen ved at bruge dagligdags ord og overraskende sammenligninger.

     Bashos disciple byggede i 1680 en hytte til deres mester, og året efter plantede en af hans elever et banantræ (basho på japansk) uden for hytten. Digteren følte sig åndeligt beslægtet med dette enlige træ og kaldte sig først herefter Basho – det navn, som vi i dag kender ham under.

     Efterhånden som Basho blev mere og mere berømt som digter, voksede også hans indre uro. Midt blandt sine mange beundrere følte han sig ensom. Det var på denne tid, i starten af 1680’erne, at Basho for alvor begyndte at praktisere zenbuddhistisk meditation under præsten Butchos vejledning.

   I 1682 nedbrændte den første Basho-hytte, og selv om den senere blev erstattet af en ny, blev det for Basho et signal til opbrud. I de sidste 10 år af sit liv foretog han adskillige fodrejser rundt i Japan. Den længste af disse rejser blev påbegyndt i 1689 og er skildret i Bashos rejsebog, Den smalle vej til det dybe nord. Bogen er i sig selv en åndelig rejse: ”Sol og måne er evighedens vandringsmænd. Årene, som kommer og går, er også farende svende. Ja, livet selv er en rejse. For dem, der styrer et skib over havet, og for dem, der bliver gamle på ryggen af en hest, er landevejen deres virkelige hjem.” 

     Basho flyttede i 1692 ind i sin tredje hytte i Edo. Plaget af depressioner forsøgte han en tid at isolere sig fra omverdenen, men opgav det igen. I stedet besluttede han at acceptere tilværelsen, som den er. I sommeren 1694 begav han sig ud på en ny rejse, men blev syg og døde i Osaka i det tidlige efterår. 

 

Bashos digtning

Det japanske haiku, som består af 17 on (”lydenheder” eller ”stavelser”) fordelt på 3 linier (5-7-5), er en af de korteste digtformer i verden.

     Waka (som nu mest går under betegnelsen tanka) er den oprindelige japanske digtform. Et waka har 31 stavelser fordelt på 5 linier (5-7-5-7-7). Det første nedskrevne waka, vi kender, er fra år 712 e. Kr., men formen har rødder langt tilbage i japansk mundtlig folkedigtning.

     Ud fra denne digtform udviklede der sig efterhånden en tradition for lange kædedigte, renga, som flere digtere skrev i fællesskab. Den første digter skrev de indledende tre linier (5-7-5), den næste digter skrev de følgende to linier (7-7), den tredje digter skrev dernæst igen tre linier (5-7-5) og så fremdeles op til 100 eller flere strofer. Det klassiske renga nåede sit højdepunkt i det 15., 16. og 17. århundrede.

     Den indledende strofe (5-7-5) i et renga var af særlig stor betydning, fordi den anslog hele kædedigtets tema. Denne strofe kaldtes hokku, hvilket på japansk betyder ”begyndelse”. På Bashos tid, d.v.s. i det 17. århundrede, udviklede hokku sig til et selvstændigt kortdigt, men først i slutningen af det 19. århundrede fik digtformen betegnelsen haiku. Skønt det altså er en anakronisme, vil jeg alligevel i denne artikel tillade mig at tale om Bashos ”haiku”.

 

     Basho var i sin samtid mest kendt som renga-mester; men det er især som haiku-digter, han senere er blevet verdensberømt. Før Bashos tid havde ingen realiseret haikuets fulde potentiale. Det blev Basho, der udviklede digtformen til en selvstændig litterær genre. Hans haiku er enkle uden at være banale, dybe uden at være dunkle.

 

     Som nævnt var Basho påvirket af zenbuddhismen. Denne variant af buddhismen, Ch’an (”meditation”), opstod i Kina i det 6. århundrede og kom til Japan i det 12. århundrede. Her slog den dybe rødder og blev omformet til et fornemt udtryk for japansk kultur, Zen.

     Zen tilskynder mennesket til at søge personlig oplysning (satori) gennem en strengt disciplineret indsats. I zen gælder det om at opnå oplysning ved at fordrive alle vrangforestillinger og alt sansebedrag, og dét, der bedrager folk allermest, er sproget. Derfor er det i zen vigtigt at bruge så få ord som muligt, både når man taler, og når man skriver. I stedet for en logisk argumentation lagde zen-munkene vægt på det intuitive svar. Således udviklede brugen af koan sig. Et koan er et spørgsmål, som zen-mesteren stiller sin discipel. Det er umuligt at besvare et koan på rationel vis, så disciplen tvinges til at svare på en anden måde.

     Rinzai-sekten, inden for zenbuddhismen, tror, at oplysningen (satori) vil indtræffe pludselig som et lyn fra en klar himmel. ”Den højeste Sandhed” vil således ikke blive åbenbaret gradvist, men sandheden vil blive fundet af den enkelte i et givet øjeblik. Et absurd svar eller et paradoks, man mediterer over, kan føre til den store oplysning i et pludseligt glimt af indsigt og erkendelse. Det er en enten-eller situation; det er alt eller intet.

     Indflydelsen fra zen spredte sig i Japan langt uden for det religiøse felt. F.eks. står sten-haverne, te-ceremonien og blomster-kunsten alle i gæld til zen. Et af grundbegreberne i denne kultur er forestillingen om sabi. Det er vanskeligt at oversætte ”sabi” med et enkelt ord. ”Sabi” er nærmest en stemning af ensomhed, resignation og stille vemod, der gennemsyrer hele tilværelsen.

     En del af zen-munkene blev betydningsfulde forfattere, selv om litterær aktivitet måske kan synes at stå i et modsætnings-forhold til overbevisningen om, at sproget er den vigtigste årsag til det menneskelige selvbedrag. Zenbuddhisterne sammenlignede ofte lyrik med zen, og mange af dem skrev selv digte.

     Udfordringen i zen drejer sig om at møde hvert enkelt øjeblik med et klart og åbent sind og en ren ånd. På tilsvarende måde er den fulde indlevelse i det nærværende øjeblik (her og nu) selve hjerteslaget i haiku-digtningen. Flere af de første haiku-digtere var da også zenbuddhister, bl.a. den berømteste af dem alle, Basho. Zen har bidraget til Bashos digtning både med den umiddelbare sanseoplevelse af årstidernes skiftende kende-tegn og med en simpel ligefremhed i den sproglige form.

     I den japanske naturæstetik er kirsebærblomsten forbundet med foråret, andre blomster med sommeren, månen med efteråret og sneen med vinteren. Måne-beskuelsen og kirsebærblomst-beundringen er de to vigtigste manifestationer i den japanske naturdyrkelse. Månens kredsløb afspejler således naturens evige kredsløb, og kirsebærblomsten symboliserer det korte, forgængelige liv.  

     Et godt haiku kan opfattes som et muligt svar på det føromtalte koan, eftersom det rummer en paradoksal tilnærmelse mellem ideal og virkelighed. I haiku-øjeblikket mødes det evige og det forgængelige i naturen og indfanges af digteren uden subjektive bemærkninger eller fortolkninger. Det bedst kendte eksempel er Bashos berømte haiku

 

                 Den gamle dam –

                 en frø springer i –

                 lyden af vand

 

     Det er et lynnedslagsagtigt sammenstød som dette, der har givet Bashos haiku ry for at være rendyrket zen-lyrik. Hvert eneste ord i dette korte digt er en del af et eksperiment. Og ordene skaber, når de føjes sammen, en nirvana-agtig oplevelse i læseren. Hermed være dog ikke sagt, at læsningen af Bashos digte forudsætter kendskab endsige tilslutning til zenbuddhismen.

 

     Vi kender i alt 1012 haiku fra Bashos hånd.  For overskuelighedens skyld vil jeg i det følgende inddele Bashos digtning i fire perioder:

 

     1. Tidlige haiku 1662-1679

     Det tidligste af Bashos haiku, som er bevaret, stammer fra 1662, hvor digteren var 18 år gammel. Som så mange andre digtere fra denne tid forsøgte Basho først og fremmest at være underholdende i sin lyrik. Hans tidlige haiku er derfor præget af vittige ordspil og overraskende sammenligninger.

 

2.      Eksperimenterende haiku 1680-1683

     Som tidligere nævnt blev den første Basho-hytte bygget i 1680, og Basho brugte herefter de næste 3-4 år på at finde sin egen identitet som digter. Dels eksperimenterede han med formen, idet nogle af hans haiku fra denne periode bryder med det traditionelle 5-7-5 mønster. Dels rendyrkede han sin teknik ved at sammensmelte elementer fra den klassiske poesi med en ny objektiv enkelhed i sproget.

 

     3. Haiku fra rejsedagbøgerne 1684-1691

     Det var i løbet af det sidste tiår af sit liv, at Basho foretog de lange rejser, som resulterede i en række rejsedagbøger, haibun, hvori korte prosastykker og haiku afløser hinanden. Eksempelvis indeholder Den smalle vej til det dybe nord mange af Bashos bedste haiku.

 

      4. Sidste haiku 1692-1694

      Bashos sidste år var som omtalt præget af frustration og bitterhed, men han forsøgte at overvinde sin fortvivlelse ved at acceptere livet, som det er. Bashos sene haiku er præget af den livsfilosofi, som kaldes karumi (”lethed”). I digtene beskriver han hverdagens elementære skønhed i et helt enkelt sprog, ofte uden brug af verber.