Følgende artikel er epilog til Haiku III, sidste bind i triologien Haiku, 366 nye danske haiku (her lettere omarbejdet).

Ole Bundgaard
Alting forandrer sig

Verden er af lave. Kunsten, musikken, litteraturen forandrer sig. Romanen erklæres død hver 3-5-7 år. Modernismen er ikke moderne mere. Hvad der i går var realisme er ikke realistisk i dag.
Selv science fiction ligger i grus bag os. Fremtiden er forlængst forpasset. Naturalismen er den rene unatur. Hvem har sidst set en frø - plask.
Digterne ved ikke hvad de har at gøre og gør så alt muligt.
Selv haiku der har haft sin faste stadepalds er på vej et andet sted hen.
5-7-5, nutid, natur, en bevægelse. Er haikuet stivnet i sin egen tilstrækkelighed, eller kan der stadigvæk klemmes en dråbe levende liv ud af det.
Mange i vesten eksperimenterer i de her år med form og indhold - af uformåenhed, af nødvendighed?
Hvornår er et haiku ikke et haiku mere - når fem bliver til sex?

Digtformen senryu har altid arbejdet med lidt andre parametre end det rene klassiske haiku, tanken, det absurd-humoristiske, det filosofiske. Jeg har selv eksperimenteret ikke så lidt med netop senryu, betragter senryu som en slags haiku. Og jeg har eksperimenteret med kortdigtet, onelineren, 2 linier (som Suzanne Brøgger bruger i sin haikusamling). Jeg har eksperimenteret med 4-5 (og) hundrede linier. Er det et haiku når der er 5 linier,19 linier, når der er 100 linier. En god ven skriver på en roman, hun siger, er et haiku. Og rigtignok har den haikuets indhold, men formen? 5 linier, 7 linier, 5 linier efter hinanden. 5 afsnit, 7 afsnit 5 afsnit i sammenhæng gir det et haiku. 10 gange 5-7-5 afsnit, er en sådan tekst en haikusuite? Jeg skal ikke dømme, og det er jo også ganske ligegyldigt. Jeg plejer lidt flot at sige, at hvis den, der skriver, mener det er et haiku, ér det et haiku. Og er der én mere der synes det, er det fastslået.
Jeg har selv i mine nu 3 samlinger, omkring 1100 haiku, altid holdt fast på 5-7-5 stavelser og nutid. Og ofte har der været et stykke reelt natur og en »begivenhed«.

I denne tredje samling kan det diskuteres om kravet om, at der skal være natur og begivenhed i haikuet efterleves.
De 5-7-5 stavelser har været en rytmisk udfordring for mig, der er spundet af musikken og sangene. Jeg synes det er en fantastisk frihed at skrive i en så bundet »urytmisk« form. Jeg har skullet omkring et utal af vendinger og ord før digtet havde formet sig i et haiku. Det går man glip af, hvis man skriver »frie« minimalistiske vers, med mindre man har en disciplin og et indre »ur« der siger, at nu er digtet færdigt.
For mig har det været godt at ha haikuets elastiske spændetrøje. Men jeg indrømmer, jeg går til bekendelse, jeg har snydt på vægten, som nævnt med naturen og bevægelsen, med mindre man siger at alt er natur, er bevægelse, at ro blot er bevægelse i stilstand, i næste sekund - nu, er det i fuld firspring væk.
Jeg har indimellem »snydt« meget og skrevet mange minimalistiske digte, jeg ikke vil kalde haiku. Flere af mine digterkollegaer har skoset mig for at bruge mange dagligdags ord og vendinger og stave ord som jeg udtaler dem. Det er rigtigt. Mine digte er tænkt til oplæsning af enhver. Jeg har læst op mange hundrede gange i mit efterhåden lange liv. For mig lever digte særligt, når de bliver læst op og hørt. Prøv selv at læse et op.
Jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvad jeg nu skal skrive om, det er for det meste dukket op hen ad vejen. Det der former en digters tekster er vel livet, det indre og ydre, det daglige og det særlige, det spektakulære der i ny og næ sker, »den store fest«, forelskelse, fødsel, sygdom, død.

Verden forandrer sig. Her hvor trilogien har nået sin ende, har jeg taget et kik ned i bøgerne. Og jo, digtene har forandret sig gennem de sidste 20 år hvor 80-90 % af mine haiku er skrevet.
De få haiku der er med fra 60erne (i 1. samling) er meget traditionelle og lige efter bogen jeg netop havde læst: »Haiku en introduktion og 150 gendigtninger.« hedder den. Skrevet af Hans Jørgen Nielsen.
I 70erne hvor jeg var så ung så ung er der mange af de erotiske og frivole haiku.
I 80erne skrev jeg alt andet. 15-20 bøger blev det til. Noveller, børnebøger, digte, sange.
I 90erne er der igen mange haiku om bl.a. børn, familie og arbejde.
Efter svær sygdom i 2000 årene dukker digte om alderdom og død op. Og også mere eksistentielle digte.
Ellers tror jeg selv at mange af mine haiku er morsomme, humoren er en grundsten i mange af dem. Også satiriske haiku dukker op, hvorimod jeg mener jeg holder mig på afstand af ironien. Ellers er temaerne bl.a. katte, fugle, ja, dyr i det hele taget. Også »politiske« digte ser dagens lys i de tre samlinger. Og natur-kultur støder jævnt hen sammen i dem. Og troen - det uendelige - det uforståelige har en væsentlig plads i teksterne. Også kunsten, billedet og musikken dukker ofte op og ikke mindst litteraturen.

Der er mange metadigte især i den her sidste bog, mange digte der direkte og indirekte handler om redskabet: Sproget - ordene. Halve og hele sentenser der er vendt på hovedet, stumper af sange og bon-moter. Ja, mange af mine haiku er vel egentlig bon-moter, på sæt og vis aforistiske. Også vittigheder er der blevet plads til meget mod mine digtervenners ønsker. Men et par vittigheder om måneden skal der luftes, hvis de også er noget mere og andet, har et større, et vigtigere sigte end en hurtig latter. Og abstrakte digte er malet med bred pensel i trilogien, men igen det abstrakte skal pege udover sig selv, have en mening, en pointe.
Og så til det absurde. Verden er absurd, i hver fald min verden, det afspejler sig i mine haiku de er ofte absurde eller har en snert. Og paradokset, det dukker op overalt.
Jeg har forsøgt at skrive så smukt og ret et dansk som jeg nu formår. Men har som sagt brudt med regler og meninger, hvis det har passet ind i mit univers. Jeg har flere gange brudt sætninger op så de i sig selv ikke er forsåelige, men er det i sammenhængen:

Somre er ikke
solfyldte dage i min
lige nu regner

I tredje samling har jeg en enkelt gang delt et ord så første halvdel af ordet står i 2. linje og anden halvdel af ordet i 3. linje. Det er ikke særlig genialt. Klaus Høeck gør det gang på gang i sine digte. Men det har givet mening her. Og jeg har for første gang bevidst stavet et ord forkert fordi sådan siger jeg det nu engang.

Udover de 3 samlinger har jeg skrevet en række lejlighedshaiku. Ofte i suiter. Bl.a. for nylig til en bog i anledning af digteren Knud Sørensens 90 års fødselsdag. Det er sjovt og interessant, når det lykkes. Sådan at få en bunden opgave og så løse den på det man selv synes er bedste vis. 

Så til rimet. Det er ikke en japansk opfindelse at rime i et haiku. Jeg har gjort det i alle samlinger og ikke mindst i denne her tredje. Rimet har fulgt mig fra jeg var ganske lille. Det hører især sangene til. Jeg bruger det når det falder for godt, når det tilfører digtet noget. Mange andre i vesten gør det i ny og næ, jeg gør det jævnligt.

Og så slutordene:
Verden forandrer sig, det har den altid gjort
- i sneglefart, men nu med lynets hast.
Alting forandrer sig, også haiku.