HaikuDanmark.dk | |
Artikler |
|
|
|
|
|
Haiku
kan ikke redde verden men… Sommerfuglene Haiku
er et nyt ord i det danske sprog. Så nyt at det ikke
ligger helt klart, hvilket køn det tilhører: en haiku
– et haiku. Det er lidt en fornemmelsessag – endnu. Haiku
har kun et halvt hundrede år bag sig i Danmark. I Japan
hvor det kommer fra, har det aner tilbage til omkring år
900. Haikuets form ligger fast i 1600 tallet. Skulle
der være noget særligt ved det? Ja, det har som nævnt
optaget digtere i Japan i flere hundrede år og i de
angloamerikanske lande i en menneskealder. I
Danmark introduceres haiku for alvor i 1963
med Hans Jørgen Nielsens bog Haiku
en introduktion og 150 gendigtninger. Og så skulle
man tro, at haikuet herefter ville blomstre blandt dette
lands poeter. Men det ser ikke sådan ud. Det nærmeste
jeg kan komme blomster
er nogle få i Ivan Malinovskis bog Poetomatic fra
1965, der med lidt god vilje kan kaldes haiku. Om der
alligevel, uden synligt resultat, blev digtet vildt
i det poetiske landskab i årene efter, skal jeg
lade være usagt. Men helt op til årtusindskiftet er det
pauvert med haikuudgivelser. Dog dukker der her og der
haiku op hos bl.a. Turell, Nordbrandt, Laugesen, Høeck og
Schnack. Suzanne Brøgger skriver i 1999 Lotusøje,
der trods sin hovedsagelig toliniede form, ligger meget nær
haiku. Desuden kommer nogle bl.a. af Hanne Hansen og Viggo
Madsen med haiku omkring årtusindskiftet. Hai
ku’ vi ikke? Dovne
cikader Der
er en stor frihed i den tvungne form. Og at haikuet er
skrevet i nutid? Det er ikke erindret stof, og det er ikke
tanker om fremtiden. Det handler om livet lige der, hvor
poeten og læseren er. Også den mærkelige fordring om,
at der skal være et stykke konkret natur, har sin særlige
berettigelse, så vidt jeg kan se. Hver gang man skriver
og læser et haiku, må man tage stilling til naturen
omkring sig, og dermed til at man selv er et stykke natur. Koen
på marken Man
bliver mindet om, at man er dybt afhængig af naturen, det
billige skidt. At naturen ikke blot er noget, der ligger
pakket ind i plastik i frysedisken med kød og pålæg
eller i ”frugt og grønt”, men noget der rør sig om
og i én, umærkeligt og mærkeligt hele tiden, også hvis
man bor i byen. I
Søndermarken Jeg
kan godt se det ikke lyder af noget særligt, når jeg her
skriver om det. Men for os, der er fanget ind af magien,
er der noget helt særligt ved disse 17 stavelser. Jeg
triller kugler Men
hvorfor er det så vigtigt med de der skide haiku. Kan man
ikke leve lige lykkelig uden. Nu hører jeg ikke til de
meget frelste, der tror at have fundet en endegyldig
sandhed. Den ligger hverken i haiku eller i gammel visdom.
Men jeg vil alligevel mene, at det er vigtigt i livet at
standse op blot én gang hver dag, trække vejret dybt,
mindst et åndedrag og spørge sig selv, hvad handler det
her egentlig om? Og er man til ord, er haikuet en mulighed
for indsigt og fordybelse. At det er vigtigt at gribe fat
om livet det korte øjeblik vi er her. Lyder det religiøst?
Det er det egentlig også, hvis man som jeg mener livet er
helligt. Jeg
dirigerer I
de angloamerikanske lande, som jo er forud for os med
stort set alting, også det værste: stress, jag,
konkurrence, har der i mange år været en forbløffende
stor interesse for haikuet. Der findes store
sammenslutninger med haikuinteresserede og -skrivende i
USA, Canada, Australien, England. Måske netop som en modvægt
mod disse ”livsstilssygdomme”, som vi nu også får
ind over. Jeg
tror ikke haikuet kan redde os eller verden fra alle dårligdomme,
men det kan være en del af et større spørgsmål om,
hvorfor og især hvordan vi vil leve dette vidunderlige
liv. Haikuet er på mange måder fremmed for øjeblikkets
ungdomsfiksering, hvor enhver over 35 er et udbrændt
skod. Som
sådan er det utrendy at skrive i haikuets langsomme form.
Måske er det derfor, det ikke blandt unge poeter i
Danmark er slået igennem. I
den tunge nat At
det kræver mange år at nå frem til haikuets inderste væsen,
gør måske at mange unge lyrikere vælger det fra på
forhånd, det er for let - eller for svært på en gang.
Jeg selv fik først rigtig fat efter små 40 år og store
omvæltninger i mit liv. Og efter at have skrevet mange
hundrede haiku af svingende kvalitet. I haikuet er det ikke vigtigt at vise, hvor god man er, faktisk først når man lader være, bliver det godt. Sådan er det selvfølgelig med al digtning. Men på grund af den stramme næsten nøgne form er det så frygtelig tydeligt, når man ”gør sig til”. Min
dreng sover tungt Min
første samling ”Haiku (366 nye danske haiku)” kom i
2006. Samtidig offentliggjorde Information et dagligt
haiku gennem året. Her var mere end hundrede forfattere
involverede.
De
sidste 8-9 år har jeg skrevet et haiku hver dag som et
led i en meditativ proces, en bremsen op. Det har været lærerigt
at være i den proces og følge digtene dag for dag. Haiku
er ikke noget, man bare bliver god til, og så er det dét.
Når man tror, man er allerbedst, kommer der en lang
periode med det ene mere rædselsfulde haiku efter det
andet. Og når man mindst venter det, skriver man en række
vellykkede haiku over få uger. Haikuet er på den måde
uberegneligt. Man kan føle sig nok så åben for sprogets
muligheder, haikuet kan alligevel være slapt, kedeligt,
rutineret og tvungent. Men når det ikke på den måde
drejer sig om at præstere noget, men om væren, betyder
det jo også mindre. Det
er måske netop derfor, jeg var så længe undervejs med
den første samling. Først da jeg rundede de 2000 haiku
og de 50 år, og adskillige kollegaer udi ordene havde
spurgt, hvornår jeg præsenterede mere end et par dryp
her og der, først da fik jeg taget mig sammen, renset ud
og sorteret til et fyldigt udvalg. Den
2. samling har været 7-8 år undervejs. Jeg har denne
gang haft nogle andre ambitioner også. Jeg har ønsket at
se, hvor langt jeg kunne strække haikuet og stadig selv
mene det var et haiku. Jeg har her forsøgt at favne de
uforenelige poler jeg er rundet af: Traditionen, det gamle
bonde- og fiskersamfund, den ny tid med
modernismen/moderniteten/det mondæne i alle
postafskygninger og min medfødte hjerneskade med de
gakgakistiske tåbeligheder til følge. Jeg
håber denne
samling, der nu foreligger, ånder af den magi, jeg har
oplevet ved mødet med haiku. Her
er et stort æg Ole
Bundgaard Ovenstående er epilogen til "Haiku II" i lettere omarbejdet version |