HaikuDanmark.dk | |
Artikler |
|
|
|
Haiku krusninger i moderne dansk lyrik Af Thorvald Berthelsen |
I år er det 60 år siden Hans-Jørgen Nielsen påbegyndte sin
introduktion af de japanske kortdigte, haiku, og
det er 20 år
siden danske haikudigtere fandt sammen i Dansk
Forfatterforenings Haikunetværk. Det blev fejret den 10.
oktober i Dansk Forfatterforenings lokaler og med udgivelsen af
20 års jubilæumsantologien, Fandens mælkebøtter, samt dansk haikus litteraturhistorie,
Thorvald Berthelsens Dansk
haiku og modernismen, hvis hovedtræk gennemgås her.
Den japanske digtform haiku var inspiration til at forny den vestlige
avantgarde digtning i kølvandet på imperialismens,
monarkiernes og det konservative Europas krise og dermed følgende
desillusion omkring 1. Verdenskrig i så forskellige spor som
imagisme, dadaisme, futurisme, ultraismo og surrealisme og igen
efter 2. verdenskrigs civilisationskollaps med de
latinamerikanske konkretister og Beatpoeterne i USA, der begge
var civilisations- og konventionskritiske.
Haiku i Danmark
Dansk lyrik kom først med efter 2.
verdenskrig inspireret af især Beatpoeternes koldkrigsoprør og
modkultur. Før da har Johannes V Jensen dog i 1910
offentliggjort et enkelt haikudigt inspireret af sit besøg i
Kina og Japan, 1902-03:
Envoi
Nu breder Hylden
de svale Hænder
mod Sommermaanen.
Inden 1961 publicerede den danske tennisstjerne, jazz kritiker og
forfatter Torben Ulrich i 1958 de første danske gendigtninger
af japanske haiku i nr. 2 af tidsskriftet Bazar,
som han udgav sammen med Bengt Janus og digteren Jørgen Gustava
Brandt. De omfattede haiku af Moritake, Basho, Kyorai, Kyoruko,
Kikaku, Mahaside, Buson, Ryokan, Issa og Meisetsu. Altså ikke
kun de fire store. Mellem dem var det berømte Basho haiku om frøen
og kæret. Torben Ulrich oversatte den afsluttende lyd med det
danske onomatopoetikon, “Blop”. Den oversættes ellers ofte
med det mere abstrakte og tyste, lyd af vand:
Kæret
Det gamle kær!
En frø sætter af
Blob!
Hvad er Haiku
Torben Ulrich beskriver I sin korte introduktion Japans korteste
poetiske form således:
”Haiku består af 17
stavelser, fordelt over 3 linier (5-7-5), i alt med mellem syv
og højst ti ord…dukker frem omkring det 16. århundrede og er
vokset ud af den i hvert fald to tusind år gamle form, tanka
(31 stavelser, 5-7-5-7-7), og via kædedigt-formen renga
(5-7-5 af én mand, 7-7 af en anden)”
I sine oversættelser anvender han dog færre eller flere
stavelser i overensstemmelse med engelsksproget oversættelsestradition.
Og han forsyner også de enkelte haiku med titler. Men dette er
alt hvad der siges i introduktionen. Han nævner ikke, at haiku
skal indeholde referencer til naturen og årstiden, men kun må
angive årstiden indirekte med konventionelle årstids markører
(kigo), heller ikke
begrebet yūgen
(antydningen af det, der rækker udover det der kan formuleres
direkte, men stadig er af denne verden), eller behovet for en
pause/drejning i digtet (kireji), der kaster ny udvidet
oplevelse og erkendelse frem og tilbage i hele digtet. Han nævner
heller ikke de øvrige regler for traditionel japansk haiku.
Årstids markørerne, kigo, finder man i en saijiki, der er en
haiku-encyklopædi. Disse saijiki er som hovedregel inddelt
efter årstiderne, der igen er underinddelt i 7 kategorier: årstiden,
himlen, jorden, mennesker, iagttagelser, dyr og planter. I dem
kan man se hvilke kigo forgængerne har brugt. Men i en
international sammenhæng er disse kigo ofte meningsløse, fordi
det pågældende fænomen ikke findes på samme tid på andre længde-
eller breddegrader end de japanske.
For eksempel betyder efterårs kigo’et "kinuta"
(fyldekøller) de køller, der blev brugt til at banke jorden
gennem et klæde i en traditionel tørrensningsproces. Lyden af
dem var typisk for en efterårsaften i det gamle Japan. Men det
er meningsløst i en moderne japansk og i en international
sammenhæng. Moderne japanske haiku er derfor ligesom haiku
skrevet udenfor Japan gået mere og mere væk fra årstidsord
(kigo).
Yūgen (幽 玄) er et vigtigt begreb i traditionel japansk æstetik. Den nøjagtige
oversættelse af ordet afhænger af konteksten. I kritikken af
japansk waka-poesi (forløberen for haiku) blev det brugt til at
beskrive den subtile dybde af ting, der kun vagt antydes af
digtene, og var også navnet på en poesistil.
Yūgen antyder nu det, der ligger ud over, hvad der kan formuleres,
men det er ikke en henvisning til en anden verden. Det handler
om denne verden, denne oplevelse.
Kireji (切れ字) bliver i vesten ofte oversat med "cutting word", afbruds
ord eller ord der skærer over. Det er imidlertid en misvisende
oversættelse. Det betyder snarere ”cutting letters”,
bogstaver eller tegn der afbryder eller skærer over. Denne
oversættelse svarer også bedre til deres funktion i haiku
digtet. Kireji betragtes som et krav i traditionel haiku. Når
det placeres i slutningen af et vers, understreger det
afslutningens karakter af lukning. Brugt midt i et vers,
afbryder det kort tankestrømmen, hvilket indikerer, at verset
består af to tanker, der er halvvejs uafhængige af hinanden. I
den position indikerer det en pause, både rytmisk og
grammatisk, og fornyer betydningen både af de forudgående og
de kommende ord. I klassisk japansk haiku vises kireji normalt
et sted efter den 5. til 12. onji (stavelse eller kun
tegnsamling) for at skabe en pause/brud mellem ideerne og i
haikuets åndedrag.
Der er ingen nøjagtig ækvivalent til kireji i engelske eller vestlige haiku. Det giver struktur til
verset. I vesten kan kireji repræsenteres med tegnsætning.
Typisk med en tankestreg, en ellipse, et udråbs- eller spørgsmålstegn.
Men kireji kan også optræde rent grammatikalsk – umarkeret,
fordi markering er unødvendig.
Efterhånden som haiku blev udbredt i resten af verden og digtformens
sammenhæng med zenbuddhismen blev løsnet, blev årstidsord (kigo) og andre klassiske formelle krav som nævnt uforståelige og
overflødige. Haikudigtere har mere og mere vidt forskellige
definitioner på hvad et haikudigt er. Da Dansk
Forfatterforenings Haikugruppe udgav sin antologi Blade
i Vinden i anledning af 10 års jubilæet i 2011, kunne
redaktionen bestående af Bo Lille, Benny Pedersen og Bjarne Kim
Pedersen kun blive enige om denne brede definition på haiku:
”Vi mener at et godt
haiku på en eller anden måde bør være et mikrokosmos, en
verden i en nøddeskal, en lille kerne, der afspejler
verdensaltet.”
20 års jubilæumsantologien, Fandens
mælkebøtter, er redigeret af Helge Krarup, Benny Pedersen
og Bjarne Kim Pedersen med følgende brede tilgang: ”Et haiku
er et følelsesmæssigt nu, der forbinder den indre natur med
den ydre… et mikrokosmos, der afspejler verdensaltet.”
Det centrale i både klassisk og moderne haiku er at der er en
pause/drejning i digtet, der kaster ny udvidet oplevelse og
erkendelse tilbage og frem igennem hele digtets mikrokosmos.
Torben Ulrich, der selv var Zen buddhist, og Jørgen Gustava Brandt
m.fl. var inspireret af de amerikanske Beatpoeter og deres
fornyelse af haiku
traditionen efter 1. Verdenskrig, som de kombinerer med Zen
Buddhisme. Særligt af Jack Kerouacs roman The
Darma Bums. I den roman skriver en karakter, der er baseret
på Gary Snyder en masse haiku og Allan Ginsburg optræder med
oplæsning af Howl.
(Wall). Men også William Borroughs, Ferlinghetti og tidskriftet
Evergreen Review fra
San Francisco Renæssancen spillede en stor rolle. Både
Borroughs, Snyder og japanske haiku optræder da også på den
liste over navne og emner de ville tage op, som de sendte til
Det Danske Forlag, inden
Bazar begyndte at udkomme i 1958.
Beatpoeternes kritiske opgør med efterkrigens konforme amerikanske
samfund og ”fuldførelse af modernismen” i en strømmende
spontan skrift med åbenhed og umiddelbart engagement i
dagligdagens oplevelser, fik stor betydning for samspillet
mellem dansk modernisme og haiku.
Derefter blev de første danske haiku skrevet af den nu glemte digter
Jens Lund Andersen og trykt i tidsskriftet Hvedekorn
nr. 6 i
Bakkernes skuldre.
Mørket er udslaaet haar.
Hviskede nogen?
Hans-Jørgen Nielsens Haiku. En introduktion i 1963
Disse tidlige glimt af haiku præsenterede dog ikke et bredere publikum
for haiku. Først udgivelsen af Haiku.
En introduktion og 150 gendigtninger af Hans-Jørgen Nielsen
i 1963 udløste en bredere haiku indflydelse på moderne dansk
lyrik. En første smagsprøve med gendigtninger af japanske
haiku udkom I Hvedekorn nr. 5 fra 1961. I Haiku
- En introduktion og 150 gendigtninger gendigtede Hans-Jørgen
Nielsen store haikuudvalg af de japanske mestre og deres mindre
kendte samtidige ud fra tyske, engelske og franske udgaver af
dem. Det var gendigtninger og ikke oversættelser. Det medførte
bl.a. at han bevidst negligerede en del af den hidtidige
formelle tradition med dens
syntaks og regler for oversættelse af klassiske japanske
haiku. I stedet fandt han det “formålstjenligt at udnytte
moderne poesis erfaringer m.h.t. brugen af såkaldt ”sprængt”
syntax. En sådan rammer vistnok også nærmere ind på den
lakonisk-intense sproglige struktur, digtene ifølge flere
kilder oprindeligt besidder.” Og Hans-Jørgen Nielsen så
haiku som konkrete billeder uden metaforens funktion, ligesom
Imagisterne, beat-poeterne og den konkrete poesi gjorde.
Denne snævre vinkel på haiku digtene får imidlertid også Hans-Jørgen
Nielsen til at udvikle en anden læsningsmåde end den
almindelige vestlige for haiku. Almindeligvis læses haiku som
et sammenstød af to planer, der ved en overraskende
pause/drejning (kireji)
i linje 2 eller linje 3, kaster nye oplevelser ind i hele digtet
og sætter øjeblikket i perspektiv i sit mikrokosmos og udvider
erkendelsen i øjeblikket. Nielsens læsning er en forfølgelse
af linjer i et geometrisk samspil mellem ydre og indre planer
gennem hele digtet. Som eksempel bruger han følgende
gendigtning af et haiku digt af Meisetsu:
Kvinden
og munken
På vej
på færgen
Mens sneen
falder
Det består udelukkende af nøgtern omverdensregistrering. På trods af
de tilsyneladende magre konstateringer ”rummer det alligevel
en sindrig betydningsstruktur, hvis man prøver at se,
hvad der egentlig foregår.
Denne struktur er … indbygget i selve den måde sansningerne
er katalogiseret på. En implikationens
poesi… Man skal se
den lille færge, der i horisontal
bevægelse krydser den faldende snes vertikale
linjer.
Derfra kan man gå videre til kvinden og munken, der også
betegner en modsætning: Det livsnære og det verdensafsondrede
– det fremadvendte og det opadvendte. Således set bliver
digtet et geometrisk samspil mellem ellers adskilte ydre og
indre planer af stor intensitet. Hele verden i ét glimt.
Der er nok et jeg tilstede i teksten, nemlig det registrerende
jeg. Men dette jegs indhold er netop den omgivende verden.
Subjekt og objekt, jeg og omverden er ét. Eller rettere – der
findes hverken subjekt eller objekt. Kun gennemlyst mirakuløs væren.”
Nielsen brugte senere sine gendigtningserfaringer til at udvikle
dansk konkret poesi, som han var den førende talsmand for.
De sproglige eksperimenter er uløseligt forbundet med en
bestemt følsomhed og eksistentiel holdning. Temaer som øjeblikket,
forgængeligheden, det blivendes sammenstød med det
foranderlige, fraværet, tomheden og dens positive anden side åbenheden
tømt for forestillinger, samt ophævelsen af den vestlige
jegcentrering udfoldes i gendigtningerne og kommer igen og igen
i hans egen senere digtning.
F.eks. i titeldigtet fra samlingen konstateringer,
hvor den sproglige gennemspilning af tautologierne til deres
yderste modsiger det tilsyneladende simple udsagn om verden og
fastholder oplevelsen i en spænding mellem tomheden og åbenheden,
tømt for forventninger, hvor jeg’et er ophævet og gået i et
med omgivelserne:
Det er og det er nok og det
er godt nok
og det er godt nok som det er
det er det og det er det
det hele og det hele
er som det skal være
Eksperimenter med nye sprog er ikke rent formelle og tømt for indhold.
De er også altid udformning af nye verdener. En tankegang
Hans-Jørgen Nielsen videreforarbejdede i sin
attituderelativisme. ”Virkeligheden er jo ikke noget, der er
der sådan på forhånd. Den bliver hele tiden skabt. Nye
forestillinger er ligesom nye sprog med til at skabe nye
verdener. Også selvom disse verdener ikke bliver helt som man
har forestillet sig.”
Ivan Malinovskis civilisationskritik
En af de største danske modernister, Ivan Malinovski, reagerede straks
på dette ved i 1965 at skrive og udgive en hel samling
kortdigte, der var inspireret af haiku, Poetomatic.
I den skrev han nielsenske haikudigte, som satte spørgsmålstegn
ved den Zen buddhistiske og introverte tradition i haiku. Og han
videreudvikler disse kortdigte til moderne civilisationskritiske
digte. I et afsnit af Poetomatic
genoptrykker han Hans-Jørgen Nielsens gendigtning af et Buson
haiku på venstresiden og skriver sit eget kommenterende
haikudigt på højresiden:
Templets |
For brat |
Malinovskis overraskende drejning (kireji)
skaber et anspændt, tilbageholdt åndedræt, der øger spændingen
i den pludselige katastrofale ild til bristepunktet i et
uudholdeligt øjeblik i den ustabile tavse stilhed, hvor ingen
fugle letter. Her er den tavse stilhed til stede og ikke til
stede i nanosekundet af et øjeblik, der slet ikke er en
harmoni, men et sprogligt chok, der både er kaos i sig selv og
et ophold i kaos, der peger mod den politiske omvæltning i
kaos. Her er det ikke en Satori-oplevelse, der står på spil,
men Malinovskis sproglige chokeffekt, der åbner hans egne
kunstneriske og eksistentielle temaer. Nielsen og Malinovskis
arbejde i 1960'erne lagde grunden til de haiku, der blev skrevet
i Danmark de følgende år.
Dan Turell
I 1970/80’erne blev lyrikerne Dan Turell, Klaus Høeck og Peter
Laugesen stærkt inspirerede af de amerikanske Beatpoeter, Zen
buddhisme og haiku.
De skrev alle adskillige haikudigte blandet ind I deres øvrige
digtning og er fortsat med det gennem hele deres forfatterskab.
Dan Turells forfatterskab er en fortløbende ubegrænsende og
uafsluttet tekst eller Danolog, som i særpræget grad er
filtret sammen med iscenesættelsen af hans liv. I det indgår
haiku som åbne fragmenter, der viser ud over sig selv. I Bevægelser
formålsløst cirklende (1971) findes f.eks. denne typisk
Turellske sammenkædning af verden, jeget og forestillingsevnen
i netop den rækkefølge:
Hvor begynder dét hvor begynder jeg
hvor
begynder Batman
Det er åbenbart at rækkefølgens opbygning i sig selv gør spørgsmålene
overflødige og latterlige, samtidig stilles – med den
overaskende drejning (kireji) over i forestillingsevnen til
sidst – et vrængende spørgsmålstegn ved den konventionelle
tankegang, at der er klare adskillelser og forskelle mellem de
tre. Præcis som han i haikutekster fra 3 D digte (1977)
anvender det Zen buddhistiske spørgsmål, kôan, i dialogen
mellem ’lærer’ og ’elev’ til at fremprovokere ’den
store tvivl’ som i Rinzai Zen buddhismen leder frem til den
store indsigt, satori. Gennem paradokser fjernes den normale
bevidsthedstilstand, og der åbnes for oplevelser af ren væren,
af "virkeligheden, som den er":
’Hvad er mit jeg?’
Og Gensha Svarede:
’Gud,
hvad vil du dog med det?’
Svaret er et spørgsmål, der opløser jeget og det første spørgsmål
som irrelevant med en ironisk tilbagevisning til nuet og alt det
relevante med det parodiske ’Gud’.
Peter Laugesen
Peter Laugesens forfatterskab er præget af sabotagen af enhver form
for stilstand. Modtanden mod det entydige og det absolutte i
hans digtning viser sig eksperimenter og uvilje mod at lukke og
fastlåse formen, stilen og betydningen. Skriften skal være åben.
I modsætning til nykritikkens ’autonome’ værk, trækker
Laugesen på beatpoeterne Charles Olson og Jack Kerouacs poetik,
der understreger flowet, processeen, hvor poesien er forankret i
her og nu, og derfra udfolder sig organisk spontant med spring,
blindgyder, tilløb, sammenfatninger og sammenbrud, som viser ud
over sig selv videre ud i det ubestemte, F.eks. fra samlingen
Der er ingen/til stede/kun ordene/i flok som dyr/på vej, hvor
titlen i sig selv er et Laugesen haiku:
Mindre
end
alt
Siger
mig
intet
Eller. dette fra Det er kun en måne
af papir fra 1973:
Kroppen er en væg
der dårligt er der
mellem totale sprog
Hans haiku insisterer som hans øvrige lyrik på et altfavnende både-og
i stedet for de traditionelle modsætninger mellem
abstrakt-konkret, sublim- plat, viden- uvidenhed,
komplekst-banalt. De er præget af disse skift fra det trivielle
til det dybsindigste og hverdagen
midt imellem,derefter tilbage den modsatte vej. Det Per Kirkeby
kaldte ’trivialglidningen’. Og det er også denne konstante
åbning mod nye felter og associationer der kendertegner den
glidning, som drejningen (kireji)
tager form af i Laugesens haiku.
Frosne underbukser
dinglende på snoren
vinterfisk i blomst
Som resten af Laugesens lyrik er det
rodfæstet i hverdags oplevelser. Her: vasketøj hængt
til tørre I kulden. Synet får ham til associere til flad-
eller flyvefisk og blomster hoveder, så digtet springer abrupt
over i et surreelt billede: vinterfisk i blomst. Dette haiku er
dadaisme, surrealisme, organisk magisk realisme og situationisme
på en og samme tid. Og det
fanger haikus essens, Yūgen, der beskriver
den subtile dybde af ting, der kun vagt antydes, fordi de ligger
ud over, det der kan formuleres uden at være en henvisning til
en anden verden. Det er et snapshot af et øjeblik i dets
mikrokosmiske eneståenhed.
Klaus Høeck
Klaus Høeck er nok den af de
tre, der mest konsekvent har indarbejdet haiku i sin
systemdigtning. Flere af hans meget omfattende digtsamlinger
består udelukkende af haiku suiter. F.eks. Legacy og den
seneste My Heart, hvor
hver side består af en suite på 4 haiku som regel på 17
stavelser. Resten af reglerne giver Klaus Høeck fanden i. Og
han skriver haiku om alt og intet og blander omhyggeligt med
hverdagens trivialiteter og affald uhøjtideligt og uden brug af
for mange traditionelle lyriske greb. Systemet bruges til at
indkredse det uudsigelige ord, stilheden, ordenes inderste
hemmelighed ved at ”de(kon)struere poesien”. Derfor brydes
ord også ofte op over flere linjer. Kort sagt vil han helt ind
i digtet.
en dør må være
lukket før den kan sparkes
ind ligesom et digt
Her er metaforen
’ligesom et digt’ i sig selv den drejning(kireji) der får
det hele til at handle om at åbne sig og ikke kun som alt det
foregående om noget der er lukket. I Legacy (arv) ser digteren
tilbage på sine tidligere bøger og den digteriske arv han
efterlader sig; f.eks. i debutbogen Yggdrasil fra 1966:
der er ikke så
meget at sige i den
anledning andet
end følgende kom
mentar: hvis ikke man kan
digte på sin ba
re røv skal man fin
de sig en helt anden pro
fession
Her udgør bruddet på litterær stil og i ordopdelingen den
overraskende drejning, der fra det ene haiku til det næste åbner
digtet op mod omverden og fører til at alt kan være genstand
for kunst og virkeligt liv. Og det er jo både røv og nøgler.
Susanne Jorns epigrammer
I 1982udgav Susanne Jorn
haiku samlingen Efter blæsten
der er oversat direkte fra japansk. Den indeholder oversættelser
- tættere på originalen - af de samme haiku mestre, som Hans-Jørgen
Nielsen havde udgivet på dansk i 1963, men hendes bog indeholdt
også haiku af de førende moderne japanske haiku-digtere som
Iida Dakotsu, Iwata Hideo og Kaneko Tōta,
der ikke tager hensyn til de traditionelle finesser i
japansk haiku. Som Jorn selv skrev: ”Mange digtere
bryder ofte den stive ramme, og deres haiku reduceres til et
simpelt epigram, som alligevel kaldes haiku, fordi det antyder
haiku-stemningen eller -situationen.”
I 1977 udgav Susanne Jorn en samling af sine egne digte
inspireret af moderne japansk haiku. Hun kaldte sin samling
Epigrammer i overensstemmelse med hendes syn på vestlig og
moderne japansk haiku. En prøve fra Epigrammer:
Grafisk
Et net af fyrrenåle
stikker i månen;
rejse aftenskygger
Et stort udvalg af Kobayashi Issas haiku er blevet oversat og udgivet
af Arne Herløv Petersen og Niels Kjær har udgivet adskillige
bind oversættelser af klassiske japanske haiku.
Haiku i 1990erne og nullerne
I 1990’erne og de første år af næste årtusind skrev forfattere
som Susanne Brøgger, Hanne Hansen, Viggo Madsen,
Pia Tafdrup og Lone
Munksgaard Nielsen haiku eller udgav haiku digtsamlinger.
Susanne Brøgger udgav Lotusøje
I 1999 med haiku , der alle er på 17 stavelser fordelt på 2
til 4 linjer. De øvrige haiku konventioner omgås hun med let hånd
eller slet ikke. Og den paradoksstruktur eller det sproglige
skred, som udløser den overraskede undren og udvider
erkendelsen i øjeblikket får en helt særlig Brøggersk form i
de fleste tilfælde. Drejningen kireij
omformes til en mere glidende forskydning med skred efter skred,
der kaster ny betydning tilbage og frem i digtet og de
umiddelbart foregående digte.
Hun har selv fortalt, at det der tiltrak hende var processen, at
gå frem efter bestemte formelle regler for derved at fremskrive
hvordan nødvendigheden betinger og frembringer frihed. Formen nærmer
sig gåden, ritualet der leder frem mod det hellige, som er
forbundet med friheden. Hos Susanne Brøgger er jegopløsningen
en flydende proces hvor selviscenesættelse og maskeraden er
omdrejningspunktet for indsigt og visdom. Bogen er derfor i en
konstant skarp dialog med den østlige Zenbuddhismes stillestående
resignation overfor det komplet umulige i at fastholde verdens
evige livsstrøm. Rastløsheden, rejsen, floden, vandet og lyset
er derfor de gennemgående temaer, som i indledningen:
Rastløse rødder vokser ud i luften.
Hvor skal min vej gå hen?
Selvom bevægelsen rejsen og den kunstneriske skabelse tilsyneladende
ophæver døden:
Billeder af træ’r på en malet flod,
tiden er død, han er rejst
Så er døden hele tiden og ironisk tilstede i nuet:
Dødt træ gror op af søen.
Mine negle trænger til at klippes.
Lone Munksgaard Nielsen udgav Rimgræs
i 2003. I den kan man læse følgende haiku:
Han lænede sig
alt for langt tilbage og
faldt ud af sin krop
Digtet overholder 5 -7 - 5 rytmen, men de klassiske temaer fra den
oprindelige haiku digtning er væk, selvom digtet handler om
indtrædelse i Satori tilstanden, en zen-kosmisk helhed med
indsigt i essensen af alting, en kosmisk allesteds nærværende
bevidsthed.
Pia Tafdrup formår i sine haiku fra samlingen Boomerang fra 2007 at udtrykke sin poesis eksistentielle projekt,
der søger helheden og ikke standser ved dissonansens øjebliksbundne
forening af modsætningerne mellem jeg’et og omverdenen.
Hun afviser opgøret med traumatiske eksistentielle katastrofer
og sætter i stedet forandringens mulighed. En forandring, der både
følger traditioners og visioners bevægelser af livet.
Pia Tafdrups tilbagevendende tema om uskyldstabet som både død
og kreativt startpunkt behandles også i Boomerang samlingen.
F.eks. i dette haiku, hvor den spidse genstand, der penetrerer,
er en nål. Englen er forpuppet i en sommerfugl:
Hvor en nål dirrer,
står en sommerfugl spiddet
på en tabt årstid.
Nålen dirrer og sansningen forplanter således den tabte årstid
videre i nuets bevægelse, som også er den kreative proces’ søgen
efter forening af tradition og vision i nuets afvisning af døden.
Haikudigtene sammenfletter ofte flere sanser til en synæstesi -
samsansning i et glidende flow, der forener drøm og
virkelighed, jeg’et og fortiden med omverdenen og visioner. I
det følgende digt flettes lugt og smag sammen med synet af en førstefødt
(på fødslens baggrund af smerte) rakt frem til det første møde:
Tungespids bærer
dufte af regn. Førstefødt
øjeblik rakt frem.
Karakteristisk nok fører nettet af associative forbindelser mellem
disse ord med forskellige sansekvaliteter frem til en ny
sammensat sansning og eksistentiel erkendelse af øjeblikket i
tiden. Med denne nye ordskabte sansning kan også vokse frem
gennem forbindelser af rene abstraktioner.
Ventetiden – en
parentes der vokser til
milevid undren.
Dette haiku er hele vejen igennem abstrakte ord. Men glidningen, fra
tilstanden, ventetiden, over parantesens udvidelse til den vidt
udstrakte undren, skaber et stærkt sanseindtryk af noget så uhåndgribeligt
som tiden. Og det vender processen til et frugtbart samspil
mellem os og vores omverden.
Kireji drejningen går
typisk fra sammensatte sansninger, der forskydes gennem
parenteser der vokser eller andre foranderlige, ustabile
paradokser til en øjeblikkets universelle helhed, der for det
meste er en sammensætning af abstraktioner og sansning som
f.eks.: Spiddet på en tabt årstid og milevid undren.
Stiftelsen af Dansk Forfatterforenings Haikugruppe
I 2001 blev Dansk Forfatterforenings Haikugruppe og netværket
grundlagt af Hanne Hansen, Niels Kjær og Kate Larsen den 4.
februar, og Sys Matthiesen sluttede til ved næste møde måneden
efter. De var alle ivrige haiku digtere. Hanne Hansen, som tog
initiativet til dannelsen af gruppen, skriver ovenikøbet efter
sin debut udelukkende haiku. Siden da er der blevet udgivet
adskillige haiku digtsamlinger på dansk.
Denne gruppe, der nu er på omkring 40, har spillet en vigtig rolle i
promoveringen af haiku overfor den danske læsende offentlighed.
Siden 2001 har danske haiku-digtere deltaget i møder arrangeret
af gruppen 6 gange om året. Vekslende mellem foredrag, ginko,
renga og fælles haiku skrivesessioner.
De har også deltaget i internationale haikumøder, især i
Japan og Europa.
I 2005 redigerede Sys Matthiesen Haikugruppen og netværkets første fælles
udgivelse, essay og haiku samlingen Små
siluetter. Her bidrog Hanne Hansen og Ib Johansen med
artikler om haiku i den engelsktalende verden, Kate Larsen om
haiku fra Japan og Niels Kjær med en oversættelse af The Haiku
Society of America’s definitioner af Haiku o og Senryu. Og der
var haiku digte af Hanne Hansen, Ann Bilde, Vigo Madsen, Kate
Larsen, Niels Kjær, Jon Høyer, Jette Slåen og Sys Matthiesen,
der også bidrog med et essay om at skrive haiku med børn.
En særlig bemærkelsesværdig aktivitet var Digtergaven-projektet, der
blev lanceret af digterne Viggo Madsen og Bo Lille. Fra den 2.
januar 2006 og 13 måneder frem offentliggjorde dagbladet
Information et haiku i øverste højre hjørne af forsiden på
kultursektionen i hver eneste daglige avis. I alt 330 haiku af
forskellige danske haiku digtere.
I 2007 igangsatte Haikugruppen et e-mail-netværk og en hjemmeside med
et e-zine (www.HaikuDanmark.dk), som senere er suppleret med en Facebook-profil. De har til formål
at fungere som den centrale information om dansk haiku digtning.
De indeholder haiku, artikler og boganmeldelser på dansk og
nogle på engelsk. Initiativet har opfyldt formål et over al
forventning. Disse sider opdateres og udgives 3 gange om året
og har til i dag offentliggjort i hundredvis af artikler, haiku
og boganmeldelser.
I 2011 udgav Dansk Forfatterforenings Haikugruppe sin 10 års jubilæumsantologi
Blade i Vinden. Haiku
af 25 danske digtere var inkluderet. I forordet indrømmer de 3
redaktører, Bo Lille, Benny Pedersen og Bjarne Kim Pedersen, at
de som en afspejling af status for dansk haiku kun har kunnet
tage udgangspunkt i en meget bred definition af haiku, hvor de
konkluderer:
"At et godt haiku på en eller anden måde skal være et
mikrokosmos, verden i en nøddeskal, en lille kerne, der
afspejler universet."
I 2012, fik Haikugruppen i Dansk Forfatterforening mulighed for at mødes
med Herman Van Rompuy, president for Europarådet i en fælles
haiku oplæsning under EU topmødet i København. Hans kærlighed
til haiku var velkendt, ligesom udgivelsen af hans egen haiku
samling i 2010 var det.
Ved den lejlighed lavede gruppen et supplement til Blade i Vinden, der præsenterer danske haikudigtere på engelsk og
dansk. Danish Haiku Today er
blevet udgivet 3 gange siden. Den seneste udgave fra 2019 giver
den engelsk talende verden en introduktion til 43 nulevende
danske haiku digtere. Den kan frit downloades fra http://www.thehaikufoundation.org/omeka/items/show/5797.
’Klassiske’ danske haikudigtere
Nogle af disse danske haiku digtere behandler naturen, årstiderne
og andre emner som også adresseres af de Japanske haiku
mestre. Og det gør de I et sprog og en syntaks der ligger tæt
på den engelsksprogede opfattelse af traditionel haiku:
Hanne Hansen debuterede i Fælleden i
1978 med 4 digte. Derefter blev hun på Vagn Steens foranledning
senere interesseret i japanske haiku og tog til Japan for at
studere dem i 1990. Den første Haiku digtsamling hun udgav var Fuldmånen
lyser i 1998. Hanne Hansen har været den mest aktive og
mest kendte danske haiku-digter siden 1990'erne. Hun var som
sagt grundlægger og er stadig formand for Haiku-gruppen i Dansk
Forfatterforening. Sammen med Sys Mathiessen udarbejdede hun
haiku-håndbogen At skrive
haiku i 2003. Sammen med Pia Valentin Sørensen har hun
udgivet Haiku for
skolelever i 2017. Hun har i alt udgivet 7 haiku samlinger på
dansk og 3 på engelsk. Hendes haiku har også optrådt i
japanske og engelske tidsskrifter og antologier. De er klassiske
i form og indhold, men med et særligt dansk humoristisk twist,
der er helt hendes eget:
kastanjernes lys
hvide blomster med friskt grønt
de er kommet sig
Niels Kjær er uddannet teologi og tjente som landsbypræst i tyve år. Siden 1999
har han arbejdet på fuld tid som forfatter og som tidligere nævnt
oversætter af amerikanske, britiske og især japanske digtere.
Han beskriver genfødslens eller genopstandelsens under ved at
bevæge sig fra det konkret sansede øjeblik med en drejning/et
brud(kireji) over i den overjordiske eller surreelle abstraktion
og tilbage igen:
Et lys i mørket –
første søndag i advent
vågner de døde
Advent er Adventus Domini (Herrens komme) er både forberedelse til
Jesu fødsel og forventningen om hans genkomst, hvor ”de døde
vågner”. Samtidig er det også en erindring om afdøde forældres
tænding af første lys i barndommens adventskrans.
Ulla Conrad er en grafisk kunstner og forfatter, for hvem haiku er et medium hun
udforsker øjeblikket i: ”Jeg tegner og udtrykker med ord det
smukke, det fascinerende og umiddelbare, jeg støder på - det
er øjeblikket, nutidens tilstedeværelse , den direkte klare
bevidsthed, der er vigtigst for mig. Jo kortere og enklere, jo
bedre og klarere - et haikudigt. ” Hun skriver klassiske
haiku. I haikusamlingen Bladværk
opstiller hun ovenikøbet lister over nordeuropæiske kigo, årstidsord. I det følgende haiku er det de blomstrende
lindetræer fra juli måned afsnittet i Bladværk:
Dyb kølig skygge
blomstrende lindetræer –
friskbagte vafler
Drejningen (kireji), der fremkalder haikuets essens og viser udover
digtet, den direkte klare tilstedeværelse og bevidsthed,
fremkaldes ofte med det natur-komplementære fokus på
dagligdagens gøremål til sidst i digtet,
Bo Lille er en forfatter og haikudigter, der har deltaget i flere
internationale haiku-begivenheder og stået for den litterære
scene Underskoven i København i mere end et årti: Hans
haiku beskriver en konkret naturbegivenhed i en konkret årstid
på 17 stavelser fordelt på 3 linjer, men udvider også den
konkrete naturbegivenhed med en kærlighedsrelation, og
bevarer friskhed og spændstighed med en krydsning af
lyrisk og moderne dagligsprog og mellem forskellige
virkelighedsplaner:
En solsort synger
kærligheden nærmere
end atombomben
Her sniger der sig en brug af bruddet eller drejningen (kireji) ind med
springene mellem 2-3 virkelighedsplaner: naturoplevelse, kærligheden
som begreb og atombombens mere groteske eller farlige dagligdag.
’Modernistiske’ danske haikudigtere
Andre skriver ikke haiku der lægger vægt på at være i
overensstemmelse med den japanske haikutraditions hovedregler.
Et stigende antal nutidige haikudigtere er mere forankret i
moderne dansk og
vestlig poesi samt moderne japansk og vestlig haikudigtning. Her
er et par eksempler:
Ole Bundgaard er en forfatter, komponist og kunstner, der har udgivet adskillige
digtsamlinger, romaner og musicals. Han mediterer og skriver et
haikudigt om dagen og har udgivet 3 samlinger fra 2006 til 2019,
Haiku I, II og III, alle med et haikudigt for hver dag i hver måned
året rundt. Han er også WEB-administrator for Haiku
gruppens-hjemmeside HaikuDanmark.dk:
8. Juni
I det nye hus
vil selv den hårdeste sten
føle sig tilpas
Her udløser den næsten umærkelige drejning (kireji) i sidste linje
den jordnære enkeltheds paradoksale mangetydighed.
Ud over at skrive haiku af alle slags på dansk og engelsk er Mona
Larsen jazzsanger, komponist, kunstner og digter. Sproget er
for det meste roligt hverdagsligt nærmest underdrevet uden dog
at sky store ord og begreber som Livstræet eller
menneskehjerte. Det indtryk der står tilbage er imidlertid at
hun gennem hverdagssprogets forskydninger og fokusskift bruger
haikudigtningen til gennem overraskende drejninger at opnå
’et mikrosekund/af erkendelse’:
I øjeblikket
erkendelse af døden
dagen uberørt
Mona Larsen følger hele tiden de klassiske vesteuropæiske regler hvor
et haiku er på 3 linier med henholdsvis 5,7 og 5 stavelser. Men
hendes måde at bygge op til haikuøjeblikket ved at bruge
pausen eller drejningen (kireji)
er anderledes og understreger, at et haiku følger åndedrættets
rytme. Pausen eller drejningen er ikke placeret præcist mellem
to ord eller i et bestemt ord. Denne katalysator for digtets ny
erkendelse i øjeblikkets mikrokosmos er i hendes tilfælde en bølge
der vælter og roligt går over i sit nye leje. Eller åndedraget,
der fra indåndingens top går over i det der til sidst er den
tydelige udånding.
Helge Krarup er pensioneret gymnasielærer. Han er også forfatter og oversætter
samt formand for Dansk Svensk Forfatterselskab. ”Frem for alt
skal et haiku være enkelt, fri for alle digteriske trick og
skabe et lille billede og dog være lige så luftigt og elegant
som en pastorale af Vivaldi.” Det kan godt ses som en opskrift
på hans egne haiku, med den forskel at de næsten altid
indeholder abstraktioner, der spiller en afgørende rolle. Som
det ses er optakten en direkte, konkret naturoplevelse, der
imidlertid ligesom hele digtets mikrokosmos får ny mangetydig
betydning ved hjælp af netop abstraktionens drejning (kireji)
af det.
jeg går i regnen
fædrelandsløse skyer
befrugter Jorden
Bjarne Kim Pedersen fra Otterup er forfatter, redaktør for Forlaget Ravnerock, som har
udgivet mange danske haikudigtere. Han er også Haikugruppens
nuværende sekretær. Hans sms digte og haiku adskiller sig ved
tit at have et klart dagspolitisk udgangspunkt:
GULAG PSYIAKTRI
indespærring af
de andres tanker, Putins
psykiatri straf
Drejningen (kireji) er her et led i den politiske præcisering som
samtidig udvider perspektivet til det universelle med psykiatri
straf.
Viggo Madsen arbejdede som bibliotekar og har skrevet romaner, digte og haiku. Det
er meget karakteristisk for ham at overgangen mellem hans
poetiske aforismer (f.eks. ’når man balancerer på kanten af
virkelighed, må man passe på, at man ikke falder ned på den
forkerte side’) og korte digte til de egentlige haiku digte er
endog meget flydende. Det ses bl.a. i dette haiku digt:
En himmel af italiensk marmor
slagtebænk
åh, hvor jeg savner
dig!
Her respekteres hverken traditionel linjeopdeling eller stavelsesantal
i haikudigte. Digtet handler ikke om naturen, og digteren er i høj
grad tilstede i egen blodige person i digtet, som i øvrigt ikke
foregår i et konkret øjeblik i nutiden. Tværtimod foregår
det ikke i nogen sædvanlig tidsbøjning af udsagnsord men i en
drømmetid. Og den overrumplende drejning (kireji)
der kaster ny oplevelse og erkendelse frem og tilbage i digtet
foregår flydende efter hver linje og ikke blot i et enkelt
vendepunkt i digtet. Først ser jeg op i en himmelkuppel, så
bliver det en slagtebænk, så er jeg der slet ikke men savner,
og til sidst viser det sig at det er et dig som både kan være
himlen og slagtebænken og en anden person jeg savner. Denne
drejning er således en udmøntning af Madsens lyriske udtryk,
der sprogligt vender vrangen ud på det konkrete og abstrakte,
sammen med udtryksbilledet og metaforen.
Viggo Madsen redigerede som nævnt sammen med Bo Lille den digtergave på
330 haiku af forskellige danske forfattere, dagbladet
Information indeholdt øverst på forsiden hver dag fra 2.
januar 2006 til 30. januar 2007.
Johannes S. H. Bjerg er en internationalt kendt dansk haiku-digter. Han er grundlægger og
redaktør af den velansete blog Bones — Journal for
Contemporary Haiku. Han har udgivet
haikusamlinger på engelsk og dansk og i internationale
antologier. Bjerg skriver haiku i den nye avantgarde gendai
stil, hvor traditionelle haiku konventioner tilsidesættes og
der behandler emner som sproget, personligheden og byen udover
naturen :
et ord der tager tid løvfald
Her er det selve den fysiske udstrækning i ordet løvfalds betydning
der fremprovokerer den drejning som oplyser digtet med en
erkendelse i et nyt mikrocosmos’ øjeblik.
Thorvald Berthelsen er pensioneret fagforeningsmedarbejder, universitetslærer og
it-systemudvikler. Han er også forfatter, digter, oversætter
og billedkunstner. Har udgivet 7 samlinger digte og haiku og er
oversat til 13 sprog. Han har derudover blandt andet redigeret
antologierne StORDstrømmen 2015, Danish
Haiku Today, der præsenterer danske haikudigtere
internationalt, siden 2012, samt Ny
lyrik fra Bosnien-Hercegovina, som fik prisen for bedste
redaktion på Sarajevo bogmessen i 2019. Han har organiseret
forfattere og haiku-arrangementer med f.eks. tidligere EU-præsident
Hermann Van Rompuy og også skrevet om udviklingen af dansk
haiku i flere publikationer som POV international, det kurdiske
tidsskrift Haikuîst og på Haiku Foundations WEB-portal:
Bag Spejlet
På et sted ingen
vil være møder græsset
sommerfuglestøv
Alice i eventyrland møder her en surrealisme, hvor drejningen(kireji)
i digtet underfundigt nok er der eller måske ikke er der med
ordet sommerfuglestøv. Hvis titlen ikke havde været der ville
haikudigtet kunne læses som en naturalistisk beskrivelse af øde
stepper. Men titlen gør at drejningen får flere betydninger
ind i digtet med en erkendelse af øjeblikket, der sætter det i
perspektiv i digtets mikrokosmos og samtidig med de udlæste
associationer viser udover digtet mod en uhåndgribelig skabelse
bag den ødelæggende selvrefleksions nulpunkt.
I løbet af dansk haiku digtnings udvikling har både Beatpoeterne I
USA og Zen Buddhismen spillet en mindre og mindre rolle. Der er
adskillige forskellige meninger om hvad et haiku digt er blandt
både de danske og de moderne japanske og vestlige haiku
digtere. Nogle bruger, rim, metaforer, titler og andre poetiske
udtryk, som betragtes som fremmedelementer i forhold til de
klassiske japanske haiku former. Og hver gang det er ved at
stivne i et formsprog bliver haiku hurtigere og hurtigere
fornyet. Det centrale er at et haiku digt sætter en øjebliks
oplevelse i perspektiv i sit mikrokosmos ved hjælp af en
drejning (kireji) og
udvider oplevelsen. Denne drejning er altid personligt udmøntet
i tråd med digternes individuelle lyriske projekt. De fleste
forsøger også at fremmane haiku øjeblikket yūgen (antydningen af det, der
rækker udover det der kan formuleres, men stadig er af denne
verden). Og hvad enten de skriver klassisk inspirerede eller
moderne haiku, er danske haiku digtere alle mere eller mindre
dybt påvirket af og i dialog med den moderne lyrik gennem de
sidste 60 år.