Ole Bundgaards 3. samling Haiku III er udkommet efteråret
2019
Haiku skaber ofte et rum, som regel i naturen.
Drømme der ikke/ huskes er de drømme der/ ikke skal
huskes
Ole Bundgaard: Haiku III,
366 nye danske haiku,
Werkstatt, 2019, 382 sider.
Af Helge Krarup
Som bogens titel antyder, findes der fra Ole Bundgaards
side to andre haikusamlinger á 366 nye haikudigte: Haiku,
2006 og Haiku II, 2013, samt et udvalg fra 2017 oversat
til engelsk af Mus White. Derudover en lang række
udgivelser i mange genrer, samt billedkunst og musik.
Haikudigtene i Haiku III har hver især en dato, et digt
pr side med fortløbende datering fra 1. januar til 31.
december via 29. februar, derfor 366 og ikke 365; dertil
et efterord, hvor han gør rede for sin holdning til og
brug af haikuformen gennem årene - lige siden Hans-Jørgen
Nielsen: Haiku, Introduktion og 150 gendigtninger, 1963
- og mange andre emner. Han gennemgår også Haiku
III, så man som anmelder næsten føler, at der ikke er
mere at tilføje.
Bundgaard
nævner, at han har skrevet i senryu-formen, som er friere
m.h.t. ´krav´ end haiku og ofte er humoristiske.
Endvidere – ikke mindst i denne samling – metadigte,
ordspil, sentenser, belæringer, bonmoter, aforismer,
vittigheder. Og det er rigtigt, at der er sjove, lune,
humoristiske digte og også helt platte.
Drømme der ikke/ huskes er de drømme der/ ikke skal
huskes
Aldrig er næsten/ aldrig aldrig aldrig er/ mest næsten
aldrig
Haiku skaber ofte et rum, som regel i naturen. Man kan
sige, at i Haiku III er rummet sproget selv: en vending
der vendes på hovedet eller vrides i en – måske tankevækkende
– retning.
Jeg vil godt opholde mig ved den fortløbende datering af
hvert digt – og tilmed sidenummerering, som jo er overflødig.
Der er digtere, der i visse tilfælde skriver en dato ved
et digt. Dan Turèll for eksempel, Allen Ginsberg, måske
endda med stedangivelse. Eller i forbindelse med et
efterord som Michael Strunge til Vi folder drømmens faner
ud. Sted- og tidsangivelse påberåber sig en
autenticitet. Måske et ønske om at markere teksten som
del af ens biografi – som Strunge: ”19. juni 1983, 25
år. København” - eller udvikling. Måske et opgør med
digtet som evigt eller hævet over noget så profant som
datering. Eller som en slags journalistisk dokumentation.
Datoer men ikke årstal
I Haiku III er der datoer, men ikke årstal. Hvad betyder
det? Er det skrevet på en bestemt dato, men forskellige
år? Eller til en bestemt dato. Eller opfordres man til at
læse et haiku om dagen, måske efter devisen: Et digt om
dagen holder lægen væk? På www.haikudanmark.dk/profiler
har Ole Bundgaard angivet, at han har skrevet mindst et
haiku om dagen, som del af en meditativ proces; ligger
forklaringen dér? Sådan set bliver datoen under læsningen
triviel, og man springer datotitlen over, som overflødig,
med mindre noget årstidsmæssigt dukker op i teksten, og
man lige tjekker: Nå, er vi her i årets løb.
Under læsningen tegner der sig et jeg, en personlighed
eller karakter, der er selvironisk, eftertænksom, lun,
som helhed en antihelt. Der er meget jeg´et gerne ville,
men ikke kan.
Da jeg var ung var/ jeg en ”ladykiller” nu/ er jeg en
død sild
Lad mig sige det/ som det er jeg har ingen/ anelse om det
Mange haikudigtsamlinger opbygges efter årstiderne, så
man læser en serie digte vedrørende forår, sommer osv.
Det bliver for mig ofte lovlig bastant. Og dette ses ikke
i denne bog, hvad man ellers kunne forvente, da den jo
kalendarisk bevæger sig gennem året. Der er ganske få
egentligt naturbundne digte, og årstiderne antydes meget
diskret.
Knop springer af gren/ det regner med forårssol/ køerne
danser (25. April)
Snarere bevæger samlingen sig henimod slutningen ikke
specifikt mod vinteren, men i retning mod en bereden sig på
døden. Og slutningen domineres af en vis nøgtern sørgmodighed,
som skaber en nærhed til det skrivende jeg.
Jeg vil være en/ mild og glad Rasmus Modsat/ i mit næste
liv (26.December)
Hvad skal jeg skrive/ at jeg er i live og/ gerne vil blive
(27.December)
Jeg tror vi mødes/ en skønne dag tilfældigt/ et sted i
det blå (31.December)
Helge Krarup i "Den smalle bog"
søndag d. 20 august 2020
Ole Bundgaards anden samling Haiku
II er udkommet efteråret 2013
Ole Bundgaard
Haiku II
(365 nye danske haiku)
384 sider, pris i boghandelen 300, kr.
kan også bestilles direkte fra forlaget Werkstatt.
Forsendelse gratis.
Anmeldelse fra Bogrummet.dk
Ole
Bundgaard
Haiku II
Pris 300,- kr.
www.forlaget-werkstatt.dk
Ole
Bundgaards første Haikusamling fra 2006 demonstrerede, at
han er en af de fornemste repræsentanter blandt de danske
lyrikere, der arbejder på at forvalte og forny den
traditionelle haiku- og senryugenre. Han formåede at
bevare genrens grundlæggende karakteristika skabt i 1600
tallets Japan og omskabe den til en dansk nutid. Tematisk
skar han til benet og konfronterede genrens eksistentielle
problematik: Det paradoksale forhold mellem liv og død.
At livet og døden forudsætter hinanden, og at det nærvær
i nuet, som haikuet aktualiserer, bliver til på baggrund
af den realitet, som fraværet og døden repræsenterer.
Det var en meget smuk og bevægende samling.
Den
nye samling, der bare hedder Haiku II er også meget smuk.
Også som bogobjekt. Ole Bundgaard beskæftiger sig også
stadig med det paradoksale. Men nu tillader han sig i højere
grad at eksperimentere med genre og tematik. Han
kombinerer med overblik og overskud helt hæmningsløst
traditionelle centrallyriske genretræk med mere
modernistisk inspirerede figurer. Eksempelvis i uortodokse
udformninger af den anden linje i haikuet, der som bekendt
skal rumme 5-7-5 stavelser, natur, bevægelse og være i
nutid. Og han forlyster sig selv – og læseren – ved
med stor humor at boltre sig ikke kun i harmonier, men i
alle livets disharmonier, galskab, vanvid og paradokser.
Min
bil er opløst
jeg
er et ishus og du
skriger
på kaffe
Haiku
II er en fremragende lyriksamling til eftertanke, men den
er ganske enkelt også sjov. Den kan som den første
samling læses som enkeltstående ”dagens digte”, men
den kan også læses for sin progression, den narration
den rummer som samlet værk om ”årets gang”.
Hanne
Bang Pedersen
Anmeldelse fra metrord.dk
Ole Bundgaard: Haiku II (2013)
Forlaget Werkstatt
Forlagsgruppen
Katholmvej 14
2720 Vanløse
www.forlaget-werkstatt.dk
ISBN 978-87-89575-03-2
|
|
Først sidder man med den smukke bog i hånden. Fingrene
glider over det glatte omslag. Det håndvenlige format
og den fint buede ryg signalerer at der er lagt vægt på
alle dele af tilblivelsesprocessen. Man blir
forventningsfuld.
Så kommer den første udfordring. Der findes sikkert
ingen manualer for at læse haiku. Og slet ingen for at
læse 365 af slagsen. Man kan ikke begynde forfra og læse
igennem til sidste side. Man kan ikke rumme mere end
nogle få af de koncentrerede og tematiske vidtspændende
tekster ad gangen.
Bogens strukturerende princip , at læse et haiku hver
dag i året , er faktisk ideelt. Men jeg skal omtale/
anmelde bogen inden for en vis tidsramme. Jeg kommer i
tanke om skålen med mannakorn der stod på sofabordet i
mit hjem. Hver dag trak man et lille papstykke med
dagens bibelord. De to testamenter kunne ikke læses
fortløbende, man måtte koncentrere sin læsning om
enkeltpassager. Den tankegang passer mig fint. Jeg har
stor lyst til at botanisere i den frodige haikuhave der
åbner sig for mig i Ole Bundgaards bog.
Så slår jeg op, læser en håndfuld tekster. Går
til et andet sted og læser. Lægger bogen og prøver at
fordøje. Læser et nyt sted . Langsomt og opmærksomt.
Efterhånden udkrystaliseres bestemtetemaer, tendenser,
teknikker.
Hvis et haiku ikke er udtryk for koncentreret
erfaring og oplevelse, gennemlæses det hurtigtog
glemmes. Haikuets stramme tekstskema nødvendiggør et
stort repertoire af teknikker til at sige ting mellem
linjerne, til at arbejde med styrede indirekte
associationer, mangetydige ord og omhyggelig valgt
symbolik.
Kast ikke med glas
hvem skal samle de skår der
ligger mellem sten [275]
er et flot eksempel på hvordan et haiku får dobbelt
tyngde og læseropmærksomhed fordi ordsproget “man
skal ikke kaste med sten når man bor i et glashus”
uundgåeligt ligger som modtekst lige under overfladen.
Eller
Skråt op med snakken
om den store forgrening
nu skal der saves” [337]
hvor ordet forgrening så fint “rimer” på forbrødring
og dermed gir overraskende dybde til havesyslerne.
Den indre spænding mellem haikuets elementer er et
andet virkningsfuldt middel til at få læseren til at sænke
bogen og tage sig eftertænksomt til hovedet.
Skyerne krymper
stilheden bevæger sig
katten er stivnet [307]
En krampagtig sammentrækning , en sart bevægelse ,
en fastfrysning danner et spændingsfelt som mange længere
tekster vanskeligt ville kunne matche.
Efterårets lys
den tynde is på vandet
hjertet brænder væk [310]
rummer den samme dynamiske koncentration af sam- og
modspil. Som i mange andre af teksterne skrives der ud
til haikuets formmæssige grænse samtidig med at den nødvendige
fordybelseseffekt fastholdes.
Her må det være på tide at standse omtalen af de
formmæssige fortræffeligheder i Ole Bundgaards Haiku
II. Teksterne handler jo også om noget! Jeg trækker
derfor nogle eksempler op af mannaskålen. Vel vidende
at de er subjektivt udvalgt og alt for få.
Jeg finder et teologisk haiku med kant på side 356.
Et eksistenshaiku side 366. Guds hud [ikke hus] [352] .
Det vedholdende billede af katten, som ofte er
bindeleddet mellem dagligdagens og evighedens
perspektiv. [fex.298.] Det dybe i det almene. [335] .
Memento mori side 360.
Jeg finder varme og humor.
Når jeg banker på
himlens dør har jeg pølse
og ost i lommen [338]
parret med barskhed
Ser ud på verden
træet står i regnen mens
rotten får sin gift [294]
- og , uimodståeligt, kvinden :
Nu, her hvor hjernen
er allermest klar kommer
der en kvinde ind [353]
“Denne samling har været 7 – 8 år undervejs”
står der i efterskriftet til Haiku II. Og man er ikke i
tvivl om, at det passer. Ole Bundgaard har inden for
haikuets præcise rammer skabt et vidtfavnende og dybtgående
univers af stor intensitet. Bogen er skrevet af et
rigtigt menneske.
Poul Høllund Jensen
|