| Foredrag ved Niels Kjær – den 10. oktober 2021 ved Haikugruppens 20 års jubilæum: ”Kvindelige, japanske haikudigtere: Chiyo-ni m.fl.” |
(Støttet af Statens Kunstfond)
Englænderen Reginald Horace Blyth skrev i sin ellers udmærkede bog ’A History of Haiku’ (1963-64) blandt andet, ”at det er tvivlsomt om kvinder kan skrive haiku” og ”kvindelige haikudigtere er kun femteklasses”. Det er jo et udsagn, der siger mere om Blyth og den patriarkalske kultur, han var en del af, end det siger om kvindelige haikudigtere. Vi skal her i eftermiddag beskæftige os med en lille halv snes japanske kvinder, der i høj grad har bevist, at kvinder kan skrive førsteklasses haiku.
De to første, jeg meget kort vil omtale er Kawai Chigetsu (1634-1718) og Tagami no Amo (1644-1719), der begge var samtidige med Basho, og som begge blev buddhistiske nonner efter at være blevet enker.
Kawai Chigetsu lærte Basho personligt at kende i 1689, og hun deltog i flere projekter sammen med ham (antologier og renga-skrivning). Hun var født i Kyoto, men boede som voksen i Otsu, der ligger godt og vel 10 km fra Kyoto ved Biwa-søen. Her er et par smagsprøver på Chigetsu’s haiku:
Mine børnebørn
kommer og hiver mig ud
af sengen – nytår
og
En busksanger –
jeg lader hænderne hvile
i køkkenvasken
Tagami no Amo var født i Nagasaki i 1644. Flere af hendes nære slægtninge skrev haiku, og på den måde blev hun selv en del af haiku-miljøet i Nagasaki. Her er et af hendes egne haiku:
Ildfluerne –
de er forfærdelige her
ved Yakio-passet
En tredje af de tidlige kvindelige haikudigtere i Japan var Shiba Sonome (1664-1726). Hun var præstedatter fra Ise, men flyttede i 1692 til hanvebyen Osaka. Hun blev i 1690 ven med Basho, og deres brevveksling er faktisk bevaret og regnes for en skat blandt japanske haiku-kendere. Sonome og Basho mødte hinanden en sidste gang, kort før Basho døde i 1694. Her er et eksempel på Shiba Sonomes haiku:
Skifter til vinterkjole –
går frivilligt ind for at passe
naboens barn
Nu vil jeg behandle Chiyo-ni (1703-1775) noget mere udførligt. Hun regnes normalt ikke med i rækken af de fire helt store japanske haiku-mestre. Basho, Buson, Issa og Shiki. Men efter min mening burde denne kvartet udvides til en kvintet, så at Chiyo-ni fik en plads i rækken.
Chiyo-ni blev født i 1703 i byen Matto i Kago-provinsen på Japans største ø, Honshu. Matto ligger cirka 250 km fra Kyoto og 330 km fra Tokyo. Hun fik ved fødslen navnet Chiyo, der betyder ”1000 år”. Familienavnet var Fukuda (’velsignet rismark’). Da hun i 50 års alderen blev buddhistisk nonne, tilføjede hun suffikset -ni (der betyder ’nonne’) til sit navn. Altså Chiyo-ni, ’nonnen Chiyo’. Hun antog som nonne også navnet Soen, der betyder ”enkel have”. Endelig kan man møde hende under navnene Matto no Chiyo og Kaga no Chiyo, ”Chiyo fra Matto” eller ”Chiyo fra Kaga”. ’Kært barn har mange navne’, som det jo gælder mange af de berømte haikumestre.
På den tid, hvor Chiyo-ni blev født, var det Tokugawa-klanen, der regerede Japan i et feudalistisk shogunat og holdt landet isoleret fra omverdenen. Shogunen regerede fra Edo (det nuværende Tokyo), mens kejseren, der var uden reel magt, boede i Kyoto. Det var en fredelig periode, hvor handel, litteratur og kunst blomstrede.
Chiyo-ni’s fødeby Matto ligger ved foden af Haku-san (’Det hvide bjerg’), og vejen, som Basho havde vandret på undervejs til ”det dybe nord”, løber lige gennem byen. Mange udenbys digtere, der vandrede i Bashos fodspor, kom derfor gennem byen. Chiyo-nis forældre drev en forretning, hvor de solgte skriftruller, pensler og rammer til digterne og kunstnerne, så den lille pige blev tidligt fortrolig med kreativ virksomhed. Det menes, at Chiyo skrev sine første digte, allerede da hun var 6-7 år gammel. Da hun fyldte 12 år, sendte hendes far hende afsted til den lokale haiku-mester Hansui (1684-1775), for at hun kunne blive oplært i de kinesiske skrifttegn og haiku-kunsten. Senere blev hun elev af Bashos discipel Shiko Kagami og af Otsuyu Bakurinsha, der også var oplært i Bashos skole.
Flere kilder nævner, at Chiyo-ni var en stor skønhed. Det vides ikke med 100 % sikkerhed, om Chiyo-ni nogensinde giftede sig, men visse kilder omtaler et ægteskab, mens hun var ganske ung, hvor både hendes mand og barn døde tidligt. Flere af hendes digte har et erotisk skær og tyder på, at hun havde en eller flere elskere. Fx dette
Kvindelyst
med dybe rødder –
vilde violer
Som ugift kunstner var Chiyo-ni ikke underlagt de samme snærende restriktioner som andre japanske kvinder i det 18. århundrede, men kunne skabe relationer til både mænd og kvinder. En af Chiyo-ni’s kvindelige elever – og hendes allerbedste veninde – var Suejo (1721-1790). Da Chiyo-ni døde, skrev Suejo dette haiku:
Månen er gemt
i skyggerne –
hvilken sorg
Efter et ophold i Kanazawa vendt Chiyo-ni hjem til Matto. Da hun var i 30’erne døde både hendes forældre og søskende, og Chiyo-ni overtog forretningen med skriftruller mm. Det hæmmede for en tid hendes litterære muligheder, men da hun nærmede sig de 50 år, adopterede hun sin niece, Nao, som derefter sammen med sin mand, overtog forretningen.
Da Chiyo-ni i 1754 valgte at blive buddhistisk nonne, betød det ikke at hun isolerede sig i et kloster. Tværtimod kunne hun nu nyde den status og frihed, der i Japan var forbundet med tilværelsen som nonne. Faktisk var det sådan i datidens Japan, at de kvinder, der ville bevare deres frihed – og derfor undgik ægteskab – ofte valgte at blive prostituerede eller nonner. Nogle gik endda lige fra den ene ”brance” over i den anden. Chiyo-ni kunne altså nu rejse frit, samtidig med at hun havde tid til åndelige sysler, digtning og møder med andre kunstnere. Som hun selv skrev: ”Jeg forkaster ikke verden, men eftersom jeg føler mig ensom i den evige foranderlighed, søger mit hjerte efter det rene vand, der flyder dag og nat.”
Netop de buddhistiske begreber ”evig foranderlighed” og ”det rene, klare vand” er centrale i Chiyo-nis haiku-digtning. Fx udtrykker et haiku som det følgende samhørigheden med både lys og mørke, lykke og ulykke. Noget som vi også kender fra Yin og Yang-symbolet:
Det klare vand –
ingen forside,
ingen bagside
Ligesom den næsten samtidige Yosa Buson (1716-1783) var Chiyo-ni både en mester til kalligrafi, billedkunst og digtning. Det hang til dels sammen med, at hun lige fra barns ben blev oplært disse kunstarter i forældrenes forretning. Hun malede portrætter, blandt andet af den føromtalte Chigetsu, men illusrerede også mange af sine egne kalligraferede haiku på skriftruller.
I alt skrev Chiyo-ni cirka 1700 haiku, udgav to selvstændige digtsamlinger og ydede bidrag til cirka 120 antologier. 90 % af hendes haiku har naturen som tema, hvilket er en høj procentandel selv inden for haiku. Her er endnu et par eksempler på hendes fine naurhaiku:
Brøndspanden
filtret ind i snerler –
jeg låner vand
Måneskinsnat –
på en sten synger
græshoppen
Enomoto Seifu (1732-1815) var en generation yngre end Chiyo-ni. Seifu blev født ind i en samurai-familie, der boede i en forstad til Tokyo, og hun fik en rigtig god uddannelse. Hende mor døde, da Seifu var 18 år gammel, og hendes nye stedmor og stedbror dyrkede haiku-digtningen med stor entusiasme. Som mange af de andre japanske kvinder, vi indtil nu har hørt om, kunne Seifu selv først for alvor hellige sig haiku-digtningen efter at hun var blevet enke og derefter buddhistisk nonne. Seifu regnes sammen med Chiyo-ni som den bedste kvindelige haiku-digter i den før-moderne tid. Her er et par af hendes haiku:
En gammel sommerfugl
lader sin sjæl lege
med en krysantemum
og
Kirsebærblomster
blomstrer og falmer –
som alt andet
De sidste 4 haikudigtere jeg kort vil nævne her i dag – blandt mange mulige – er de såkaldte ’4 T’er’: Takako, Takajo, Teijo og Tatasuko. De er næsten samtidige, alle født lige før eller lige efter år 1900.
Takako Hashimoto (1899-1963) var født i Tokyo. Hun var gift med en kendt arkitekt, Toyojiro Hashimoto, og i deres fælles hjem holdt hun litterær eller kulturel ”salon”. Hun var også udgiver af et haiku-tidsskrift. Takako er især kendt for sine haiku om frost og sne. Her er et par eksempler:
Helt alene ta’r
jeg mine spisepinde –
det sner og sner
og
Min ånde
er nærmest hvid –
godt at være i live
Takajo Mitsuhasji (1899-1972) var født i Narita, 50 km fra Tokyos centrum. Hun var elev af tanka-digteren Akiko Yosano og blev selv en kendt digter og redaktør af diverse tidsskrifter. Hun regnes for at være en religiøs digter, og kritikeren Kennnet Rexroth skriver et sted at hun minder mere om Søren Kierkegaard end en buddhist. Her er et af hendes haiku:
Oppe i en elmast
bliver elektrikeren
til en cikade
Teijo Nakamura (1900-1988) var født i Kumamoto på Japans sydligste ø. Som hustru til en skatteinspektør kom hun til at bo flere forskellige steder i Japan, og var med i flere haikugrupper og -tidsskrifter. Her kommer et af hendes haiku:
Kom her ud –
forårsmånen er næsten
inden for rækkevidde
Tatsuko Hoshino (1903-1984) var født i Tokyo som datter af digteren Takahama Kyoshi , og faderen opfordrede hende tidligt med succes til at skrive haiku. Tatsuko blev også gift ind i en litterær familie, og hun skrev hele livet. Udgav flere haiku-samlinger, men redigerede og bidrog også til antologier og tidsskrifter. Et eksempel på hendes haiku:
Dugdråben
falder snart fra bladspidsen –
så stor den dog er!
Mine damer og herrer, jeg håber med disse ord at have vist, at kvinder sagtens kan skrive førsteklasses haiku og dermed at have modbevist den gode Mr. Blyth’s påstand. Tak for jeres opmærksomhed!