Thorvald Berthelsen
”Dansk Haiku og Modernisme: Haikus litteraturhistorie i Danmark”
Ravnerock, 2021, 321 sider
Af Steffen Baunbæk
Dansk Haiku og Modernisme – et grundforsknings pionerværk
I betragtning af, at den japanske haikutradition har påvirket det danske lyrikmiljø i stigende grad gennem de senere årtier, er det i grunden mærkeligt, at ingen har kortlagt genrens historie og fremtræden herhjemme før nu. Der lå en væsentlig bog og ventede på enhver, som havde lyst og kræfter til at skrive den, og det blev så altså Thorvald Berthelsen – kulturel ildsjæl og gennem mange år selv en aktiv haikudigter med flere samlinger bag sig – der kom til at skrive den.
Dansk Haiku og Modernisme – en moppedreng på 321 sider, der ikke desto mindre fremstår som kortfattet, det enorme emne taget i betragtning – er netop bogen, der gennem en række punktnedslag påviser japansk afsmitning herhjemme gennem de sidste lidt over 100 år. Selvfølgelig gennem en række portrætter af Berthelsens kolleger omkring Dansk Forfatterforenings Haikugruppe – fra pionerer som Hanne Hansen og Niels Kjær til ”skæverter” som Ole Bundgaard og Ole Lillelund – der gennem teksteksempler og gennemgange af hver enkelts metodiske spidsfindigheder kommer fint rundt i landskabet, men også via ganske fyldige kapitler om andre, ofte ældre forfatterskaber, hvor haiku-påvirkningen kan spores. Mere eller mindre med Johannes V. Jensens myte om ”Fusijama” (1907) som år nul, selvom det var en prosaskitse med zenbuddhistiske indslag mere end et haikudigt. Et egentligt sådan leverede han for øvrigt i 1910 med teksten ”Envoi”, men det forblev et litterært kuriosum i årtier.
Man kan i denne forbindelse undre sig over, at Berthelsen ikke forlænger fascinationen af det fjernøstlige som stiltræk tilbage til symbolismen, hvor især Sophus Michaëlis, som ikke kaldte sin søn for Tao for ingenting, tydeligt lod sig påvirke, men lad det nu være: I årtier havde påvirkningen fra Japan mest karakter af kineserier, og selv Jensen kan man have mistænkt for først og fremmest at have brugt den som et eksotisk krydderi.
Et egentligt dansk fremstød for haikuformen så man, som der påpeges, først i 1958, hvor Torben Ulrich publicerede en række gendigtninger i tidsskriftet Bazar, og derfra frem til 1980’erne var det i det store og hele mere end tradition, man lod sig inspirere af, end egentlig skrev sig ind i. Visse lyrikere ganske tydeligt, hvilket Berthelsen glimrende illustrerer i kapitler om Dan Turéll, Peter Laugesen og ikke mindst Hans-Jørgen Nielsen, hvis Haiku – en introduktion og 150 gendigtninger (1963) blev en skelsættende grundbog. Andre mere indirekte: Forfatteren må vride formens poetik en del mere for at få den til at passe på folk som Vagn Steen, Henrik Nordbrandt og Ivan Malinovski, hvor der mere var tale om selvstændig, modernistisk lyrik med diskrete nik i retning af Nippon.
Han tager dog også sine kloge forbehold i den henseende, og tilsat en enormt grundig research er disse afsnit interessant læsning uanset hvad. Også selvom genrens få, men markante kendetegn – de 17 stavelser, naturblikket, den zenbuddhistiske øjebliksoplevelse (yügen) og den overrumplende drejning fra konkret til abstrakt (kireji) – skabes om til en art analysemetode, der hurtigt bliver noget ensformig. Specielt fordi man den ene gang efter den anden nærmest får begreberne forklaret fra bunden.
I det hele taget kan man fremsætte en del anker mod bogen. Udover det nævnte er den primære vel, at Berthelsen utvivlsomt befinder sig for tæt på flere af de nulevende forfattere i feltet til at kunne forholde sig nøgternt og kritisk til dem. Helt galt går det, når han skal beskrive sin egen produktion. I faglig henseende slipper han for så vidt rimeligt fra manøvren, men der er altså problemer med armslængdeprincippet. Dertil kunne bogen som helhed have været udsat for en grundigere korrektur: Påfaldende mange småfejl er sluppet igennem nåleøjet. Endelig kunne det afsluttende kapitel sagtens have fået en mere inspirerende overskrift end “Konklusion”. En måned mere i montagehallen ville utvivlsomt have gjort underværker.
Så meget sagt kommer bogen omkring, hvor den skal, og karakteren af pionerværk hverken kan eller skal man tage fra den. Vil man vide noget om den japanske påvirkning af dansk poesi, er der ikke tilsvarende kilder at gå til. Dansk Haiku og Modernisme er grundforskning inden for feltet. Kritikpunkterne til trods er det derfor et værk, man ikke kan tage imod med andet end ægte begejstring.
Steffen Baunbæk (* 1973), i Københavnereksil fra Silkeborg, har længe bevæget sig i feltet mellem musik og litteratur. Han er anmelder af begge dele. Selv musiker, digter og forfatter.
Unterklang, som blev startet op for et par år siden, er hans elektroniske musikprojekt, hvor han sætter lyd på nogle af de ting, han ikke har ord for. Som digter har han 8 digtsamlinger på samvittigheden, der spænder fra hjemstavnsdigte over salmeagtige tekster til politiske opråb. Afslutningen af koldkrigstrilogien Picnic i Hiroshima, Early Distant warning og Ground Zero med genudgivelsen af Picnic i Hiroshima Redux er den seneste udgivelse fra hans hånd.