| Af Thorvald Berthelsen |
I år er det 60 år siden Hans-Jørgen Nielsen påbegyndte sin introduktion af de japanske kortdigte, haiku, og det er 20 år siden danske haikudigtere fandt sammen i Dansk Forfatterforenings Haikunetværk. Det blev fejret den 10. oktober i Dansk Forfatterforenings lokaler og med udgivelsen af 20 års jubilæumsantologien, Fandens mælkebøtter, samt dansk haikus litteraturhistorie, Thorvald Berthelsens Dansk haiku og modernismen, hvis hovedtræk gennemgås her.
Den japanske digtform haiku var inspiration til at forny den vestlige avantgarde digtning i kølvandet på imperialismens, monarkiernes og det konservative Europas krise og dermed følgende desillusion omkring 1. Verdenskrig i så forskellige spor som imagisme, dadaisme, futurisme, ultraismo og surrealisme og igen efter 2. verdenskrigs civilisationskollaps med de latinamerikanske konkretister og Beatpoeterne i USA, der begge var civilisations- og konventionskritiske.
Haiku i Danmark
Dansk lyrik kom først med efter 2. verdenskrig inspireret af især Beatpoeternes koldkrigsoprør og modkultur. Før da har Johannes V Jensen dog i 1910 offentliggjort et enkelt haikudigt inspireret af sit besøg i Kina og Japan, 1902-03:
Envoi
Nu breder Hylden
de svale Hænder
mod Sommermaanen.
Inden 1961 publicerede den danske tennisstjerne, jazz kritiker og forfatter Torben Ulrich i 1958 de første danske gendigtninger af japanske haiku i nr. 2 af tidsskriftet Bazar, som han udgav sammen med Bengt Janus og digteren Jørgen Gustava Brandt. De omfattede haiku af Moritake, Basho, Kyorai, Kyoruko, Kikaku, Mahaside, Buson, Ryokan, Issa og Meisetsu. Altså ikke kun de fire store. Mellem dem var det berømte Basho haiku om frøen og kæret. Torben Ulrich oversatte den afsluttende lyd med det danske onomatopoetikon, “Blop”. Den oversættes ellers ofte med det mere abstrakte og tyste, lyd af vand:
Kæret
Det gamle kær!
En frø sætter af
Blob!
Hvad er Haiku
Torben Ulrich beskriver I sin korte introduktion Japans korteste poetiske form således:
”Haiku består af 17 stavelser, fordelt over 3 linier (5-7-5), i alt med mellem syv og højst ti ord…dukker frem omkring det 16. århundrede og er vokset ud af den i hvert fald to tusind år gamle form, tanka (31 stavelser, 5-7-5-7-7), og via kædedigt-formen renga (5-7-5 af én mand, 7-7 af en anden)”
I sine oversættelser anvender han dog færre eller flere stavelser i overensstemmelse med engelsksproget oversættelsestradition. Og han forsyner også de enkelte haiku med titler. Men dette er alt hvad der siges i introduktionen. Han nævner ikke, at haiku skal indeholde referencer til naturen og årstiden, men kun må angive årstiden indirekte med konventionelle årstids markører (kigo), heller ikke begrebet yūgen (antydningen af det, der rækker udover det der kan formuleres direkte, men stadig er af denne verden), eller behovet for en pause/drejning i digtet (kireji), der kaster ny udvidet oplevelse og erkendelse frem og tilbage i hele digtet. Han nævner heller ikke de øvrige regler for traditionel japansk haiku.
Årstids markørerne, kigo, finder man i en saijiki, der er en haiku-encyklopædi. Disse saijiki er som hovedregel inddelt efter årstiderne, der igen er underinddelt i 7 kategorier: årstiden, himlen, jorden, mennesker, iagttagelser, dyr og planter. I dem kan man se hvilke kigo forgængerne har brugt. Men i en international sammenhæng er disse kigo ofte meningsløse, fordi det pågældende fænomen ikke findes på samme tid på andre længde- eller breddegrader end de japanske.
For eksempel betyder efterårs kigo’et “kinuta” (fyldekøller) de køller, der blev brugt til at banke jorden gennem et klæde i en traditionel tørrensningsproces. Lyden af dem var typisk for en efterårsaften i det gamle Japan. Men det er meningsløst i en moderne japansk og i en international sammenhæng. Moderne japanske haiku er derfor ligesom haiku skrevet udenfor Japan gået mere og mere væk fra årstidsord (kigo).
Yūgen (幽 玄) er et vigtigt begreb i traditionel japansk æstetik. Den nøjagtige oversættelse af ordet afhænger af konteksten. I kritikken af japansk waka-poesi (forløberen for haiku) blev det brugt til at beskrive den subtile dybde af ting, der kun vagt antydes af digtene, og var også navnet på en poesistil.
Yūgen antyder nu det, der ligger ud over, hvad der kan formuleres, men det er ikke en henvisning til en anden verden. Det handler om denne verden, denne oplevelse.
Kireji (切れ字) bliver i vesten ofte oversat med “cutting word”, afbruds ord eller ord der skærer over. Det er imidlertid en misvisende oversættelse. Det betyder snarere ”cutting letters”, bogstaver eller tegn der afbryder eller skærer over. Denne oversættelse svarer også bedre til deres funktion i haiku digtet. Kireji betragtes som et krav i traditionel haiku. Når det placeres i slutningen af et vers, understreger det afslutningens karakter af lukning. Brugt midt i et vers, afbryder det kort tankestrømmen, hvilket indikerer, at verset består af to tanker, der er halvvejs uafhængige af hinanden. I den position indikerer det en pause, både rytmisk og grammatisk, og fornyer betydningen både af de forudgående og de kommende ord. I klassisk japansk haiku vises kireji normalt et sted efter den 5. til 12. onji (stavelse eller kun tegnsamling) for at skabe en pause/brud mellem ideerne og i haikuets åndedrag.
Der er ingen nøjagtig ækvivalent til kireji i engelske eller vestlige haiku. Det giver struktur til verset. I vesten kan kireji repræsenteres med tegnsætning. Typisk med en tankestreg, en ellipse, et udråbs- eller spørgsmålstegn. Men kireji kan også optræde rent grammatikalsk – umarkeret, fordi markering er unødvendig.
Efterhånden som haiku blev udbredt i resten af verden og digtformens sammenhæng med zenbuddhismen blev løsnet, blev årstidsord (kigo) og andre klassiske formelle krav som nævnt uforståelige og overflødige. Haikudigtere har mere og mere vidt forskellige definitioner på hvad et haikudigt er. Da Dansk Forfatterforenings Haikugruppe udgav sin antologi Blade i Vinden i anledning af 10 års jubilæet i 2011, kunne redaktionen bestående af Bo Lille, Benny Pedersen og Bjarne Kim Pedersen kun blive enige om denne brede definition på haiku:
”Vi mener at et godt haiku på en eller anden måde bør være et mikrokosmos, en verden i en nøddeskal, en lille kerne, der afspejler verdensaltet.”
20 års jubilæumsantologien, Fandens mælkebøtter, er redigeret af Helge Krarup, Benny Pedersen og Bjarne Kim Pedersen med følgende brede tilgang: ”Et haiku er et følelsesmæssigt nu, der forbinder den indre natur med den ydre… et mikrokosmos, der afspejler verdensaltet.”
Det centrale i både klassisk og moderne haiku er at der er en pause/drejning i digtet, der kaster ny udvidet oplevelse og erkendelse tilbage og frem igennem hele digtets mikrokosmos.
Torben Ulrich, der selv var Zen buddhist, og Jørgen Gustava Brandt m.fl. var inspireret af de amerikanske Beatpoeter og deres fornyelse af haiku traditionen efter 1. Verdenskrig, som de kombinerer med Zen Buddhisme. Særligt af Jack Kerouacs roman The Darma Bums. I den roman skriver en karakter, der er baseret på Gary Snyder en masse haiku og Allan Ginsburg optræder med oplæsning af Howl. (Wall). Men også William Borroughs, Ferlinghetti og tidskriftet Evergreen Review fra San Francisco Renæssancen spillede en stor rolle. Både Borroughs, Snyder og japanske haiku optræder da også på den liste over navne og emner de ville tage op, som de sendte til Det Danske Forlag, inden Bazar begyndte at udkomme i 1958.
Beatpoeternes kritiske opgør med efterkrigens konforme amerikanske samfund og ”fuldførelse af modernismen” i en strømmende spontan skrift med åbenhed og umiddelbart engagement i dagligdagens oplevelser, fik stor betydning for samspillet mellem dansk modernisme og haiku.
Derefter blev de første danske haiku skrevet af den nu glemte digter Jens Lund Andersen og trykt i tidsskriftet Hvedekorn nr. 6 i 1959. F .eks:
Bakkernes skuldre.
Mørket er udslaaet haar.
Hviskede nogen?
Hans-Jørgen Nielsens Haiku. En introduktion i 1963
Disse tidlige glimt af haiku præsenterede dog ikke et bredere publikum for haiku. Først udgivelsen af Haiku. En introduktion og 150 gendigtninger af Hans-Jørgen Nielsen i 1963 udløste en bredere haiku indflydelse på moderne dansk lyrik. En første smagsprøve med gendigtninger af japanske haiku udkom I Hvedekorn nr. 5 fra 1961. I Haiku – En introduktion og 150 gendigtninger gendigtede Hans-Jørgen Nielsen store haikuudvalg af de japanske mestre og deres mindre kendte samtidige ud fra tyske, engelske og franske udgaver af dem. Det var gendigtninger og ikke oversættelser. Det medførte bl.a. at han bevidst negligerede en del af den hidtidige formelle tradition med dens syntaks og regler for oversættelse af klassiske japanske haiku. I stedet fandt han det “formålstjenligt at udnytte moderne poesis erfaringer m.h.t. brugen af såkaldt ”sprængt” syntax. En sådan rammer vistnok også nærmere ind på den lakonisk-intense sproglige struktur, digtene ifølge flere kilder oprindeligt besidder.” Og Hans-Jørgen Nielsen så haiku som konkrete billeder uden metaforens funktion, ligesom Imagisterne, beat-poeterne og den konkrete poesi gjorde.
Denne snævre vinkel på haiku digtene får imidlertid også Hans-Jørgen Nielsen til at udvikle en anden læsningsmåde end den almindelige vestlige for haiku. Almindeligvis læses haiku som et sammenstød af to planer, der ved en overraskende pause/drejning (kireji) i linje 2 eller linje 3, kaster nye oplevelser ind i hele digtet og sætter øjeblikket i perspektiv i sit mikrokosmos og udvider erkendelsen i øjeblikket. Nielsens læsning er en forfølgelse af linjer i et geometrisk samspil mellem ydre og indre planer gennem hele digtet. Som eksempel bruger han følgende gendigtning af et haiku digt af Meisetsu:
Kvinden
og munken
På vej
på færgen
Mens sneen
falder
Det består udelukkende af nøgtern omverdensregistrering. På trods af de tilsyneladende magre konstateringer ”rummer det alligevel en sindrig betydningsstruktur, hvis man prøver at se, hvad der egentlig foregår.
Denne struktur er … indbygget i selve den måde sansningerne er katalogiseret på. En implikationens poesi… Man skal se den lille færge, der i horisontal bevægelse krydser den faldende snes vertikale linjer.
Derfra kan man gå videre til kvinden og munken, der også betegner en modsætning: Det livsnære og det verdensafsondrede – det fremadvendte og det opadvendte. Således set bliver digtet et geometrisk samspil mellem ellers adskilte ydre og indre planer af stor intensitet. Hele verden i ét glimt.
Der er nok et jeg tilstede i teksten, nemlig det registrerende jeg. Men dette jegs indhold er netop den omgivende verden. Subjekt og objekt, jeg og omverden er ét. Eller rettere – der findes hverken subjekt eller objekt. Kun gennemlyst mirakuløs væren.”
Nielsen brugte senere sine gendigtningserfaringer til at udvikle dansk konkret poesi, som han var den førende talsmand for.
De sproglige eksperimenter er uløseligt forbundet med en bestemt følsomhed og eksistentiel holdning. Temaer som øjeblikket, forgængeligheden, det blivendes sammenstød med det foranderlige, fraværet, tomheden og dens positive anden side åbenheden tømt for forestillinger, samt ophævelsen af den vestlige jegcentrering udfoldes i gendigtningerne og kommer igen og igen i hans egen senere digtning.
F.eks. i titeldigtet fra samlingen konstateringer, hvor den sproglige gennemspilning af tautologierne til deres yderste modsiger det tilsyneladende simple udsagn om verden og fastholder oplevelsen i en spænding mellem tomheden og åbenheden, tømt for forventninger, hvor jeg’et er ophævet og gået i et med omgivelserne:
Det er og det er nok og det
er godt nok
og det er godt nok som det er
det er det og det er det
det hele og det hele
er som det skal være
Eksperimenter med nye sprog er ikke rent formelle og tømt for indhold. De er også altid udformning af nye verdener. En tankegang Hans-Jørgen Nielsen videreforarbejdede i sin attituderelativisme. ”Virkeligheden er jo ikke noget, der er der sådan på forhånd. Den bliver hele tiden skabt. Nye forestillinger er ligesom nye sprog med til at skabe nye verdener. Også selvom disse verdener ikke bliver helt som man har forestillet sig.”
Ivan Malinovskis civilisationskritik
En af de største danske modernister, Ivan Malinovski, reagerede straks på dette ved i 1965 at skrive og udgive en hel samling kortdigte, der var inspireret af haiku, Poetomatic. I den skrev han nielsenske haikudigte, som satte spørgsmålstegn ved den Zen buddhistiske og introverte tradition i haiku. Og han videreudvikler disse kortdigte til moderne civilisationskritiske digte. I et afsnit af Poetomatic genoptrykker han Hans-Jørgen Nielsens gendigtning af et Buson haiku på venstresiden og skriver sit eget kommenterende haikudigt på højresiden:
| Templets klokke En sommerfugl Sovende i hvile | For brat Branden for stor ingen fugle letter |
Malinovskis overraskende drejning (kireji) skaber et anspændt, tilbageholdt åndedræt, der øger spændingen i den pludselige katastrofale ild til bristepunktet i et uudholdeligt øjeblik i den ustabile tavse stilhed, hvor ingen fugle letter. Her er den tavse stilhed til stede og ikke til stede i nanosekundet af et øjeblik, der slet ikke er en harmoni, men et sprogligt chok, der både er kaos i sig selv og et ophold i kaos, der peger mod den politiske omvæltning i kaos. Her er det ikke en Satori-oplevelse, der står på spil, men Malinovskis sproglige chokeffekt, der åbner hans egne kunstneriske og eksistentielle temaer. Nielsen og Malinovskis arbejde i 1960’erne lagde grunden til de haiku, der blev skrevet i Danmark de følgende år.
Dan Turell
I 1970/80’erne blev lyrikerne Dan Turell, Klaus Høeck og Peter Laugesen stærkt inspirerede af de amerikanske Beatpoeter, Zen buddhisme og haiku.
De skrev alle adskillige haikudigte blandet ind I deres øvrige digtning og er fortsat med det gennem hele deres forfatterskab.
Dan Turells forfatterskab er en fortløbende ubegrænsende og uafsluttet tekst eller Danolog, som i særpræget grad er filtret sammen med iscenesættelsen af hans liv. I det indgår haiku som åbne fragmenter, der viser ud over sig selv. I Bevægelser formålsløst cirklende (1971) findes f.eks. denne typisk Turellske sammenkædning af verden, jeget og forestillingsevnen i netop den rækkefølge:
Hvor begynder dét hvor begynder jeg
hvor begynder Batman
Det er åbenbart at rækkefølgens opbygning i sig selv gør spørgsmålene overflødige og latterlige, samtidig stilles – med den overaskende drejning (kireji) over i forestillingsevnen til sidst – et vrængende spørgsmålstegn ved den konventionelle tankegang, at der er klare adskillelser og forskelle mellem de tre. Præcis som han i haikutekster fra 3 D digte (1977) anvender det Zen buddhistiske spørgsmål, kôan, i dialogen mellem ’lærer’ og ’elev’ til at fremprovokere ’den store tvivl’ som i Rinzai Zen buddhismen leder frem til den store indsigt, satori. Gennem paradokser fjernes den normale bevidsthedstilstand, og der åbnes for oplevelser af ren væren, af “virkeligheden, som den er”:
’Hvad er mit jeg?’
Og Gensha Svarede:
’Gud,
hvad vil du dog med det?’
Svaret er et spørgsmål, der opløser jeget og det første spørgsmål som irrelevant med en ironisk tilbagevisning til nuet og alt det relevante med det parodiske ’Gud’.
Peter Laugesen
Peter Laugesens forfatterskab er præget af sabotagen af enhver form for stilstand. Modtanden mod det entydige og det absolutte i hans digtning viser sig eksperimenter og uvilje mod at lukke og fastlåse formen, stilen og betydningen. Skriften skal være åben. I modsætning til nykritikkens ’autonome’ værk, trækker Laugesen på beatpoeterne Charles Olson og Jack Kerouacs poetik, der understreger flowet, processeen, hvor poesien er forankret i her og nu, og derfra udfolder sig organisk spontant med spring, blindgyder, tilløb, sammenfatninger og sammenbrud, som viser ud over sig selv videre ud i det ubestemte, F.eks. fra samlingen Der er ingen/til stede/kun ordene/i flok som dyr/på vej, hvor titlen i sig selv er et Laugesen haiku:
Mindre
end
alt
Siger
mig
intet
Eller. dette fra Det er kun en måne af papir fra 1973:
Kroppen er en væg
der dårligt er der
mellem totale sprog
Hans haiku insisterer som hans øvrige lyrik på et altfavnende både-og i stedet for de traditionelle modsætninger mellem abstrakt-konkret, sublim- plat, viden- uvidenhed, komplekst-banalt. De er præget af disse skift fra det trivielle til det dybsindigste og hverdagen midt imellem,derefter tilbage den modsatte vej. Det Per Kirkeby kaldte ’trivialglidningen’. Og det er også denne konstante åbning mod nye felter og associationer der kendertegner den glidning, som drejningen (kireji) tager form af i Laugesens haiku.
Frosne underbukser
dinglende på snoren
vinterfisk i blomst
Som resten af Laugesens lyrik er det rodfæstet i hverdags oplevelser. Her: vasketøj hængt til tørre I kulden. Synet får ham til associere til flad- eller flyvefisk og blomster hoveder, så digtet springer abrupt over i et surreelt billede: vinterfisk i blomst. Dette haiku er dadaisme, surrealisme, organisk magisk realisme og situationisme på en og samme tid. Og det fanger haikus essens, Yūgen, der beskriver den subtile dybde af ting, der kun vagt antydes, fordi de ligger ud over, det der kan formuleres uden at være en henvisning til en anden verden. Det er et snapshot af et øjeblik i dets mikrokosmiske eneståenhed.
Klaus Høeck
Klaus Høeck er nok den af de tre, der mest konsekvent har indarbejdet haiku i sin systemdigtning. Flere af hans meget omfattende digtsamlinger består udelukkende af haiku suiter. F.eks. Legacy og den seneste My Heart, hvor hver side består af en suite på 4 haiku som regel på 17 stavelser. Resten af reglerne giver Klaus Høeck fanden i. Og han skriver haiku om alt og intet og blander omhyggeligt med hverdagens trivialiteter og affald uhøjtideligt og uden brug af for mange traditionelle lyriske greb. Systemet bruges til at indkredse det uudsigelige ord, stilheden, ordenes inderste hemmelighed ved at ”de(kon)struere poesien”. Derfor brydes ord også ofte op over flere linjer. Kort sagt vil han helt ind i digtet.
en dør må være
lukket før den kan sparkes
ind ligesom et digt
Her er metaforen ’ligesom et digt’ i sig selv den drejning(kireji) der får det hele til at handle om at åbne sig og ikke kun som alt det foregående om noget der er lukket. I Legacy (arv) ser digteren tilbage på sine tidligere bøger og den digteriske arv han efterlader sig; f.eks. i debutbogen Yggdrasil fra 1966:
der er ikke så
meget at sige i den
anledning andet
end følgende kom
mentar: hvis ikke man kan
digte på sin ba
re røv skal man fin
de sig en helt anden pro
fession
Her udgør bruddet på litterær stil og i ordopdelingen den overraskende drejning, der fra det ene haiku til det næste åbner digtet op mod omverden og fører til at alt kan være genstand for kunst og virkeligt liv. Og det er jo både røv og nøgler.
Susanne Jorns epigrammer
I 1982udgav Susanne Jorn haiku samlingen Efter blæsten der er oversat direkte fra japansk. Den indeholder oversættelser – tættere på originalen – af de samme haiku mestre, som Hans-Jørgen Nielsen havde udgivet på dansk i 1963, men hendes bog indeholdt også haiku af de førende moderne japanske haiku-digtere som Iida Dakotsu, Iwata Hideo og Kaneko Tōta, der ikke tager hensyn til de traditionelle finesser i japansk haiku. Som Jorn selv skrev: ”Mange digtere bryder ofte den stive ramme, og deres haiku reduceres til et simpelt epigram, som alligevel kaldes haiku, fordi det antyder haiku-stemningen eller -situationen.”
I 1977 udgav Susanne Jorn en samling af sine egne digte inspireret af moderne japansk haiku. Hun kaldte sin samling Epigrammer i overensstemmelse med hendes syn på vestlig og moderne japansk haiku. En prøve fra Epigrammer:
Grafisk
Et net af fyrrenåle
stikker i månen;
rejse aftenskygger
Et stort udvalg af Kobayashi Issas haiku er blevet oversat og udgivet af Arne Herløv Petersen og Niels Kjær har udgivet adskillige bind oversættelser af klassiske japanske haiku.
Haiku i 1990erne og nullerne
I 1990’erne og de første år af næste årtusind skrev forfattere som Susanne Brøgger, Hanne Hansen, Viggo Madsen, Pia Tafdrup og Lone Munksgaard Nielsen haiku eller udgav haiku digtsamlinger.
Susanne Brøgger udgav Lotusøje I 1999 med haiku , der alle er på 17 stavelser fordelt på 2 til 4 linjer. De øvrige haiku konventioner omgås hun med let hånd eller slet ikke. Og den paradoksstruktur eller det sproglige skred, som udløser den overraskede undren og udvider erkendelsen i øjeblikket får en helt særlig Brøggersk form i de fleste tilfælde. Drejningen kireij omformes til en mere glidende forskydning med skred efter skred, der kaster ny betydning tilbage og frem i digtet og de umiddelbart foregående digte.
Hun har selv fortalt, at det der tiltrak hende var processen, at gå frem efter bestemte formelle regler for derved at fremskrive hvordan nødvendigheden betinger og frembringer frihed. Formen nærmer sig gåden, ritualet der leder frem mod det hellige, som er forbundet med friheden. Hos Susanne Brøgger er jegopløsningen en flydende proces hvor selviscenesættelse og maskeraden er omdrejningspunktet for indsigt og visdom. Bogen er derfor i en konstant skarp dialog med den østlige Zenbuddhismes stillestående resignation overfor det komplet umulige i at fastholde verdens evige livsstrøm. Rastløsheden, rejsen, floden, vandet og lyset er derfor de gennemgående temaer, som i indledningen:
Rastløse rødder vokser ud i luften.
Hvor skal min vej gå hen?
Selvom bevægelsen rejsen og den kunstneriske skabelse tilsyneladende ophæver døden:
Billeder af træ’r på en malet flod,
tiden er død, han er rejst
Så er døden hele tiden og ironisk tilstede i nuet:
Dødt træ gror op af søen.
Mine negle trænger til at klippes.
Lone Munksgaard Nielsen udgav Rimgræs i 2003. I den kan man læse følgende haiku:
Han lænede sig
alt for langt tilbage og
faldt ud af sin krop
Digtet overholder 5 -7 – 5 rytmen, men de klassiske temaer fra den oprindelige haiku digtning er væk, selvom digtet handler om indtrædelse i Satori tilstanden, en zen-kosmisk helhed med indsigt i essensen af alting, en kosmisk allesteds nærværende bevidsthed.
Pia Tafdrup formår i sine haiku fra samlingen Boomerang fra 2007 at udtrykke sin poesis eksistentielle projekt, der søger helheden og ikke standser ved dissonansens øjebliksbundne forening af modsætningerne mellem jeg’et og omverdenen.
Hun afviser opgøret med traumatiske eksistentielle katastrofer og sætter i stedet forandringens mulighed. En forandring, der både følger traditioners og visioners bevægelser af livet.
Pia Tafdrups tilbagevendende tema om uskyldstabet som både død og kreativt startpunkt behandles også i Boomerang samlingen. F.eks. i dette haiku, hvor den spidse genstand, der penetrerer, er en nål. Englen er forpuppet i en sommerfugl:
Hvor en nål dirrer,
står en sommerfugl spiddet
på en tabt årstid.
Nålen dirrer og sansningen forplanter således den tabte årstid videre i nuets bevægelse, som også er den kreative proces’ søgen efter forening af tradition og vision i nuets afvisning af døden.
Haikudigtene sammenfletter ofte flere sanser til en synæstesi – samsansning i et glidende flow, der forener drøm og virkelighed, jeg’et og fortiden med omverdenen og visioner. I det følgende digt flettes lugt og smag sammen med synet af en førstefødt (på fødslens baggrund af smerte) rakt frem til det første møde:
Tungespids bærer
dufte af regn. Førstefødt
øjeblik rakt frem.
Karakteristisk nok fører nettet af associative forbindelser mellem disse ord med forskellige sansekvaliteter frem til en ny sammensat sansning og eksistentiel erkendelse af øjeblikket i tiden. Med denne nye ordskabte sansning kan også vokse frem gennem forbindelser af rene abstraktioner.
Ventetiden – en
parentes der vokser til
milevid undren.
Dette haiku er hele vejen igennem abstrakte ord. Men glidningen, fra tilstanden, ventetiden, over parantesens udvidelse til den vidt udstrakte undren, skaber et stærkt sanseindtryk af noget så uhåndgribeligt som tiden. Og det vender processen til et frugtbart samspil mellem os og vores omverden.
Kireji drejningen går typisk fra sammensatte sansninger, der forskydes gennem parenteser der vokser eller andre foranderlige, ustabile paradokser til en øjeblikkets universelle helhed, der for det meste er en sammensætning af abstraktioner og sansning som f.eks.: Spiddet på en tabt årstid og milevid undren.
Stiftelsen af Dansk Forfatterforenings Haikugruppe
I 2001 blev Dansk Forfatterforenings Haikugruppe og netværket grundlagt af Hanne Hansen, Niels Kjær og Kate Larsen den 4. februar, og Sys Matthiesen sluttede til ved næste møde måneden efter. De var alle ivrige haiku digtere. Hanne Hansen, som tog initiativet til dannelsen af gruppen, skriver ovenikøbet efter sin debut udelukkende haiku. Siden da er der blevet udgivet adskillige haiku digtsamlinger på dansk.
Denne gruppe, der nu er på omkring 40, har spillet en vigtig rolle i promoveringen af haiku overfor den danske læsende offentlighed. Siden 2001 har danske haiku-digtere deltaget i møder arrangeret af gruppen 6 gange om året. Vekslende mellem foredrag, ginko, renga og fælles haiku skrivesessioner.
De har også deltaget i internationale haikumøder, især i Japan og Europa.
I 2005 redigerede Sys Matthiesen Haikugruppen og netværkets første fælles udgivelse, essay og haiku samlingen Små siluetter. Her bidrog Hanne Hansen og Ib Johansen med artikler om haiku i den engelsktalende verden, Kate Larsen om haiku fra Japan og Niels Kjær med en oversættelse af The Haiku Society of America’s definitioner af Haiku o og Senryu. Og der var haiku digte af Hanne Hansen, Ann Bilde, Vigo Madsen, Kate Larsen, Niels Kjær, Jon Høyer, Jette Slåen og Sys Matthiesen, der også bidrog med et essay om at skrive haiku med børn.
En særlig bemærkelsesværdig aktivitet var Digtergaven-projektet, der blev lanceret af digterne Viggo Madsen og Bo Lille. Fra den 2. januar 2006 og 13 måneder frem offentliggjorde dagbladet Information et haiku i øverste højre hjørne af forsiden på kultursektionen i hver eneste daglige avis. I alt 330 haiku af forskellige danske haiku digtere.
I 2007 igangsatte Haikugruppen et e-mail-netværk og en hjemmeside med et e-zine (www.HaikuDanmark.dk), som senere er suppleret med en Facebook-profil. De har til formål at fungere som den centrale information om dansk haiku digtning. De indeholder haiku, artikler og boganmeldelser på dansk og nogle på engelsk. Initiativet har opfyldt formål et over al forventning. Disse sider opdateres og udgives 3 gange om året og har til i dag offentliggjort i hundredvis af artikler, haiku og boganmeldelser.
I 2011 udgav Dansk Forfatterforenings Haikugruppe sin 10 års jubilæumsantologi Blade i Vinden. Haiku af 25 danske digtere var inkluderet. I forordet indrømmer de 3 redaktører, Bo Lille, Benny Pedersen og Bjarne Kim Pedersen, at de som en afspejling af status for dansk haiku kun har kunnet tage udgangspunkt i en meget bred definition af haiku, hvor de konkluderer:
“At et godt haiku på en eller anden måde skal være et mikrokosmos, verden i en nøddeskal, en lille kerne, der afspejler universet.”
I 2012, fik Haikugruppen i Dansk Forfatterforening mulighed for at mødes med Herman Van Rompuy, president for Europarådet i en fælles haiku oplæsning under EU topmødet i København. Hans kærlighed til haiku var velkendt, ligesom udgivelsen af hans egen haiku samling i 2010 var det.
Ved den lejlighed lavede gruppen et supplement til Blade i Vinden, der præsenterer danske haikudigtere på engelsk og dansk. Danish Haiku Today er blevet udgivet 3 gange siden. Den seneste udgave fra 2019 giver den engelsk talende verden en introduktion til 43 nulevende danske haiku digtere. Den kan frit downloades fra http://www.thehaikufoundation.org/omeka/items/show/5797.
’Klassiske’ danske haikudigtere
Nogle af disse danske haiku digtere behandler naturen, årstiderne og andre emner som også adresseres af de Japanske haiku mestre. Og det gør de I et sprog og en syntaks der ligger tæt på den engelsksprogede opfattelse af traditionel haiku:
Hanne Hansen debuterede i Fælleden i 1978 med 4 digte. Derefter blev hun på Vagn Steens foranledning senere interesseret i japanske haiku og tog til Japan for at studere dem i 1990. Den første Haiku digtsamling hun udgav var Fuldmånen lyser i 1998. Hanne Hansen har været den mest aktive og mest kendte danske haiku-digter siden 1990’erne. Hun var som sagt grundlægger og er stadig formand for Haiku-gruppen i Dansk Forfatterforening. Sammen med Sys Mathiessen udarbejdede hun haiku-håndbogen At skrive haiku i 2003. Sammen med Pia Valentin Sørensen har hun udgivet Haiku for skolelever i 2017. Hun har i alt udgivet 7 haiku samlinger på dansk og 3 på engelsk. Hendes haiku har også optrådt i japanske og engelske tidsskrifter og antologier. De er klassiske i form og indhold, men med et særligt dansk humoristisk twist, der er helt hendes eget:
kastanjernes lys
hvide blomster med friskt grønt
de er kommet sig
Niels Kjær er uddannet teologi og tjente som landsbypræst i tyve år. Siden 1999 har han arbejdet på fuld tid som forfatter og som tidligere nævnt oversætter af amerikanske, britiske og især japanske digtere. Han beskriver genfødslens eller genopstandelsens under ved at bevæge sig fra det konkret sansede øjeblik med en drejning/et brud(kireji) over i den overjordiske eller surreelle abstraktion og tilbage igen:
Et lys i mørket –
første søndag i advent
vågner de døde
Advent er Adventus Domini (Herrens komme) er både forberedelse til Jesu fødsel og forventningen om hans genkomst, hvor ”de døde vågner”. Samtidig er det også en erindring om afdøde forældres tænding af første lys i barndommens adventskrans.
Ulla Conrad er en grafisk kunstner og forfatter, for hvem haiku er et medium hun udforsker øjeblikket i: ”Jeg tegner og udtrykker med ord det smukke, det fascinerende og umiddelbare, jeg støder på – det er øjeblikket, nutidens tilstedeværelse , den direkte klare bevidsthed, der er vigtigst for mig. Jo kortere og enklere, jo bedre og klarere – et haikudigt. ” Hun skriver klassiske haiku. I haikusamlingen Bladværk opstiller hun ovenikøbet lister over nordeuropæiske kigo, årstidsord. I det følgende haiku er det de blomstrende lindetræer fra juli måned afsnittet i Bladværk:
Dyb kølig skygge
blomstrende lindetræer –
friskbagte vafler
Drejningen (kireji), der fremkalder haikuets essens og viser udover digtet, den direkte klare tilstedeværelse og bevidsthed, fremkaldes ofte med det natur-komplementære fokus på dagligdagens gøremål til sidst i digtet,
Bo Lille er en forfatter og haikudigter, der har deltaget i flere internationale haiku-begivenheder og stået for den litterære scene Underskoven i København i mere end et årti: Hans haiku beskriver en konkret naturbegivenhed i en konkret årstid på 17 stavelser fordelt på 3 linjer, men udvider også den konkrete naturbegivenhed med en kærlighedsrelation, og bevarer friskhed og spændstighed med en krydsning af lyrisk og moderne dagligsprog og mellem forskellige virkelighedsplaner:
En solsort synger
kærligheden nærmere
end atombomben
Her sniger der sig en brug af bruddet eller drejningen (kireji) ind med springene mellem 2-3 virkelighedsplaner: naturoplevelse, kærligheden som begreb og atombombens mere groteske eller farlige dagligdag.
’Modernistiske’ danske haikudigtere
Andre skriver ikke haiku der lægger vægt på at være i overensstemmelse med den japanske haikutraditions hovedregler. Et stigende antal nutidige haikudigtere er mere forankret i moderne dansk og vestlig poesi samt moderne japansk og vestlig haikudigtning. Her er et par eksempler:
Ole Bundgaard er en forfatter, komponist og kunstner, der har udgivet adskillige digtsamlinger, romaner og musicals. Han mediterer og skriver et haikudigt om dagen og har udgivet 3 samlinger fra 2006 til 2019, Haiku I, II og III, alle med et haikudigt for hver dag i hver måned året rundt. Han er også WEB-administrator for Haiku gruppens-hjemmeside HaikuDanmark.dk:
8. Juni
I det nye hus
vil selv den hårdeste sten
føle sig tilpas
Her udløser den næsten umærkelige drejning (kireji) i sidste linje den jordnære enkeltheds paradoksale mangetydighed.
Ud over at skrive haiku af alle slags på dansk og engelsk er Mona Larsen jazzsanger, komponist, kunstner og digter. Sproget er for det meste roligt hverdagsligt nærmest underdrevet uden dog at sky store ord og begreber som Livstræet eller menneskehjerte. Det indtryk der står tilbage er imidlertid at hun gennem hverdagssprogets forskydninger og fokusskift bruger haikudigtningen til gennem overraskende drejninger at opnå ’et mikrosekund/af erkendelse’:
I øjeblikket
erkendelse af døden
dagen uberørt
Mona Larsen følger hele tiden de klassiske vesteuropæiske regler hvor et haiku er på 3 linier med henholdsvis 5,7 og 5 stavelser. Men hendes måde at bygge op til haikuøjeblikket ved at bruge pausen eller drejningen (kireji) er anderledes og understreger, at et haiku følger åndedrættets rytme. Pausen eller drejningen er ikke placeret præcist mellem to ord eller i et bestemt ord. Denne katalysator for digtets ny erkendelse i øjeblikkets mikrokosmos er i hendes tilfælde en bølge der vælter og roligt går over i sit nye leje. Eller åndedraget, der fra indåndingens top går over i det der til sidst er den tydelige udånding.
Helge Krarup er pensioneret gymnasielærer. Han er også forfatter og oversætter samt formand for Dansk Svensk Forfatterselskab. ”Frem for alt skal et haiku være enkelt, fri for alle digteriske trick og skabe et lille billede og dog være lige så luftigt og elegant som en pastorale af Vivaldi.” Det kan godt ses som en opskrift på hans egne haiku, med den forskel at de næsten altid indeholder abstraktioner, der spiller en afgørende rolle. Som det ses er optakten en direkte, konkret naturoplevelse, der imidlertid ligesom hele digtets mikrokosmos får ny mangetydig betydning ved hjælp af netop abstraktionens drejning (kireji) af det.
jeg går i regnen
fædrelandsløse skyer
befrugter Jorden
Bjarne Kim Pedersen fra Otterup er forfatter, redaktør for Forlaget Ravnerock, som har udgivet mange danske haikudigtere. Han er også Haikugruppens nuværende sekretær. Hans sms digte og haiku adskiller sig ved tit at have et klart dagspolitisk udgangspunkt:
GULAG PSYIAKTRI
indespærring af
de andres tanker, Putins
psykiatri straf
Drejningen (kireji) er her et led i den politiske præcisering som samtidig udvider perspektivet til det universelle med psykiatri straf.
Viggo Madsen arbejdede som bibliotekar og har skrevet romaner, digte og haiku. Det er meget karakteristisk for ham at overgangen mellem hans poetiske aforismer (f.eks. ’når man balancerer på kanten af virkelighed, må man passe på, at man ikke falder ned på den forkerte side’) og korte digte til de egentlige haiku digte er endog meget flydende. Det ses bl.a. i dette haiku digt:
En himmel af italiensk marmor
slagtebænk
åh, hvor jeg savner
dig!
Her respekteres hverken traditionel linjeopdeling eller stavelsesantal i haikudigte. Digtet handler ikke om naturen, og digteren er i høj grad tilstede i egen blodige person i digtet, som i øvrigt ikke foregår i et konkret øjeblik i nutiden. Tværtimod foregår det ikke i nogen sædvanlig tidsbøjning af udsagnsord men i en drømmetid. Og den overrumplende drejning (kireji) der kaster ny oplevelse og erkendelse frem og tilbage i digtet foregår flydende efter hver linje og ikke blot i et enkelt vendepunkt i digtet. Først ser jeg op i en himmelkuppel, så bliver det en slagtebænk, så er jeg der slet ikke men savner, og til sidst viser det sig at det er et dig som både kan være himlen og slagtebænken og en anden person jeg savner. Denne drejning er således en udmøntning af Madsens lyriske udtryk, der sprogligt vender vrangen ud på det konkrete og abstrakte, sammen med udtryksbilledet og metaforen.
Viggo Madsen redigerede som nævnt sammen med Bo Lille den digtergave på 330 haiku af forskellige danske forfattere, dagbladet Information indeholdt øverst på forsiden hver dag fra 2. januar 2006 til 30. januar 2007.
Johannes S. H. Bjerg er en internationalt kendt dansk haiku-digter. Han er grundlægger og redaktør af den velansete blog Bones — Journal for Contemporary Haiku. Han har udgivet haikusamlinger på engelsk og dansk og i internationale antologier. Bjerg skriver haiku i den nye avantgarde gendai stil, hvor traditionelle haiku konventioner tilsidesættes og der behandler emner som sproget, personligheden og byen udover naturen :
et ord der tager tid løvfald
Her er det selve den fysiske udstrækning i ordet løvfalds betydning der fremprovokerer den drejning som oplyser digtet med en erkendelse i et nyt mikrocosmos’ øjeblik.
Thorvald Berthelsen er pensioneret fagforeningsmedarbejder, universitetslærer og it-systemudvikler. Han er også forfatter, digter, oversætter og billedkunstner. Har udgivet 7 samlinger digte og haiku og er oversat til 13 sprog. Han har derudover blandt andet redigeret antologierne StORDstrømmen 2015, Danish Haiku Today, der præsenterer danske haikudigtere internationalt, siden 2012, samt Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina, som fik prisen for bedste redaktion på Sarajevo bogmessen i 2019. Han har organiseret forfattere og haiku-arrangementer med f.eks. tidligere EU-præsident Hermann Van Rompuy og også skrevet om udviklingen af dansk haiku i flere publikationer som POV international, det kurdiske tidsskrift Haikuîst og på Haiku Foundations WEB-portal:
Bag Spejlet
På et sted ingen
vil være møder græsset
sommerfuglestøv
Alice i eventyrland møder her en surrealisme, hvor drejningen(kireji) i digtet underfundigt nok er der eller måske ikke er der med ordet sommerfuglestøv. Hvis titlen ikke havde været der ville haikudigtet kunne læses som en naturalistisk beskrivelse af øde stepper. Men titlen gør at drejningen får flere betydninger ind i digtet med en erkendelse af øjeblikket, der sætter det i perspektiv i digtets mikrokosmos og samtidig med de udlæste associationer viser udover digtet mod en uhåndgribelig skabelse bag den ødelæggende selvrefleksions nulpunkt.
I løbet af dansk haiku digtnings udvikling har både Beatpoeterne I USA og Zen Buddhismen spillet en mindre og mindre rolle. Der er adskillige forskellige meninger om hvad et haiku digt er blandt både de danske og de moderne japanske og vestlige haiku digtere. Nogle bruger, rim, metaforer, titler og andre poetiske udtryk, som betragtes som fremmedelementer i forhold til de klassiske japanske haiku former. Og hver gang det er ved at stivne i et formsprog bliver haiku hurtigere og hurtigere fornyet. Det centrale er at et haiku digt sætter en øjebliks oplevelse i perspektiv i sit mikrokosmos ved hjælp af en drejning (kireji) og udvider oplevelsen. Denne drejning er altid personligt udmøntet i tråd med digternes individuelle lyriske projekt. De fleste forsøger også at fremmane haiku øjeblikket yūgen (antydningen af det, der rækker udover det der kan formuleres, men stadig er af denne verden). Og hvad enten de skriver klassisk inspirerede eller moderne haiku, er danske haiku digtere alle mere eller mindre dybt påvirket af og i dialog med den moderne lyrik gennem de sidste 60 år.