ANN MARI URWALD
ANKOMMER
ankommer
til skelsår og alder
nye stier
fotos på væggen
vækker minder
liv ebber ud
drama i nat
spredte hvide fjer dækker
skovstien
det rusker i egen
døden letter med hatten
din tur må vente
først den ene vej
så den anden og tredje
den sidste ender
verden er der i
stormens rusken og virvar
ingen tvivl om det
gedehamsen
får tæv med en avis
angsten
ytringsfrihed
den stærke parts ret til at
håne den svage
solsortelort
kirsebærtræets frugter
i ny udgave
duen på grenen
kurrer og sætter punktum
det var det
OLE BUNDGAARD
Duerne kurrer
ænderne snadrer og jeg
taler i søvne
Jeg hører fuglen
ser et egern i et træ
et gult blad falder
Hvorfor skal alle
disse pruttende køer
dog lægges for had
THORVALD BERTHELSEN
LYSENDE
Lysglimt i blade
strækker mig igen i spring
fra mos’ vækst på ny
til rødders udskud
i vildt filigran om sig selv
vi imploderer
i et langsomt nu hvor al
tid er stilhedens forløb
HOLD VEJRET
Kortåndet ophold
i hidsende samvær med
det tilnærmelige
FORVENTNING
Stilleben smelter
i underlivets snesjap
til solpletters suk
BERØRT
Mellem kiesel og kys
indvikles fingre og hår
i vakt livs zigzag
EFTERBRÆNDT
Efter vi skiltes
er jeg nu i mund og bund
fyldt helt ud af dig
SNEBÆR
Minders senblomstring
i sne der ikke falder
i den tynde luft
ERIK HENRIQUES BING
Erindringer er
indre flyveblade fra
et udfoldet liv
Fra vores lille
sø fører en smal træbro
til det store hav
Jeg kender ikke
navnet på den smukke blomst
Den og jeg er ét
Blå sommerfugle
parrer sig og Planeten
drejer en omgang
I den mørke skov
rækker måneskinnet os
en hjælpende hånd
Træerne slås om
pladsen, men under jorden
fletter de rødder
På træbænken i
Tisvilde Hegn sætter en
mand sig og venter
Eghjorten er nu
tilbage i skovene
Her var den før os
Ænder og blishøns
fodrer os ved søbredden
med oplevelser
Lavt over søen
en hejre på flugt fra en
ophidset krage
Kvinde i landskab
Gående meditation
Trinvis forsvinden
Hun træffer et valg
og vandrer over bjerget
med håb til sin mor
Dræbersnegle, en
invasiv art i slægt med
homo sapiens
Solskin i haven
Vi så det ikke, for vi
forsvandt i Facebook
Raslende blade
Efterårsblæsten er en
knastør træblæser
Blå himmel, hvide
skyer, der sejler under
evige sjæle
Nu er himlen sort
Men jeg husker de hvide
kirsebærblomster
LENNART BJÖRNEBORN
Et oktobermyg
klækket i klimavarmen
stikker mig som tak
Fabeldyrene
mangler kun tændstikkerne
Fanger kastanjer
Øverst i træet
lokker smukt røde æbler
jeg ikke kan nå
Højtryk og lavtryk
Vindstille veksler med storm
Klodens vejrtrækning
Erantis fniser
når rhododendron snorker
Vækker vintergæk
Flimrende mønstre
Lyset leger med løvværk
Rammer mit papir
Varm nat mod min hud
Ubeskyttelsesrummet
Lyden af en myg
Det sidste sollys
hilser ved horisonten
Spejles af månen
Klippens fragmenter
Tidskapsler fra æoner
Sandkorn i min hånd
Puslespil på tværs
Passer vores livsbrikker
ind i hinanden
Som en indre sol
findes tillid til livet
Som en indre ven
Ord skaber håndtag
vi griber, begriber med
Åbner ny døre
ULLA BRUUN
SVANESANG – HAIBUN
For år siden når natten var lun og vinduet åbent, og jeg tændte lampen for at læse i sengen, så fløj den første af flere natsværmere hovedkulds ind i pæren og satte sig først, når jeg surt slukkede lyset. Hvornår har jeg sidst set, sådan et støvet væsen flagrer forvildet omkring? Da jeg var yngre og den lune, sorte augustnat lokkede mig, til at lade døre stå på vid gab, mens lyset var tændt, så blev stuen fuld af kulrede stankelben. Jeg reddede én forleden morgen fra at drukne i vasken. Jeg tog den nænsomt i mine hulede hænder og så den vemodigt flakse søvndrukken afsted med sine våde vinger mellem de tornede roser.
Da jeg var yngre så jeg flittige myrer, yndige guldsmede, sværme af mariehøns, kulørte tæger, sorte kæmpebiller og blå sommerfugles parringsdans. I juli var der masser af små babyfrøer i plænen, der ikke blev slået, før de forsvandt ned i den lille sø, der nu er drænet. I år har jeg set en enkel lille frø, der kravlede mellem de høje græsstrå og ukrudtsplanter, jeg nu lader gro i håbet om, at selv myggene og hvepsenes summen og stikken vil vende tilbage! For ikke at tale om lærkens triller, gøgens kukken og nattergalens vemodige sang.
Naturen sagt op
Alle dyr er truede
Vores svigt og svig
PÅ MIT BORD
Lysende magisk
Spraglede sarte farver
Buketters debut
SPIND
Perledråbers glans
På spinkle silketråde
En knipling i sol
STORM
Aftenmørkt trods dag
Det buldrer løs derude
Vandfald langs tagryg
Naturens drama
Uden tændte lampers slør
Kun lyst op af lyn
NEXØ KIRKEGÅRD – HAIBUN
Før solnedgang på aftentur går jeg ind på kirkegården. En kvidren af mange fugle bliver højere og højere, mens jeg går i gruset mod kirkens gavl. Lyden kommer fra et mægtigt træ, hvis tynde grene hænger næsten nøgne fra kronen. Jeg går helt ind til stammen, der er grøn med et tag af tætte blade, og fuglelarmen stiger i protest over min indtrængning. Først letter enkelte, så små flokke, der tilsyneladende vender tilbage, for fugle kommer hele tiden til. Det er et asketræ, ser jeg nu – som Yggdrasil, – livstræet i den nordiske mytologi. Jeg går tilbage for at fotografere det i sin helhed med kirken som baggrund. Den mørke silhuet der er hjem for tusinder af stære.
Asketræets liv
Det lytter tavst til kvidren
I kærlig andagt
ULLA CONRAD
HUSET MED DE TRE BIBLIOTEKER
I hele huset er der bøger. I museumsbutikken er der bøger, hun har skrevet, stillet op i den rækkefølge, de udkom. Bøger, der er skrevet OM hende, fylder den ene hylde efter den anden, om hendes bror og hendes far. Bøger om de emner, der interesserede hende – mad, natur og litteratur. Bøger på dansk, på fransk, på tysk, og øverst oppe rækker de mange andre sprog sig hånden, og slutter på kinesisk og japansk. Også andre steder i huset gemmer der sig bøger. Bøger, der var hendes egne, 2000 af dem, og som skal flyttes til et nyt rum, som jeg er med til at gennemgå og holde i hænderne, åbne, lukke, krydse af på en liste, pakke ind i silkepapir. Forrest i bøgerne: Dedikationer fra Denys Finch Hatton, fra forfattere, der kendte og besøgte hende. Så er der bøgerne fra personalebiblioteket, hvor jeg låner og læser, låner og læser, igen og igen, den ene biografi efter den anden. Så er der selvfølgelig selve det såkaldte bibliotek, dét rum, som sammen med den grønne stue fungerede som gæstestue bl.a. for Thorkild Bjørnvig – som soveværelse. Det er huset med de mange rum, som jeg om aftenen lukker og slukker lyset i, trækker dørene til, og forlader – huset der en gang har tilhørt baronessen, Pellegrina, kvinden med de mange ansigter, masker. Huset, der har tilhørt – Karen Blixen.
I vindueskarmen
en skål med rød jord
fundet på graven
NUNQUAM UMBRA SINE LUC
Ude på græsplænen ved Karen Blixens hus står der et solur på en grå murstenssokkel. Og på siden af den: For det første datoen, hendes far opsatte uret. Og det var ikke i forbindelse med 1879, hvor han købte landet – men 1881, hvor han flyttede ind med sin kone. På det tidspunkt havde han været i fire forskellige krige, og været pelsjæger i Wisconsin, USA. Han købte stedet her for at slå sig ned og starte sin nye familie op, der blev til konen Ingeborg Westenholz, og de fem børn. Nummer to: Karen B. På den modsatte side af soluret står der et motto: “Numquam umbra sine luc”. Uden skygge intet lys. Som de fleste måske tror, det skulle vendes om: Uden lys ingen skygge. Der er altid en bagside. Så er det sådan her egentligt, ingen skygge uden lys. Måske forståeligt med de oplevelser, den bagage, han kom med. Måske det var hans ønske, at der nu startede en periode med lys, efter alt det vold, han havde set, alt det, han havde kæmpet for, kæmpet for fred, som måske nu kunne indfinde sig, der, på Rungstedlund. Og alligevel varede det ikke så mange år, før hans liv ikke længere var. Karen B var kun 9 år.
I gamle stuer
vækker syrenernes duft
historier til live
GINKO PÅ BASECAMP LYNGBY – SEPT 2023
Drøm om fremtiden
transparent tavshed
bygget med blomster
Fremtidens byggedrøm –
her flyver bier endnu
eller – igen
Langsomt åndedræt –
skoven gror umærkbart ind
i efteråret
Solens stråler
sniger duften af røllike
ind i mit indre
IB IVAR DAHL
Et par tekster fra hans nye bog: ”Den blå hylde”
DET DØENDE HAV
Hvem har ikke stået en morgen og nydt solopgangen eller solnedgangen over vores smukke havlandskab, når solen farver himlen i røde og orange farver?
Mange af os har sejlet på havet for eksempel fra Det sydfynske Øhav tværs over Lillebælt til Als i strålende sol og god medbør. Hvor mange af os har i disse situationer tænkt på, at vi ser på, eller sejler over et døende hav, hvor havbunden er en livløs ørken?
Men.
Vi ved det og har brugt det i mange år. Det vi vil skaffe bort og ikke gider se på kaster vi i havet, eller lader det blot sive så sagte til havs.
Affald, skidt og gift
Havet, vores skraldespand
på den blå hylde
SKÅRENE
Det er efterår. Storskibet slingrer fælt på Nordatlantens svære dønning. Messedrengen har dækket op mellem slingrerigler på bordet til styrmænd og maskinmestre, da skibet tager en slem overhaling. Fire tallerkner, vandkanden og et par glas skrider på dørken med et brag, idet andenstyrmand træder ind af døren.
Fej skårene op
bær skidtet ud og sæt det
på den blå hylde
GYLLE OG PESTICIDER
Det er forår i Danmark. Bønderne sår deres marker til. Senere kommer de store maskiner med gylle, NPKgødning og pesticider, så monokulturerne kan gro og holdes rene for skadedyr.
Hen over sommeren kommer grøderegn før høst, og i efteråret skyller regnen overskud gennem dræn, kilder og de store åer til havet.
Med bække og åer
siver pesticider ud
på den blå hylde
NETE KRØLL ERIKSEN
Som Athens stræder
I oldtids skær griber jeg
Lyrens klang i ord
Ord formes til ånd
I rejsen og digtere
Bryder tankers tid
Havets blæst i skumsprøjt
Jeg formes på ny altets
Storm Bløder på ny
KIM MENG GLADOV
alt er skrevet før
også dette ved jeg nok
men alligevel
jeg sidder stille
imens trasker tiden rundt
uden at spørge
skygger bliver til
men kan aldrig træde frem
og takke solen
himlen daler regn
dråber kysser mit ansigt
du er næsten her
IDA HAMRE
AT LEVE ER AT REJSE VÆK
nu rejser vi ud
før vi skal ned i graven
skal vi se os om
se på skov og mark
grønt er godt for øjnene
det si’r H.C.A.
se hele verden
før den brænder helt i sort
med og uden os
se de mærkelige dyr
prøve den transsibirske
smage et frølår
kroppen på kure
mudderbade og massage
skønhed til tiden
eksotisk shopping
vinstokke og voldgrave
livsintensitet
der er ikke tid
til en tanke eller to
en stund til et blund
så ånder vi ud
længe før sidste termin
det er kun et pust
HANNE HANSEN
havens grønt og brunt
brudt af tallerkensmækker
glædens orange
vi drikker kaffe
gråspurven balancerer
på fuglebadet
duen er sulten
ved vores fødder hapser
den modigt kerner
stille samtale
fuglene lytter tæt på
alle i haven
ØJEBLIKSBILLEDE
barnet er tørstigt
drikker ivrigt en kop vand
får ondt i maven
byen sku’ tømmes
sårede og døde ses
i vrimmel af liv
de civile som
skjolde for ugerninger
kynismen blomstrer
infrastrukturen
brudt sammen – hjælpen ude
af rækkevidde
naboen fjende
man slås for eksistensen
glemt er mennesket
NIELS KJÆR
Midt på plænen står
et japansk kirsebærtræ –
vil himlen blomstre?
Nye kartofler
med friske krydderurter –
kødløse dage
Deler frugthave
med alle slags kryb og kravl
biller og bladlus
I erindringen
står pariserroserne
altid i fuldt flor
Plukker en skål bær –
syv portioner rysteribs
er belønning nok
Indian summer –
septembersolen farver
stråene gule
Vintertid – sætter
ur og møbler tilbage,
lukker for vandet
HELGE KRARUP
Låget er lagt på
Dagen bliver til natten
Længsler vækkes
Natten rydder op
Dagens rester samler sig
Nattens renselse
Natten rydder op
Stiller dagen til ansvar
Mareridtsagtigt
Natten er gravid
Dagen fødes af natten
Hvordan mon den bli’r
MARGIT KRISTENSEN KLOK
Hørte en Hvisken
som en kornblomst stod du der
blandt valmuerne
Håbet er det stof
som drømmende er gjort af
du lille krigsbarn
Med silketråde
syr jeg kærlige tanker
ind i tæpperne
Dengang du var barn
talte jeg dine fregner
smukke blå øjne
I sin skykåbe
hænger månen og venter
på næste skybrud
Blinker som lysglimt
og lynende diamant
stråler i vand
Vandfaldets brusen
jordpladens bevægelse
stilhedens blomstring
Diset blå himmel
rumlende jordskred på vej
rød rubin i sand
BO LILLE
Guldsmeden sætter
sig glad på min åkande
intetanende
Havet hvidt af skum
Jeg står et sted i lyngen
blafrer for vinden
Vi har pålandsvind
havet er rasende hvidt
Hvor er der mon rav?
Denne mørke tid
Uger slæber sig af sted
gennem gråheden
Engle i sneen
hvide som uskylden selv
med frosne vinger
Er det ovre nu?
Jeg kaster mit mundbind ud
søen sluger det
MIN GRAVSKRIFT
Her ligger en mand
med poesiens blå blomst
mellem læberne
HENRIETTE CHARTIER LUND
Svømmende ænder
Havets klukkende lyde
Sindet der stilner
Tang, sten Bølgeskvulp
Hvor er bekymringerne?
Husk Tur til havet
På bænk i skoven
Mine venner træerne
Stærke og kendte
Solpletten aften
Vindstille Solsorten sang
Længsel i hjertet
Kajak passerer
Solens glitren i vandet
Indtrykket gemmes
Endnu en morgen
Gråt. Nej lyst. Solen skinner
Den store forskel
Mester Eckehart
Guds rige findes i dig
En evig glæde
JONNA MAY MULLER
FÆRØSKE SPOR
Øer langt mod nord
krydser med tunnel og båd
atten små øer
God fornemmelse
grønne små øers favntag
sjæl falder til ro
Her er landet højt
store fjeldes parade
her er jeg lille
Bølgernes brusen
massive stærke fjelde
ser grindehvaler
Fjorden står stille
fjeldkanternes silhuet
rammer byen ind
Kvinder der venter
mænd på havet er langt væk
kommer de igen
Nogen kom aldrig
bølgerne tog skib og mand
livet langt mod nord
Det er blodets bånd
usynlige tråde med
indgraveringer
Stemmerne høres
der trampes og synges kvad
en glad færing
Solen bryder frem
bager med himmelsk farve
græsset står helt skarpt
Bygder med tårne
rødt og hvidt lyser mod grønt
Guds hus ved fjorden
Fra fjeldenes top
udsyn til længsler og håb
fremtiden venter
BJARNE KIM PEDERSEN
DIGTERENS HUND Mange af mine digte bliver skrevet på min morgentur med vores to islandske fårehunde. Denne time over den inddæmmede Egensefjord er også et af mine heller under åben himmel. Førhen medbragte jeg altid blyant og papir. I dag skriver jeg på min telefon. Jeg har også trænet hundene til at sætte sig ved min side, når jeg står stille og skriver. De er nu så trænet, at når Krummi hører det lille klap, når jeg lukker telefonen så rejser han sig og er klar til at gå videre. Nu er jeg også uddannet socialpædagog og har lært ret meget om Pavlovs hunde. Et PS om Pavlov: Jeg har været med til at undervise på det psykiatriske hospital i Kyiv, der ligger for enden af mindeparken for Babi Jar. Hospitalet hedder Pavlov Hospital. Digterhunden kan mærke det sidste punktum og går videre.
ÅH POLEN
To polske, I ved det sikkert ikke. Men jeg har i mange år rejst en del i Polen. Da jeg var klubleder på Nordfyn, var polske børn den største enkeltgruppe af fremmede børn, vi havde i klubben.
Jeg skrev for en del år siden en kronik om at behandle polakker her i landet ordentligt. Det var dengang en stor fagforening brugte en valgkamp til at køre på polske håndværkere. Jeg blev dengang inviteret på kaffe på den polske ambassade, for at ambassadøren kunne sige tak for mine ord.
Jeg var en af de danskere, der græd, da Gdansks borgmester Pawell Adamowicz blev myrdet i januar 2019. Og jeg sad fuld af undren over den danske presses dårlige dækning af det polske valg. Jeg fandt ingen omtale af den store march af en million hjerter en uge før valget, som blev et nederlag til den PIS styrede højreregering i Polen.
MARCH OF A MILLION OF HEARTH
X-faktor pressen
i Danmark havde for travlt
med egen navle
EN TANKE TIL PAWELL ADAMOWICZ
Polen vælger en
fremtid som nyt centrum midt
i mit Europa
EN HVID BIL
Millimeter fra
et sammenstød, livet kan
ændres i nuet
BLÅT OG GULT
Jordskokblomsterne
skinner gult mod den klare
blå farve øverst
25. SEPTEMBER 2023
Det var lige her
en isfugl lettede, min
opal til dig, skat.
Tre dådyrkalve
græsser på brakmarken, er
der ingen voksne
Trækfugle raster
på nysåede marker
morgenvandringen
KIM SKOTTE
Se dig nu omkring
en helt afsindig skønhed
ikke skabt til os
Vi søger i ly
for regnen og for verden
dens elementer
Stormen rusker løs
træet svajer fordrukkent
beruset vejrlig
Jorden har sendt bud
mit eneste holdepunkt
min poetik, tak
Al denne summen
brummen svirren og kvidren
jeg spidser øret
Hvordan tæller vi
arterne og deres lyd
alt det der er væk?
Olieret himmel
fede sortgrå skybanker
et fossilt signal
Det var den morgen
jeg så den tossede ræv
fanget i flugten
Se livets spiral
følg sneglehusets urform
et tidløst design
JETTE SLAAEN
Nattens kølighed
mørkets usynlige lyd
pindsvinets grynten
Buldrende mørke
skyer sænker sig over
vore hustage
Annes sang er en
mesterlig fortælling om
jødernes trængsler
Bladenes hvisken
fortæller om sommeren
der snart er forbi
Stor tålmodighed
Biler der suser forbi
Venter på grøn mand
De to lækre sild
steger rødspætter, men hvor
gemmer torsken sig
En grå torsdag skal
farves med en palet af
musikalsk glæde
Løbende skygge
en lille mejer piler
væk fra støvkosten
En farfar går bort
Oldebarn ser dagens lys
Slægtshistorie
På en klangbund af
grønt med 7 røde roser
En bårebuket
Færge i høj sø
Gakkede gangarter, der
er fri dans på floor
PIA VALENTIN SØRENSEN
bølgernes klukken
har en anden dialekt
yderst på molen
farverne danser
på havets overflade
regnbuens ende
utålmodig hest
vrinsker ved foldens låge
vil hjem i stalden
september solen
kaster skygger i mit sind
sommeren er væk
en ravns hæse kald
den sorte silhuet mod
efterårshimlen
syn fra min stue
kirkegården julenat
lys på gravene
tid er et konstrukt
et forsøg på at skabe
orden i kaos