HaikuDanmark.dk

Anmeldelser

 

Poesipædagogens SMS DIGTE

En anmeldelse af Bjarne Kim Pedersens SMS DIGTE

*

Forfatter: Bjarne Kim Pedersen

Ravnerock
Sideantal: 134

150,-

Udgivet: Marts 2007

ISBN: 9788789929781

*

*

En handy og let sag, er Bjarne Kim Pedersens bog med SMS DIGTE i bedste haikuform. Som der står på bogens brune bagside:

“Små korte digte som kan sendes via mobil. Læs dem og send dem videre.”

Tegningen på coveret er ligetil; en mobiltelefon, der ligger godt i hånden, er ved at sende en SMS til en eller anden – det ku være en:

*

Mobbe SMS

ord der bliver stående

langt forbi vreden.

*

Eller noget om:

*

ARTO chatterne

barneleg i voksenstil

hadeord i dansk

*

Coveret og illustrationerne i bogen er tegnet af Stig Kristensen. Disse vil klart være blikfang for de fleste teens.

Haiku formen er elsket og hadet af mange. Men uanset om jeg som læser tilhører den ene eller den anden gruppe, må jeg sige at forfatteren forstår at udnytte Haiku genren på en lidt smart måde - selvom kategorien i bogen er mere Senryu end Haiku (se efternote nederst).

Men skidt pyt nu med det. Vi er mange, der ofte tager lidt let på haikureglerne. 
Samlingen er befriet for følende og tænkte haikudigte. Hér bliver der nemlig talt til et kræsent publikum, der ville gennemskue enhver form for fup.

*

En ring i navlen

et mønster over lænden

kropsudsmykninger

*

Der er lidt om spiseforstyrrelser, thrill-seekers, Arto, konfirmation, religion, racisme, kærestesorg, kærstehed, sex, happy slapping, skolegang, usikkerhed og meningsløs vold med døden til følge:

Antonio Curra

*

Antonio, du

søgte et dansk eventyr

hadet dræbte dig

*

Det er nok heller ikke tilfældigt, at Bjarne Kim Pedersen får listet haikugenren ind i en ung bog som SMS DIGTE. Han har arbejdet en del med unge mennesker, lavet lyrikværksteder på biblioteker og skoler.

Det er nærliggende at tro, det kunne gribe om sig, at sende haikudigte af sted til kæresten via sin Samsung på skolens WC, uden kammeraternes nysgerrige øjne.

*

SMS venter

jeg har sendt besked til dig

mobilen tavs

*

SMS DIGTE har selvfølgelig et pædagogisk sigte. Men gør det noget? 
Ud af de 130 haikudigte bogen rummer, skulle der nok være et par emner, dansklæreren kunne tage op med sin klasse, fordi Bjarne Kim Pedersens bog rummer en stor del af de unges hverdag anno her og nu.

Lonni Krause MetrOrd