Jeg husker første gang jeg
skulle i Underskoven og møde Bo Lille. Bo
Lille? Han måtte være sådan en kort, tyk
mand med lavt siddende ører og bred mund med store
våde læber. Af temperament mente jeg, han måtte
tangere over i det flegmatisk/sangvinske. Og
stemmens klang var nok en smule Jørgen Clevinsk.
Jeg ved ikke hvorfor jeg har sådan
en tendens til, at forme folk efter deres navne. Men
Gerda ville f.eks. være noget med udstående tænder
og en Kurt skulle være krumrygget.
Snart viste det sig, at min
navnefilosofi ikke holdt en meter. Jeg fandt nemlig
hurtigt ud af, at Bo Lille bar stribet kasket og læderjakke,
Jeans – det vil sige casual Clothing. Kroppen var
lang og slank og ørerne sad sådan, som ører skal
når de holder på en kasket.
Bo
Lille læste med tydelig og klar stemme digte
fra sin bog ved navn ”Sitti Sångz”. Det tog næsten
pusten fra mig for hvor VAR flegmatikeren? Ham der
var jo nærmest fyr og flamme!
Efter mit første møde med Bo,
har jeg altså droppet det der med, at Lille betyder
”lille” og evt. rimer på ”stille”. Bo er
nemlig altid på farten fordi han kan lide det.
Han har som regel noget stort i gang og jeg
kunne nævne så meget; han er bl.a. god til at hjælpe
andre digtere frem. - Som nogen sagde en gang:
-
Han er fyrbøderen, ham der holder
dampen oppe på det gode skib Underskoven.
Dét er så sandt så sandt.
For dét der kendetegner ham er hans evne til at
banke projekter op af stenbroen; behøver jeg at nævne
at han ”fandt på” Underskoven? Behøver jeg at
nævne, at Viggo Madsen og Bo Lille har haft gang i
et mega-haiku-projekt i Information hele 2006 og
stadig har – i 2007 - januar ud.
Behøver jeg at nævne noget
som helst? Thi alle ved og kender til Bo Lilles
dynamik og branding på højt plan!
Men. Jeg kom nu ikke kun for at
portrættere mennesket og ildsjælen Bo Lille. Jeg
kom også for at anmelde hans sidste nye bog.
Jeg købte nemlig Bo Lilles
”Haiku – knytæg med afkroge”, da vi mødtes på
Bogmessen i Forum 2006, til haiku-træf.
Når man første gang ser en
nybagt bog er det coveret, omslaget – om I vil,
der møder én. Bo Lille har haft fat i forfatteren
og multikunstneren Ole Bundgaard.
Ole har så smykket bogen meget
vellykket med kornblomstblå pensel-strøg hvor der
indimellem anes lidt pink og orange. Det passer godt
til bogen. Poesi forbindes ofte med blåt (hvem
kender ikke monologen: Poesiens blå blomst?). Som
jeg ser det – er den lyserøde farve de små
strejf af ”blødme”, der giver coveret dybde og
åbning. Og hvad mere naturligt ville det så ikke være,
at åbne bogen med et digt:
Knytæg
Haiku rummer alt
Krøller verden sammen
til et lille æg
Dette haiku digt er taget fra
Bo Lilles ”Haiku på dansk – med skævt smil og
skæve øjne”, Oneman 2005..
Det er et genialt
indledningsdigt! For er dét ikke dét der
kendetegner haikudigtning; at sige så meget på tre
linjer, at man fornemmer verdensrummet i et lille æg!
Han bygger også bro mellem den
forrige haiku bog til den nye, ved at indlede med et
haikudigt fra den gamle. Det er smukt gjort.
Han
minder sig selv og sine læsere om hvad der
virkelig startede det hele. Som Bo selv er inde på
i den nye bogs forord:
-
Forrige digtsamling ”Haiku på dansk..”, er
bygget på iagttagelser af naturen omkring Sjælsø
gennem et år. I den lille poetik, der indleder den
nævnte bog, omtaler jeg en række undergenrer inden
for den brede paraply, der hedder ”haiku”. Men
jeg når ku at strejfe dem. –
I ”Haiku – knytæg med
afkroge”, vælger Bo
så at uddybe hvordan haikudigte kan tage sig
ud når de er klædt på til dansk.
I forordet nævner han
undergenrerne; klassiske haiku, naturhaiku, kærlighedshaiku,
satiriske og de filosofiske haiku. Vi får altså en
god men ikke for lang indledning til hvad der nu
skal til at ske.
I bogen vil man kunne læse
filosofiske, metapoetiske, kærlighedshaiku og årstidshaikudigte.
*
Jeg har læst bogen rigtigt mange gange; på vej ud
og hjem fra job, under dynen og en lun decemberdag på
terrassen med en skål hvid te. Og fælles for alle
de gange jeg læste den - skete der noget ganske mærkværdigt
inde i mig. Og det er helt sikkert Bo Lilles skyld!
Han begynder med de Filosofiske
haikudigte. Netop dette afsnit fortærede jeg en
varm decemberdag på min terrasse med dampende, hvid
te i en hånddrejet keramikskål.
En del af digtene gjorde det
ved mig, at jeg lige måtte lægge bogen i skødet
med bogryggen op i himlen. Digtene skulle ”ses”
fra tankerne, hjertet og det intuitive. Der skulle
fred og ro til at nyde dem.
1.
Døden nærmer sig
Ingen kan leve evigt
Livet er evigt.
Det er vel
sådan, at vi overlever Døden i kraft af dem
vi har ladt tilbage? I dét vi lever videre i venner
og families bevidsthed. Derfor lever min tip tip
oldemor endnu, selvom jeg aldrig nogensinde har mødt
hende fysisk. Men jeg har hørt så mange historier
om hende, at hun både har fået farve og stemme!
2.
Min hukommelse
er et køleskab fuldt af
henkogt blå sommer
Her er det minder om en sommer der dukker op
når han åbner køleskabet. Måske er det blommer
og blå himmel han bedst kan lide at huske?
Det er et særligt haiku synes jeg. Det er vemodigt
uden at blive sentimentalt. ”Køleskabet” går
ind og puster humor i det hele. Men stadig denne
vemodighed.
Bo Lilles filosofiske haikudel er dog ikke det
afsnit der griber mig mest. Det når ikke mit hjerte
- eller mange af haikudigtene bliver på papiret.
Efter den 5. kop med hvid te er jeg nået til de
metapoetiske. Disse smager også af filosofi, men i
forhold til digtene i det filosofiske afsnit, så
bevæger de metapoetiske mig mere. Blot er det lidt
ærgerligt, at afsnittet ikke er så langt. Her
bevidstgør Bo Lille skabelsen af digtene for læserne
– som f.eks. her:
3.
De bedste digte
opstår altid netop dér
hvor jeg savner ord
Det er hamrende godt skrevet,
for ofte ER det jo sådan; man har lige læst et
digt – ørerne virrer begejstret og hjertet
jubler, men munden kan ikke kende alfabetet igen og
de sætninger man prøver at formulere om digtet
forekommer platte og intetsigende.
Her gælder ingen fine gloser – her har hjerte, øjne
og virrende ører talt deres eget sprog. Kroppens
sprog styrer!
Det næste afsnit bliver læst
under dynen. Et udmærket sted til Erotik og Kærlighed/Bo’s
Lille Højsang! Og nu begynder påskeægget at skyde
små revner så karamellen siver ud! Det her er jo lækkert!
I de filosofiske digte mærkede jeg meget, at Bo
Lille var oppe i hovedet – hvorimod Bo har smidt
kasketten i de erotiske. Han har faktisk klædt sig
helt af!
Haikudigtene er frække men ikke vulgære:
4.
Lad mig kysse dig
med de blødeste øjne
hviske i din mund
Og hvad med disse to
knaldperler?
5.
Chagalls violin
Sprøjter blå heste af sig
Må JEG sprøjte DIG
*
6.
Kunstsilketrusser
sorte som den glatte nat
Jeg bliver elektrisk
Men det handler ikke om erotik
det hele. Bo kan også skrive om Kærlighed. Jeg
fandt så mange bløde digte i dette afsnit, men måtte
jo styre mig og kun nævne dem, der krøb ind under
huden på mig:
7.
Du bøjer dig ned
Og giver jorden et kys
Lokker en blomst frem
Her er jeg altså solgt til
stanglakrids! Det er så fuld af ”blødme” og
jeg fornemmer virkelig, at han VIL og KAN bære sin
elskede på hænder og fødder, hvis det var dét
der skulle til.
8.
Du er min stjerne
Hver gang jeg betragter dig
glemmer jeg himlen
Suk siger jeg bare... Og det
kan godt være fordi jeg er kvinde, der ligger og
gasser mig under en krøllet dyne mens jeg læser
det hér – men
jeg kan ikke komme uden om, at det gør godt;
han skriver jo med hjertet. Der elskes mere end det
tænkes og dét er dét, der tiltaler mig.
*
Sidste afsnit i Bo Lilles haiku
bog huser årstidshaikudigte. Jeg tog bogen med i Kystbanetoget
og DSB kaffen skvulpede over alle sider. En
kaffeplet landede på side 58 mellem to haikudigte
men tættest på dette:
9.
Is klatrer frem
En skulptur i kølig vækst
Hvem er kunstneren
Kunstneren må være Kong Vinter eller –
hvis man som jeg har et lille religiøst hjørne i
kroppen - Gud.
Jeg kan lide at han lader det være op til læseren
om det nu er Gud, Kong Vinter eller blot en
videnskabelig nødvendighed, der får skulpturen
frem. Ikke noget med at pådutte læseren noget. Vi
må godt selv tro hvad vi vil.
Det rørende digt om at kaste sig ud i legen som et
femårigt barn, selvom man er oppe i alderen må jeg
også lige have med:
10.
Som
da jeg var fem
Suser jeg ned ad bakken
kører fra tiden
Ofte bruser Bo Lilles humor igennem når han
skriver digte. Som regel er det aldrig for plat.
Haikudigte er såmænd ingen hindring for at lave
lidt sjov:
11.
Hesten på engen
Emmer kuldens poesi
Og pelsen rimer
Og inden jeg nåede Østerport Station
fangede dette haikudigt mine to blå:
12.
Som en regnbue
svæver du over vejen
iført solstråler
Iført Bo Lilles haiku digte svævede jeg ud
af toget og forsvandt videre ud i verden. Men ikke
nok med det. På vej hjem med kystbanen igen
genoptog jeg læsningen af hans bog. Jeg kunne da
ikke stoppe nu?
13.
Regndråber falder
prikker hul i en vandpyt
lukker det igen
*
14.
I farten vender
vinden et blad i luften
haster videre
Hér har Bo fat i to øjebliksbilleder. Jeg
fornemmer, at han har stået og set alt sammen ske i
dets rette tempo. Ingen stress, ingen smartness.
Blot fine naturobservationer med hjertet.
Da jeg stod af toget fyldtes jeg af stor
taknemmelighed. Bare det at få lov til, at anmelde
et andet menneskes bog er da stort. Det er ikke bare
noget der skal gøres for at slå tid, forfatter
eller bog ihjel. En anmeldelse er bare altid så
pokkers subjektiv. Og er det der er ufedt for mig
kunne være guld for dig.
Ofte har jeg tænkt, at det må være sygeligt svært
at anmelde en bog og det er det virkelig også! For
nu hvor jeg har endevendt ”Haiku- et knytæg med
afkroge”, kan jeg godt sidde og tænke:
GLEMTE jeg nu noget? Men det får så være.
Helheden er nok også den, der betyder mest for
alle!
Det er nøjagtigt det samme hvis du er til koncert
og sangeren synger falsk 5-9 gange. Selvfølgelig må
det lige nævnes for ihh, hvor man krummede tæer i
de fine dansesko! Men på den anden side så var der
soul over kunstneren og der var ca. 7 numre, der i
den grad sparkede røv.
Sidst men ikke mindst, var der den gode kontakt
vedkommende havde til sit publikum. Der var ikke en
lukkethed eller distance. Sangeren nåede helt ud på
de bagerste rækker osv..
Sådan vil jeg også sige, at Bo Lilles bog ”Haiku
– knytæg med afkroge” opfører sig.
Det kan da godt være, at han ikke står så stærkt
i de filosofiske og metapoetiske haikudigte (ifølge
mig) for der mærker jeg kun en tredjedel af Bo.
Til gengæld springer hele hans lækre menneske ud i
afsnittet om erotik og kærlighed. Der er både
tanke, følelse og vilje med så det basker! Det
lille knytæg bliver til et mangefarvet påskeæg!
Selv årstidshaikudigtene er hans force for der
synes jeg han blander alle førnævnte genre ind i
haikudigtene og det er yderst forfriskende!
”Haiku – knytæg med afkroge” har for øvrigt
haft en lang tid i himlen inden den kom ned på
jorden til os læsere. Digtene har været undervejs
i over en periode på
ca. 6 år!
Som han siger selv:
- Faktisk
er nogle af denne bogs haiku iblandt mine første,
ganske vist i omarbejdet form, dem jeg skrev under
et ophold på forfattercentret Hald Hovedgård, hvor
forstander Q. Rannes udfordrede mig til en duel på
haiku. Det var sjovt, og jeg kom i gang med en
lyrisk sport, som jeg siden hen – med skiftende
intensitet – har holdt ved.
Jeg håber ikke det er den sidste Bo Lille Haiku bog
jeg har læst. Det ville glæde mig overordentligt
meget, om han fandt på én til derude i fremtiden!
J
Anmeldt af Lonni Krause
|