HaikuDanmark.dk | |
Anmeldelser |
|
|
|
|
|
En stikkontakt til nuet Ulla Conrad: Bladværk – haiku-inspirerede årstidsord Ulla Conrad, (f. 1973 i Niebüll, Tyskland), flyttede til
Danmark i 1993, er grafisk designer, forfatter,
illustrator, mindfulness instruktør og udfører japanske
te-ceremonier. I 2019 udgav Ulla en dansk haiku-samling, Bladværk –
haiku inspirerede årstidsord, med 1100 haiku og tanka, på
Forlaget Ravnerock. Oprindeligt debuterede Ulla Conrad på
tysk med digtsamlingen, Vertraue der Nacht Geheimnisse an,
Frieling Verlag, Berlin. I Danmark blev hun medlem af
Haikunetvaerket og deltog i dets jubilæumsantologi, Blade
i vinden og andre antologier. Hun udgav sin første danske
digtsamling, fra sine ture. til et zenkloster i Japan, De
Grønne Skyggers Land. Skitser, digte, haiku fra Japan på
Forlaget Ravnerock i 2012. De nye haiku digte handler om
at komme ud i naturen og den gamle historie og kultur, der
venter på at blive opdaget. Haikudigtene er opstået
under zen-retræter, japanske te-ceremonier, under gåture,
og på rejser. For
Ulla Conrad er haiku et medium hun udforsker øjeblikket
i: ”Jeg tegner og udtrykker med ord det smukke, det
fascinerende og umiddelbare, jeg støder på - det er øjeblikket,
nutidens tilstedeværelse, den direkte klare bevidsthed,
der er vigtigst for mig. Jo kortere og enklere, jo bedre
og klarere - et haikudigt.” Hendes haikudigte er klassiske i vestlig forstand. De består
af tre linier med 5-7-5 stavelser. De udtrykker en
umiddelbar oplevelse, et indtryk lige nu og her, oftest
fra naturen. Og som en af de meget få vestlige
haikudigtere forsøger hun at genskabe de 'årstidsord',
som er almindelige i klassisk japansk haiku, men er ved at
forsvinde i moderne japanske og vestlige haiku. I Bladværk
opstiller hun ovenikøbet lister over nordeuropæiske
kigo, årstidsord, i appendikset Haiku – og de fire årstider.
I det følgende haiku er det de blomstrende lindetræer
fra juli måned afsnittet i Bladværk: Dyb kølig skygge Det er gråspurvenes parring i april måneds haiga grafik:
Drejningen der fremkalder haikuets essens, den direkte
klare tilstedeværelse og bevidsthed, er en overraskende
pause/drejning (kireji), der kaster nye oplevelser ind i
hele digtet, sprænger sprogets logik og ophæver tid og
sted, samt subjekt og objekt. Her spiller den sideordnede
sammenstilling af forskellige virkelighedsbilleder omkring
denne drejning også en stor rolle. Dette særlige kireji
greb fremkaldes i Conrads tilfælde ofte med det natur
komplementære fokus på dagligdagens gøremål til sidst
i digtet, som de friskbagte vafler, te brygning i
te-cermonier eller som her – også fra april måned. –
den lyserøde kage, der serveres til teen: Måske maner vi Det kan også være smørret på brødet i mats måned: Forårssolen Haikuets essens er for Ulla Conrad i udpræget grad den zen
buddhistiske direkte tilstedeværelse og bevidstheden om
den. Eller som dette eksistentielle haiku moment beskrives
i japansk haiku poetik, yūgen, den dybde i
oplevelsen, som kun kan antydes, idet den når ud over
det, der kan formuleres præcist, uden dermed at blive
overnaturlig. Som man kan se sprænger Ulla Conrad også den klassiske
ramme. Det netop citerede haiku har 4-6-3 stavelser. I de
to følgende er stavelserne også færre, og derudover går
hun den modsatte vej, fra den konkrete natur- eller
hverdagsoplevelse til generaliseringer, der ellers er
bandlyst i klassisk haiku og som Ulla ovenikøbet her
bruger til at fremkalde drejningen (kireji) mod det
eksistentielle haiku øjebliks oplevelse, yūgen: Perronen proppet – Togets skinne-lyd – ”Zen er at opleve nuet, blive ét med det man ser/gør ét
øjeblik ad gangen. Det angår mere indholdet af haiku,
ikke så meget formen. Mange zen-historier handler om
dette: efter en lang meditation PLUDSELIG: et visuelt
billede, et snapshot, der rører sindet, rusker op, får
én til at vågne, et snapshot, der siger AHA, der giver
indsigt…” Samtidig er haiku oplevelsen af direkte
tilstedeværelse og bevidsthed også en
civilisationskritik, der vender sig mod den vestlige
kulturs mantra om at underlægge sig jorden til egne formål,
i stedet for at respektere naturen ”udfra den
erkendelse, at vi er ét med den”, ”en lille kraft
mellem de to store kræfter
Himmel og Jord”. En kats øjne – Som det ses er der mange i høj grad læseværdige haiku imellem. Efter min personlige smag kunne der dog sagtens være færre haiku i samlingen, så der blev mindre afstand mellem de virkeligt gode haiku. Men overordnet set er det en god læseværdig samling kortdigte, der både trækker på den vesteuropæiske og japanske haikutradition og samtidig forholder sig eksperimenterende til den med andre vinkler på natur og menneske opfattelsen.
|