HaikuDanmark.dk

Anmeldelser


Madsens specialiteter

Viggo Madsen:
69 haiku i kataloget for "Den fynske forårsudstilling 2008"

For alle der holder af haiku er Viggo Madsen ikke en ukendt størrelse. Heller ikke i forfatterkredse, eller blandt elskere af forunderlig, anderledes og foruroligende litteratur.
Men man kan ikke sige, at han er slået igennem sådan i den brede (læsende) del af befolkningen.
Dertil er hans bøger nok for mærkelige, anarkistiske, surreale – for uforudsigelige.
Sådan er hans haiku også. Ligesom måden, hvorpå mange af hans digte er publiceret første gang - ikke helt er efter bogen. Og sådan er det selvfølgelig også med disse haiku.

Det er ellers en fuldbyrdet samling på 69 haiku, der nu er tilgængelig. Selvom det er en lidt undseelig placering disse digte har fået, på indersiden af et udstillingskatalog. Formentlig med velberådt hu fra forfatterens side.  Det er da heller ikke det undseelige der ellers kendetegner dem: Burleske, finurlige, skæve, overraskende, humoristiske, er nogle af superlativerne, man kan hæfte på disse små vers. Og bogen er da i øvrigt heller ikke undseelig. Et smukt katalog for ”Den fynske forårsudstilling 2008” med en række farvereproduktioner af udstillingens kunstværker. Desuden en større samling såkaldte børnerim (meget for voksne) også en af Madsens specialiteter, placeret midt i kataloget. Og altså som nævnt haiku på omslagets inderside.

Jeg er en stor fan af Viggo’s mærkværdige digtning og ikke mindst hans haiku. Mere traditionelle læsere af denne genre vil måske spørge, hvad det har med haiku at gøre. Og den snak kan man sagtens få nogle timer til at gå med. Men jeg vil nu hellere læse Madsens suveræne haiku en ekstra gang og grine så tårene triller. Og glædes over at de nu finder i mit hoved og i bogreolen til jævnlig brug. Ta’ f. eks. et par haiku som følgende, valgt helt tilfældigt da stort set alle er læseværdige:

hvad skal man sige?
solen og kvinden, vinen –
ja og mig, sa’ hunden!

  Eller denne…

trækfugle igen -
jeg springer op og råber:
stop! Vent lidt på mig!

Og sådan kan man blive ved. Kataloget er desværre ikke i åben handel, men mon ikke man, hvis man er særlig interesseret, kan formå forfatteren til at sende det, hvis han får en 100 kr. seddel til porto og for besvær. Her er Madsens email adr. i hvert fald: boffelrecord@mail.tele.dk

Ole Bundgaard