HaikuDanmark.dk

Artikler

 

GINKO PÅ BASECAMP, SORGENFRI

søndag d. 17.9.2023

 


 

Basecamp Skovbrynet er et kollegie i Lyngby med fokus på bæredygtige løsninger og en helt speciel tagterrasse. Det er tegnet af arkitektfirmaet Lars Gitz Architects og stod færdigbygget i 2020. Bygherren skriver "Den slangeformede bebyggelse opføres i seks etager med grønne tag, der bliver udlagt som friareal med offentlig adgang via stier fra terræn. Desuden bliver der skabt adgang til taget via trappetårne og elevatorer." Der er overvejende anvendt genbrugsmaterialer, og det 7.300 m2 store tagareal har mange grønne planter. Bygningen har i alt 41.000 m2 fordelt på 639 studieboliger og 30 mindre udlejningsboliger inklusiv et rundt fælleshus.

 

En solbeskinnet stykke vildblomst mark møder os, efter vi er drejet ind i det hjørne af vejkrydset, hvor vores destination til dagens ginko ligger: Det nye kollegie byggeri Basecamp. Store gule blomsterhoveder af den ellers røde solhat rejser sig i et bed. Høje elegante stilke med hvide blomster og lilla lavendel blander sig. Bygningen ligger som en slange, og lægger sin hale fladt ned, så vi kan stige op på dragen og lære at flyve... blomstermarken følger med. Valmuers røde toppe vejer i vinden. Gule margueritter og hvide rølliker. Jette er kommet helt fra Jylland, og skriver om blomsterne:

 

Overvældet af
genkendelse og røde
valmuer i flor                          

 

Et væld af farver
Cikorie sart midt i
den vilde natur                       

 

Blandt venner også

de, der blomstrer nu, før de
kaster deres frø                            JETTE SLÅEN

 

Som vi stiger op i højden på bygningens skråning, bliver den anden ende af bygningen synlig. Udsigten giver udsyn på de højere og højere etager med ydervægge beklædt med kobber og andet metal og glas. På toppen er der udsigt til skovene omkring Sorgenfri og til en sø, og der er en tagterrasse lige på det rigtige sted... og Jonna, Ulla og andre sætter sig der, med solen i ansigtet:

 

Sorgenfris bakke
de grønne tages optur
med fri horisont                           

 

Et eksperiment
den grønne slanges fristed
her bor folk og fæ                           

 

Struktur og blødhed
læner sig ind i en form
latte på taget                           JONNA MAY MÜLLER

 

 

Den usynlige tråd 
bliver spundet her
mellem folks drømme

 

Slangens energi
kravler op og ned ad Basecamp
og ad rygraden                       ULLA CONRAD

 

Forundring og begejstring over at bygge på denne måde...  højteknologisk, kreativt og organist udformet, og med naturen, ikke imod den, og integreret i omgivelserne. Potentialet på toppen udnyttet til udsigt, tagterrasse, lektier i naturen. Hvem vil ikke det? Mere af dette, i fremtiden... Helge sætter ord på:

 

Planter på taget
Hus med indbygget natur.
Smelter det sammen?                     

 

Bo under blomster
uden at grave sig ned.
Begrebsomvending                      

 

Huset vrider sig op,
en arkitekturskulptur.
Fremtidsbyggeri                       HELGE KRARUP

 

Bagefter holder nogen af os bestyrelsesmøde i Haikugruppen, Hanne møder os der, og skriver haiku i den have, vi sidder i:

 

i jordbærbedet
skider katten stilfærdigt
publikum måber                            

 

september aften
vin og snacks på terrassen
vigtig samtale                              

 

varmt og helt stille
gradvis tiltagende vind
varsler efterår                               HANNE HANSEN