Haiku på dansk eller dansk haiku

Del 1

                      ”Haiku er et samarbejde. Haijin* kommer med navneordene læseren med adjektiverne.”

(Indlæg på Twitter)

·         i det følgende vil jeg bruge ordet ”haijin” om en person, der skriver haiku. Ikke fordi, vi er japanere, for det er vi bestemt ikke, men for at være præcis. Ordet ”digter” ville antyde noget andet: at der i haiku-processen indgår et element af (op-)digtning, hvilket haiku ikke beskæftiger sig med.                 

                      “Writing haiku is a discipline and if you are interested in haiku you are seeking more discipline in your life. Go for it. Make rules for yourself and follow them exactly, or break them completely, outgrow them and find new ones. We are all students and no one “really” knows how to write a haiku. That, however, does not stop us from trying…”

– Jane Reichhold, Another Attempt To Define Haiku

(Written for and first posted on the Shiki International Haiku Salon, April 16, 1996)

                      Jeg betragter ikke mig selv som én, der ved meget om haiku. Hver dag begynder jeg forfra som en nybegynder, og hver dag søger jeg svar på alle de spørgsmål, som disse i omfang små men i pondus store tekststykker rejser. Hvorfor ser de ud som de gør? Hvad er det, der virker på mig? og hvad er det, der gør, at de ikke virker? Indrømmet: noget aflejrer sig dag efter dag, men hvad …? Hvorfor er nogle skrevet på kun 1 linje, mens andre er på 4, når de fleste er på 3? Hvorfor ser det ud til at 75 % af digtene følger nogenlunde samme opskrift? (Og hvorfor er de fleste af dem halvkedelige?).Følgende tekst skal derfor ikke tages som havende nogen som helst autoritet, og hvis den alligevel viser sig at have nogen substans hen ad vejen, er det ikke min skyld, men de mange kloge mennesker og benådede poeter, jeg har hentet viden hos.                    

                      Siden haiku efter 2. Verdenskrig for alvor kom til vesten, har den vakt ivrig debat og diskussion blandt udøvere og teoretikere, diskussioner som den i nogen grad tog med sig fra dens hjemland, hvor den siden sin udkrystallisering fra renga for Bashos hånd har levet et omtumlet liv, men ikke desto mindre et liv, der tyder på, at formen i sig selv er vedkommende og relevant.

                      Haiku har gennemgået perioder af opblomstring og stivnen – og det gør den stadig. Hver gang den er stivnet i formalia og har lidt under forskellige normers og reglers kvælertag, er der dukket haijin op, som har forkastet dem og så at sige genopfundet haiku eller rettere: re-vitaliseret den. De 4 Store i klassisk japansk haikutradition er alle eksempler på dette. Basho, som først løsrev hokku (begyndelsesverset fra renga) og gav det selvstændigt liv og litterær status, de andre 3 (Issa, Buson, Shiki), som gjorde op med de i deres samtid stivnede regler og bragte haiku tilbage til det daglige liv og til det, der var deres tids daglige sprog. Gang på gang er haiku stivnet i former ”uden kød og blod” og gang på gang er den blevet vakt til live igen. Siden har mange nyere haijin bragt haikuen ud, hvor man før i tiden ville have forsvoret, at den havde noget at gøre.

                      Hvis man begynder at læse om eller studere haiku nærmere, støder man først og fremmest på definitioner, regler og normer, og man får uvægerligt det indtryk, at det er en bestemt skriftlig form og et bestemt type indhold, der gør, at et digt kan defineres som haiku.

                      Noget af det første, man støder ind i i snart sagt alle teori-bøger er, at haiku er et digt på 3 linjer med 17 stavelser fordelt med 5 stavelser i første linje, 7 i anden linje og 5 i sidste linje (i det flg. blot 5-7-5). Det lyder jo nemt nok. Så er det bare at tælle … Det andet man får at vide er, at haiku er et ”natur-digt”. I haiku skal der helst optræde noget ”natur” (fugl, fisk, blomster, træer, vind, regn, sne – hvad som helst, der er ”naturligt” natur), og som noget tredje får man at vide, at det også skal indeholde et kigo, som er et ord, der fortæller, hvilken årstid haikuet er skrevet i eller hvilken, det foregår i. En lille håndfuld faste elementer, som man kan jonglere med, og så har man ligesom det, der skal til for at skrive et haiku … tror man! Hvis man så får at vide, at man kan skrive om mellemmenneskelige forhold og så kalde det ”senryu”, ja, så har man en frihed man kan overskue, hvis blot man husker at tælle, tælle, tælle …

                      Det er sådan haiku dør.

                      Disse regler leder ikke til haiku, men kan være nyttige til at lære at tæmme digtet.

Lidt om 5-7-5 eller: Jamen, det er jo ikke nødvendigt!

                      5-7-5 har sit udgangspunkt i det japanske sprog – som det tales og skrives. William J. Higginson (The Haiku Handbook – How to Write, Share and Teach Haiku, 1985) gjorde meget for at undersøge sammenhængen mellem det talte og skrevne japanske sprog og haiku. Han - og flere andre – gjorde klart, de 17 stavelser/lydtegn (onji) i japansk haiku ikke svarer til 17 stavelser i det engelske sprog - eller for den sags skyld i andre vesteuropæiske sprog, hvortil man også må regne sprogene i ”Den Nye Verden”. Det slog ham, at engelsksproget haiku, der overholdt 5-7-5 var længere end japansk haiku i 5-7-5. Han foranstaltede oplæsninger af hhv. engelsk (amerikansk) haiku og japansk. De samme digte i to udgaver og begge i 5-7-5. De amerikanske digte tog op til 1/3 længere tid at læse op end de japanske, og der syntes at være en tendens til udtryksmæssig ”slaphed” i de engelsksprogede, noget som er imod haikuens væsen. Haiku tilstræber at bruge så ord som muligt. I haiku kan man med fordel bruge decideret fragmentariske sætninger, for det er haikuens opgave at præsentere læseren/lytteren med kun det absolut nødvendige indtryk, for at modtageren – uden besvær - selv kan fuldende digtet. Altså fortolker haijin kun sjældent de indtryk han/hun giver videre. En slags sprogets fotografisk stenografi … hvis et sådant udtryk giver mening. Fordi haiku har haft en stormende udvikling i USA, Candada og Storbritanien (og en mindre ”frisk vinds”-agtig i andre lande), hvor man har underkastet den egne sprogs prøvelser, har den udviklet sig til en levende organisme. Der er langt mellem de haijin, der i førnævnte lande stadig skriver i 5-7-5 formen. Langt de fleste engelsksprogede haiku er meget meget kortere, en udvikling som også fandt sted i Japan efter, at det åbnede sig for vestlig indflydelse. Maria Call nævner i sin gennemgang af  ”moderne” japansk haiku en del haijin, der skrev meget korte haiku og som alle den dag i dag betragtes som nogle af de bedste –  i Japan såvel som i vesten.

                      Higgensons, Jane Reichholds (Writing and Enjoying Haiku – A Hands on Guide) og andres – specielt de mange ”menige” haijin – opdagelser m.h.t. til kortheden i haiku har betydet meget for at føre haiku hen mod det, den er tiltænkt at være: et øjebliksbillede af det i virkeligheden iboende ekstraordinære, der ikke behøver yderligere forklaringer; ikke andre end dem, læseren kommer med.

                      At haiku i vesten synes at være bundet til 5-7-5 er noget nær den omvendte verden. I Japan er haiku et ”en-linje-digt” og i forordet til ”Right under the big sky, I don't wear a hat”  - The Haiku and Prose of Hosa Ozaki, citerer oversætteren Hiroaki Sato en i Japan velrenommeret haiku-kritiker: ”One-lineness is an indispensable part of the haiku form”. Enkelte japanske haijin skriver fra tid til anden i 2 eller 3 linjer, men det er minoritet.

                      De 17 stavelser i 5-7-5 har sin rod i det japanske sprog. Når et haiku læses på japansk af en japaner, ved læseren hvor pauserne ligger. Derudover har det japanske sprog en række ”pause-ord”, der yderligere kan bruges til at bibringe diget en vis ”farve” uden at bære egentlig og selvstændig mening. Fordi ”vesterlandsk” ikke har de samme muligheder, og fordi vi er vant til, at poesi bringes i vers, er denne ”misforståelse” opstået, en misforståelse, som lægger flere hindringer i vejen for at gøre haiku mundret og kort. Vor bogtrykkertraditioner har været medvirkende til dette. Vi i vesten kan i stedet bruge linjebrud og vore egne pause-tegn: ”, - …” og med tiden er der opstået ”--” og ”:::” for at markere en pause, der er lidt længere end ”-”. Desuden arbejdes der ofte med ekstra mellemrum for at tydeliggøre pauserne. Den grafiske præsentation af et haiku er afgørende for dets rytme og for hvordan læseren opfatter sætninger og hvilken effekt den indbyrdes relation skaber.

                      Haiku i Japan er og bliver haiku i Japan – og vi er ikke japanere i Japan (ligesom vi heller ikke er indere, selvom vi tror på Krishna og ikke amerikanere, blot fordi vi ææælsker Hollywood og junk-food og ynder at benyttet os af et dagligt ordforråd på mindre end 250 enheder ...). Vi er danskere i Danmark, og vi taler, tænker og skriver på dansk. Alene forskellen mellem ”de vesterlandske sprog” og japansk betyder, at vor haiku nødvendigvis må være forskellig fra den japanske, for ikke at tale om forskellene i kultur og levemåder. At forsøge at være mere japansk en japanerne, mere Basho'sk end Basho, fører ikke til andet end manierisme og er med til at fastholde haiku i nogle af de hjørner, den er blevet henvist til af især vestlige litterater, der ikke har gidet sætte sig ind i stoffet, eller som mener, man ikke kan fremstille noget som helst af digterisk værdi med så få ord, med så få midler og med et totalt fravær af digterens ”genius” … De korte japanske digtformer er rundet af det talte sprog, derfor bør dansk haiku også udspringe af det danske sprog, sådan som vil taler det hver især.

                      Selv om vi altså heller ikke er amerikanere eller englændere, er det i mine øjne af dem, vi kan lære noget af med hensyn til hvordan, vi gør haiku til vor egen. Siden 60'erne har der specielt i USA været et frodigt haiku-miljø, og mange ildsjæle og så kaldt almindelige mennesker har prøvet formen af i mange flere henseender, end man i klassisk japansk tradition har turdet tro var muligt. (Nogle japanere og japanske haiku-institutioner tror stadig ikke på, at vestlig haiku er mulig!) Det skyldes vel til dels, at den uden for Japan ikke er ”tynget” af den for ikke-japanere ubegribelige mængde kulturelle implikationer, som også ligger i haiku i Japan, dels den ”sædvanlige” amerikanske uforfærdethed og villighed til at prøve ”noget nyt”. Efter Japans sene åbning mod vesten (1878) kom der ganske vist eksempler på haiku og anden japansk digtekunst i både USA og England i akademikeres oversættelser – ikke digteres - men det rakte i første omgang ikke til mere end en sparsom akademisk interesse. Den vestlige verdens traditioner har ikke rigtig haft nogen redskaber at begribe haiku med, hvorfor den også først og fremmest blev betragtet som en slags ”asiatiske aforismer”, en slags eksotiske bon-mots og ikke meget andet.

                      Kerouac og et par andre fra beat-generationen skrev nogle s.k. ”haikus” i -60'erne, og deres udbredelse satte en andre forfattere i gang. Langt fra alle ville eller kunne sætte sig ind i haiku – litteratur om emnet var sparsomt – men tog den korte form til sig. Nogle blev ved, mange faldt fra. Som årene er gået er kommet flere og flere haijin til, og de går til den med krum hals fra og i alle hjørner af samfundet. Nogle kan ikke blive japanske nok, andre ikke amerikanske/vesterlandske/moderne nok, men det vigtigste er, at de bliver ved at skrive at skrive og diskutere haiku. Det er den eneste måde, den udvikler sig på. Haikuverdenen er lige så stor farverig som andre digter-verderner.

                      Takket være internettet er denne proces blevet meget bredere og lettere at få adgang til, og meget haiku, som før ikke kunne finde vej til publikationer bliver nu tilgængelig på nettet og visse steder også bedømt af ligesindede/ligemænd, så der også her foregår en vis udveksling af ideer og synspunkter vedrørende haiku.

Natur og kigo

                      Udover 5-7-7 er noget af det første, man får at vide, at haiku er et ”natur”-digt -  der skal indgå noget ”naturligt natur”i digtet, og at der skal indgå et kigo i digtet. Kigo'et er et ord, der umisforståeligt er knyttet til en årstid og på samme tid beskriver denne, ligesom det fastsætter hvilken tid, haiku'et foregår i. Også denne regel er i nogle kredse forkastet. Sammen med denne regel hænger reglen om, at haiku altid skal indeholde noget ”natur”, fugle, bier, skyer, vind, græs o.s.v., og først efter ”det moderne Japan” blev skabt, det Japan, der åbnede op for udveksling af varer og ideer fra vesten, opstod der  nye bevægelser indenfor haiku (og andre digtformer, ligesom indenfor det kulturelle liv i al almindelighed), der tog udgangspunkt i de nye livsvilkår. Dog har der til stadighed været en bredere fornemmelse af, hvad natur er og ikke er, end vi i vesten traditionelt benytter os af. Mennesket og de sammenhænge det indgår i i byer er også natur.

                      Ligeså megen falden-på-knæ overfor ”ægte japansk haiku”, der er at finde i vestlige kredse, ligeså døve har samme kredse til tider vist sig at være overfor de brydninger og diskussioner, der finder sted i Japan. Selvfølgelig er det svært for os, der ikke læser japansk at følge med i alt nyt, men så vidt jeg kan se, er det ikke så forskelligt fra det, der foregår i vesten. Naturligt nok ser man i alle kredse en vis ærbødighed overfor det japanske, men langsomt og sikkert er der ved at indfinde sig en vis fornemmelse af egen identitet med hvad det indebærer af ”skoler” og ”modskoler”. I Japansk er det også almindeligt at skrive haiku uden årstidsreference. Det har sin egn betegnelse: muki haiku; og så må det jo være tilladt – også for de japan-tro – at skrive haiku uden kigo … dette er bl.a. udsprunget af en ”bevægelse”, som arbejder på en form for Verdens Haiku (World Haiku) med bl.a. Ban'ya Natsuischi og Jim Kacian i spidsen. Her arbejder man med ideen om en haiku, der kan forstås og skrives overalt på kloden og derfor ikke bruger på samme måde, som ”traditionel” haiku ud fra (samme) betragtninger om, at årstider og deres kendetegn er forskellige fra land til land, fra kultur til kultur. Mere om dette på World Haiku Association: http://www.worldhaiku.net/.

                      Mennesker, der i det højteknologiske 21. århundrede bor i byer har et andet forhold til natur og naturens elementer end Basho havde i sin kultur og tid. Derfor bliver deres ”natur” en anden  og den danske naturopfattelse er en anden end den japanske. Tænk på de ”billeder” af naturen vi har arvet fra f.eks. romantikkens forfattere. De er anderledes end den arv japanere skriver ud fra. Hvis vi har adgang til at følge årets gang i naturen, er det fint og godt, men det er ikke alle, der kan tage ud på landet, hver gang vi skal inspireres til ”rigtig haiku”. Men mennesker og byer er også natur, og derfor udvides kan naturbegrebet til at omfatte stort set alt, vi som mennesker kan opleve, hvad vi omgiver os med - eller hvad, der omgiver os. Vi må til enhver tid skrive ud fra vore egne livsvilkår som de er, og ikke som vi kunne tænke os de var – eller kunne forestille os dem. Haiku er ikke et skrivebords-projekt! skønt langt de fleste haiku rent faktisk i praksis er skrivebordsdigte ... Kun de færreste af os kan på stedet i en notesbog i f.eks. en bus nedfælde et færdigt haiku, og ingen kan udelukkende skrive i nuet, det er jo forbi, inden man er færdig – afløst af en række andre nu'er. Rettelig burde det måske hedde: haiku er ikke en skrivebords-konstruktion, et udtænkt, spekuleret, opdigtet digt.

(Se evt. Jane Reiccholds videre overvejelser om dette på: http://www.haikupoet.com/definitions/jane_def.html)

                      Natur-elementet diskuteres til stadighed, og der er også her fortalere og modstandere, og så er de moderate på dette område, som bruger nyere betegnelser for underinddelinger af haikuformen. Således optræder haiku med kigo i nogle sammenhænge som ”haiku”, haiku uden kigo eller endog uden noget ”natur” kan kaldes ”fri haiku”, en etiket, der også bruges mere eller mindre præcist om det, der på engelsk hedder ”free form haiku”, altså haiku, der ikke overholder 5-7-5 formen eller mangler kigo. Så trangen til ”klassificeringer” og til at putte haiku i ”kasser” har ikke fortaget sig. Selv oprøre bliver re-aktionære ...

                      Kigo har i vesten aldrig kunnet fungere som sit japanske modstykke, fordi vi i de lande, hvor der i dag skrives haiku ikke har ensartede klimatiske forhold, og fordi vi ikke som i kejsertidens Japan har ministerielle institutioner, som udstikker retningslinjer for, hvordan haiku bør præsentere sig. Nogle steder sner det aldrig, så der ville sne ikke betyde ”vinter”, men være uden mening, at skrive om en struds i Højby, Sjælland giver vist heller ingen mening ... Der er forskel på Australien og Sverige, på Rusland og Spanien, land og by. Foråret er anderledes i Spanien end det er i Skagen. Selv i Japan har man haft besværligheder, fordi landet ”ligger på langs af årstidernes vandring”, så f.eks. foråret kommer til Tokyo, før det kommer til de nordlige øer. Man etablerede da en standardiseret saijiki (”opslagsværk”, der indeholder de for enhver årstid relevante ord og begivenheder, som lister, haiku-digte eller begge dele), som tog udgangspunkt i, hvordan årstiderne ytrede sig i Edo/Tokyo. Således kunne man skrive forårshaiku i nord, selvom sneen stadig lå tykt på jorden, hvis det skete, mens foråret var i fuld gang i Tokyo. Så kunne man bruge ordene i saijiki'en (de vedtagne gangbare kigo) for at beskrive, hvordan kirsebærtræets blade falder, selvom det knap er sprunget ud der, hvor digtet skrives. Groft sagt.

                      Der findes enkelte forsøg på at lave mere eller mindre lokale saijiki. Både Higginson og Reichhold har produceret noget, der ligner og enkelte haiku-sammenslutninger arbejder på hver deres, der vil gælde for netop deres land / region. Jeg er således stødt på en internet-side fra Alaska (http://home.gci.net/~alaskahaiku/saijiki.html. Reichholds udgave ligger også på internettet og kan fra tid til anden fås i trykt udgave).

                      Der har tidligere været yderligere regler bl.a, at haiku ikke kunne skrives i et hverdagssprog og da slet ikke beskæftige sig med almindelige menneskers hverdagsvirkelighed. Dette er der blevet gjort op med gang på gang. Shiki og Issa er de haijin, der nærmest er synonym med dette. Deres arbjede har været medvirkende til, at haikuen også har slået rod hos almindelige mennesker og er ikke længere forbeholdt kriger-adelen, og at det ikke længere kun var adelens og de højtuddannede klassers haiku, der blev taget alvorligt. Denne regel er, nærmest selvsagt, ikke én, der har belastet vestlig haiku.

                      Udviklingen i vesten såvel som i Japan og de indbyrdes uoverensstemmelser om, hvad der er rigtigt eller forkert, hvad haiku angår har betydet, at der er dannet rigtig mange ”skoler”. Hver skole holder sig til sin opfattelse, sine regler, og det kan der være gode grunde til. I vesten er billedet også meget broget – og tak for dét! I årenes løb er er opstået mange tidsskrifter og næsten lige så mange er gået ind igen, og nogle, som ikke længere kommer på tryk, udkommer på nu nettet. Hvert eneste tidsskrift dannes af en ”skole”/gruppering og langt de fleste har web-sites, hvor man kan læse om, hvordan de hver især bedømmer haiku – hvilken slags haiku de fortrinsvis optager og publicerer.        

                      Det kan være en god øvelse at prøve alle disse ”former og regler” af, for hvordan vi end vender og drejer det, er de en del af haiku. Man kan med fordel forsøge at tilegne så mange af dem som muligt, skrive med dem et stykke tid, inkorporere dem i sit værktøjssæt, men man bør i mine øjne også forsøge at gøre dem overflødige. Det er den gamle historie om at kravle og gå. Når man har brug for at løbe, tænker man ikke først på, hvordan man lærte at kravle. Opsøg de forskellige publikationers web-sites, læs om deres ”krav og regelsæt” og se, om du kan ”komme igennem” nåleøjerne. Sådanne bundne opgaver er god træning og er med til at holde dig ”skarp”. (På www.haikuworld.org afholdes der hver måned en Monthly Shiki Kukai, hvilket svarer lidt til ”gamle” dages haijin-sammenkomster, hvor man skrev om givne temaer. Denne Kukai udstikker hver måned 2 ”konkurrencer”: 1 med kigo og 1 uden – en såkaldt ”free form haiku” (her må ”free form” ikke forveksles med at formen er fri, det går alene på indholdet). Afstemningen foregår mellem alle de indsendende haijin, og det vil sige, at hver enkelt deltager får tilsendt to lange lister med de indsendte haiku og kan afgive sin stemme.)