Traditionelle haibun

Basho (1644 – 94) har skrevet den mest kendte rejsedagbog i verden, som er en af de højst værdsatte klenodier i den japanske litteratur.

Basho har skrevet flere rejsedagbøger, men ”Oko – No – Hosomichi” på dansk fra engelsk  ”Den smalle vej nordpå til det indre Japan” udmærker sig særligt på grund af dens kunstneriske kvalitet. En anbefalelsesværdig oversættelse til engelsk er Cid Corman og Kamaike Susumu ’s ”Back Roads to Far Towns”.

Basho’s værk er skrevet som haibun, en kombination af prosa og haiku. Makoto Ueda har analyseretBasho’s haibun og fundet, at Basho fulgte følgende kriterier, når han skrev dem.

1 Det er skrevet i prosa, almindeligvis afslutter med et eller flere haiku.

2 Det er kort.

3 Forkortet i syntaksen ( sætningslæren ). Vigtige grammatiske ord, sommetider verber  ( ud-sagnsord) er udeladt.

4 Der er ingen forklaring af haikuet; forbindelsen mellem prosaen og haikuet er ofte som sammen-hængen i renga.

5 Består af billeder; relativt få abstraktioner (uhåndgribeligheder) og generalisationer.

6 Objektivt, forfatteren er noget distanceret, beholder en æstetisk afstand, selv når hun eller han beskriver sig selv.

7 Humoristisk, selvom alvor og skønhed er vigtige for forfatteren, så har haibun almindeligvis en let tone.

Det er en god ide, når man begynder at skrive haibun selv at følge Basho’s opskrift. Senere kan man så forholde sig frit til reglerne. For at få inspiration kan man starte med mundtligt at fortælle om den rejse  eller tur, hvor der skete noget, som var uventet eller bemærkelsesværdigt, og som man ønsker at dele med andre. Så kan man give historien form bagefter.

Hanne Hansen