HaikuDanmark.dk

Artikler

 

Søren Kierkegaard, Emily Dickinson og Haiku-digtning. 
“Øjeblikket” som tværkulturel kategori.
af Niels Kjær




Foredraget blev oprindeligt holdt den 3. august 2007 på den internationale Emily Dickinson-konference i Kyoto (Japan). Foredraget er derefter holdt på dansk den 2. september 2007 i Dansk Forfatterforenings haiku-gruppe.

Introduktion
Den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard er blevet kaldt “øjeblikkets filosof”.
Det er en rigtig karakteristik, for så vidt som øjeblikket er det vigtigste begreb i Kierkegaards tidsforståelse. I dette foredrag vil jeg forsøge at vise, at Emily Dickinson i sine digte bruger øjeblikket på næsten samme måde som Kierkegaard. Det er måske ikke så overraskende, eftersom både Kierkegaard og Dickinson er rodfæstede i en vestlig, kristen tradition. Det er mere overraskende, at et tilsvarende tidsbegreb - alle forskelle til trods - kan genfindes i japansk haiku-digtning. Her (i en østlig, buddhistisk kontekst) møder vi en digtform, hvor hvert digt indeholder ét øjeblik.

1. Zen-buddhisme og haiku-digtning

En kort introduktion til Zen-buddhisme
I denne første del af mit foredrag vil jeg focusere på Zen-buddhisme og haiku- digtning. Indledningsvis vil jeg give en meget kort introduktion til Zen-buddhisme. 
Ca. år 600 eller 700 eft. Kr. opstod der en ny variant af buddhismen i Kina, kaldet Ch’an, bedre kendt under dens japanske navn, Zen. Ch’an eller Zen betyder simpelthen “meditation”.
I århundredernes løb har japansk kultur modtaget talrige impulser og megen inspiration fra Kina, men den har også omformet den kinesiske inspiration på dybt original vis. Zen-buddhismen har altså sit udspring i Kina, men efter at japanske præster (der studerede Zen i Kina) bragte retningen til Japan i det 12. århundrede, er den blevet omformet til et fornemt udtryk for japansk kultur.
Zen tilskynder mennesket til at søge personlig oplysning (satori) gennem en strengt disciplineret indsats. I Zen gælder det om at opnå oplysning ved at fordrive alle vrangforestillinger og alt selvbedrag, og dét, der bedrager folk allermest, er sproget. Derfor er det i Zen vigtigt at bruge så få ord som muligt, både når man taler og når man skriver. I stedet for en logisk argumentation lagde Zen-munkene vægt på det intuitive svar. Således udviklede brugen af koan sig. Et koan er et spørgsmål, som Zen-mesteren stiller sin discipel. Det er umuligt at besvare et koan på rationel vis, så disciplen tvinges til at svare på en anden måde. Rinzai-sekten tror, at oplysningen (satori) vil indtræffe pludselig som et lyn fra en klar himmel.
“Den højeste Sandhed” vil således ikke blive åbenbaret gradvist, men sandheden vil blive fundet af den enkelte i et givet øjeblik. Et absurd svar eller et paradoks, man mediterer over, kan føre til den store oplysning i et pludseligt glimt af indsigt og erkendelse. Det er en enten-eller situation, det er alt eller intet.
Indflydelsen fra Zen spredte sig i Japan langt uden for det religiøse felt. Sten-haverne, te-ceremonien og blomsterkunsten står f. eks. alle i gæld til Zen. Dertil kommer, at mange af Zen-munkene og -præsterne blev betydningsfulde forfattere, selv om litterær aktivitet måske kan synes at stå i et modsætningsforhold til overbevisningen om, at sproget er den vigtigste årsag til det menneskelige selvbedrag.

Haiku: Zen’s digteriske udtryksform
Det var eksempelvis buddhistiske munke, der var ansvarlige for udbredelsen af kendskabet til kinesisk lyrik i Japan. Og Zen-munkene sammenlignede ofte lyrik med Zen.
Udfordringen i Zen drejer sig om at møde hvert enkelt øjeblik med et klart og åbent sind og en ren ånd. På tilsvarende måde er den fulde indlevelse i det nærværende øjeblik (her og nu) selve hjerteslaget i haiku-digtningen.
Haiku er som bekendt en digtform, der udviklede sig i Japan i det 16. århundrede. Mange af de første haiku-digtere var rent faktisk Zen-munke, bl.a. den berømteste af dem alle, Basho (1644-1694). 
Måske kan man bedst sammenligne et haiku med et snapshot, eftersom hvert haiku beskriver ét øjeblik. Det er et digterisk udtryk for Zen-buddhismens filosofi. Zen har bidraget til haiku-formen med både en simpel ligefremhed og den øjeblikkelige sanseoplevelse.
Et godt haiku kan opfattes som et muligt svar til det føromtalte koan, eftersom det rummer en paradoksal tilnærmelse mellem ideal og virkelighed. I haiku-øjeblikket mødes det evige og det forgængelige og indfanges af digteren uden subjektive bemærkninger eller fortolkninger. Det bedst kendte eksempel er Basho’s berømte haiku
Den gamle dam -
En frø spriger i
Lyden af vand 

Det er et lynnedslagsagtigt sammenstød som dette, der har givet haiku ry for at være rendyrket Zen-lyrik. Hvert eneste ord i dette korte digt er en del af et eksperiment. Og ordene skaber, når de sættes sammen, en nirvana-agtig oplevelse i læseren.



2. Søren Kierkegaard: Øjeblikkets filosof
Jeg vil nu gå over til en præsentation af Søren Kierkegaard - med særligt henblik på hans tidsopfattelse. 

Søren Kierkegaard
Kierkegaard levede fra 1813 til 1855. Hele hans filosofi er et lidenskabeligt opgør med tyskeren Georg Wilhelm Friedrich Hegel, der havde skabt et stort, flot filosofisk system, som kunne forklare alt i denne verden. Kierkegaards vigtigste indvending mod dette system er, at det (lige som alle andre spekulative systemer og ideologier) uundgåeligt fremkalder en konflikt mellem liv og tænkning.
Kierkegaards egen filosofi er (kort sagt) en overvejelse over de grundlæggende betingelser for den menneskelige tilværelse. De fleste mennesker jager efter nydelse, men denne stræben ender uvægerligt i depression og livslede. Det eneste alternativ er ifølge Kierkegaard at overtage ansvaret for sin egen eksistens. Samtidig må man vedstå sig sin skyld. Dette paradoks kan kun løses i troen på Gud, der skænker os en tilværelse i tilgivelsens tegn. 
Kierkegaard var måske (hvis den slags kan måles) den mest religiøse person i Danmark i det 19. århundrede. Ikke desto mindre angreb han kirken og selve ideen om en respektabel, officiel kristendom. Med sin bidende ironi og sine vittige epigrammer ønskede han at vise også ganske almindelige mennesker, hvad kristendommen egentlig handler om. Et særligt kendetegn ved Kierkegaards teologi er hans understregning af kristendommen som et paradoks. Gud i menneskelig skikkelse, den inkarnerede Kristus, er et absolut paradoks. Ikke desto mindre identificerede Kierkegaard sig selv med den lidende Kristus.

Kierkegaards tidsopfattelse
Øjeblikket er det vigtigste begreb i Kierkegaards tidsopfattelse. Et menneske kan miste sig selv i såvel fortiden som nutiden og fremtiden. Men et menneske kan også vælge at overtage sin egen eksistens i øjeblikket - og så er han. (Det fortjener at blive bemærket, at der efter Kierkegaards mening er en forskel på at leve i nuet og at leve i øjeblikket.)
I et af hans mest berømte værker, “Begrebet Angest”, hævder Kierkegaard, at det absolutte paradoks er, at den evige Gud er blevet født ind i tiden. Kierkegaard skriver:
“Tiden er da den uendelige Succession; det Liv, der er i Tiden og blot er Tidens, har intet Nærværende.Vel pleier man stundom, for at bestemme det sandselige Liv, at sige, at det er i Øieblikket og er kun i Øieblikket.”
Og lidt længere fremme:
“Skal...Tiden og Evigheden berøre hinanden, da maa det være i Tiden, og nu er vi ved Øieblikket....Intet er saa hurtigt som Øiets Blik, og dog er det commensurabelt for det Eviges Gehalt.”
“Saaledes forstaaet er Øieblikket ikke egentlig Tidens Atom, men Evighedens Atom.”
Kierkegaard siger, med henvisning til Paulus, at intet er så hurtigt som øjets blik, og dog er det sammenligneligt med evighedens indhold. Dette betyder, at det eneste punkt, hvor vi - her i den flygtige og forbigående tid - kan møde Gud og hans evighed, er i øjeblikket.

En sammenligning mellem Zen-buddhisme og Kierkegaards filosofi
Søren Kierkegaard var som bekendt ikke buddhist, og han var slet ikke haiku-digter. Ikke desto mindre er det for mig at se indlysende, at der er visse lighedspunkter mellem en kristen, vestlig filosof som Kierkegaard og en buddhistisk, østlig tankegang. Det kan måske også være med til at forklare, hvorfor Kierkegaard er så kendt i Japan, og hvorfor haiku-digtning er så populær i den vestlige verden.
De synes at være enige om, at sandheden ikke kan findes gradvist lidt efter lidt - og at sandheden ikke kan udtrykkes i et ordrigt spekulativt filosofisk system. Et sådant system vil kun føre til selvbedrag. Både Zen-buddhisten og Kierkegaard henviser til paradokset, og de peger begge på øjeblikket som det eneste sted, hvor sandheden vil blive åbenbaret.
Den store forskel mellem Kierkegaard og Zen-buddhisten ligger deri, at Kierkegaard tror, at Jesus Kristus er Sandheden, den evige Gud åbenbaret i øjeblikket, mens Zen-buddhisten er henvist til at søge sit eget personlige svar gennem meditation.

3. Emily Dickinson: Øjeblikkets lyriker
Hvis det er sandt, at Søren Kierkegaard er “øjeblikkets filosof”, så er det lige så sandt, at Emily Dickinson (1830-1886) er “øjeblikkets lyriker”.

Dickinsons tidsforståelse
Ifølge Dickinson er det den kendsgerning, at vores sjæle er fanget i tiden, der begrænser vores evne til at forstå den ultimative sandhed. Derfor er det hendes digteriske strategi at opnå tidløshed i den lyriske tid, som kritikeren Sharon Cameron har udtryk det.
Man kan sige, at for Dickinson udgjorde hendes digte den eneste mulighed for at undslippe tidsligheden. Dickinson havde en drøm om at bygge bro mellem tiden og tidløsheden. Hun søgte efter en evighed her i denne verden, og hun fandt kun denne evighed i det lyriske øjeblik. Hvert af hendes digte lever i et øjeblik, der er reddet fra den flygtige og forgængelige tid. 
Dickinsons digte er ikke haiku, men de har helt klart meget til fælles med haiku, både den kompakte stil, naturiagttagelserne og tidsforståelsen. Hovedforskellen er for mig at se, at Dickinsons digte trods alt er længere og også mere personlige end de fleste haiku.


Bemærkninger til nogle af Dickinsons digte
Ifølge Dickinson er øjeblikket, hvor sandheden bliver åbenbaret for mennesket, farligt. Rent faktisk advarer hun os om, at den pludselige oplysning, der kommer til os som et lyn fra en klar himmel, kan medføre blindhed:

The Truth must dazzle gradually
Or every man be blind -

(Franklin 1263)

De guddommelige øjeblikke rummer en risiko:

For each extatic instant
We must an anguish pay
In keen and quivering ratio
To the extasy -

(Franklin 109)

Grunden til, at ekstasens omkostninger er så store, afsløres ikke, men det er forbavsende at se, at Dickinson ligesom Kierkegaard forbinder den eksistentielle oplevelse af angst og fortvivlelse til øjeblikket.

The difference between Despair
And Fear, is like the One
Between the instant of a Wreck
And when the Wreck has been -

(Franklin 576)

Også i et andet af Dickinsons digte hører vi om de sublime øjeblikke:

Did Our Best Moment last -
‘Twould supersede the Heaven -
A few - and they by risk - procure -
So this Sort - are not given -

Except as stimulants - in
Cases of Despair -
Or Stupor - The Reserve -
These Heavenly moments are -

A Grant of the Divine -
That Certain as it Comes -
Withdraws - and leaves the dazzled Soul
In her unfurnished Rooms -
(Franklin 560)
Det guddommelige øjeblik overflødiggør himlen, fordi det er himlen her på jorden. Men det trækker sig tilbage. Ifølge Suzanne Juhasz er dette nødvendigt, fordi det ellers ville føre til den ultimative fare. Med Dickinsons egne ord udvider de ekstraordinære øjeblikke vores bevidsthed, “hvis vi overlever dem” (Prosa Fragment 49).

Konklusion
Lad mig sammenfatte ved at sige følgende:
Jeg håber i dette foredrag at have vist, at en tværkulturel kategori som fx øjeblikket kan være nyttig, når vi skal forsøge at læse og forstå Emily Dickinsons digte i en globaliseret verden. Mit formål er bestemt ikke at udviske alle forskelle og individuelle karakteristika. Men jeg tror, at det er vigtigt, hvis vi kan finde nogle berøringsflader, hvor Øst og Vest kan mødes og forstå hinanden. Ligesom Kierkegaard er Dickinson ikke buddhist, og hun er heller ikke haiku-digter; men alligevel betaler det sig at læse hende også i en østlig, buddhistisk kontekst, p.gr.a. lighedspunkterne i tænkemåden.

Litteratur

Primær litteratur
Dickinson, Emily. The Letters of Emily Dickinson. Ed. Thomas H. Johnson and Theodora Ward. 3 vols. Cambridge: Harvard University Press, 1958.
Dickinson, Emily. The Poems of Emily Dickinson. 3 vols. Ed. R. W. Franklin. Cambridge: The Belknap Press of Harvard University Press, 1998.
Hardy, Jackie, ed. Haiku: Poetry Ancient & Modern. London: MQP, 2002.
Kierkegaard, Søren. Begrebet Angest. SK: Samlede værker, bind 6. Udg. af Peter P. Rohde. Gyldendal, 1962 og 1982.

Sekundær litteratur
Cameron, Sharon. Lyric Time: Dickinson and the Limits of Genre. Baltimore: John
Hopkins University Press, 1979.
Duchac, Joseph. The Poems of Emily Dickinson: An Annotated Guide to Commen-
tary Published in English, 1978-1989. New York: G. K. Hall, 1993.
Dunn-Mascetti, Manuela. Haiku: The Poetry of Zen. Dublin: Newleaf, 1997.
Juhasz, Suzanne. The Undiscovered Continent: Emily Dickinson and the Space of the
Mind. Bloomington: Indiana University Press, 1983.
Kjær, Niels. Søren Kierkegaard og Emily Dickinson. En sammenlignende studie.
Faaborg, 1989.
Rasmussen, Jette. Eternity in Time: A Critical Close Reading of Five Poems by Emily
Dickinson. Aalborg: Aalborg University, 1996.
Varley, H. Paul. Japanese Culture. Honolulu: University of Hawai’i Press, 2000.