Regel nr. 1:    
Traditionel form.

Haiku består af 17 stavelser fordelt på 3 linier, så første og sidste linie består af 5 stavelser og den mellemste af 7.

Regel nr. 2:   
Årstidsord.

Et haiku skal i det mindste indeholde nogen reference til naturen (mere end den menneskelige natur).

Regel nr. 3:

Der skal henvises til en speciel begivenhed (d.v.s. ikke være en generalisation).

Regel nr. 4:

Denne begivenhed skal præsenteres, som om den foregik nu og ikke i fortiden.

Det er vigtigt med enkelthed: hvis fingeren, som peger på månen, er smykket med en smuk ring, ser man den og ikke månen.

Basho: haiku er ganske enkelt, hvad der sker på dette sted, i dette øjeblik.

Haikuet bør helst tydeligt gengive de omstændigheder, som gav anledning til digterens følelser så objektivt som muligt.

Herefter vil vi se på, hvordan de japanske haikudigtere arbejdede efter Shiki.

Kawahigashi Hekigoto   
1873 - 1937

Fornyer af haiku. Han skrev sine tidligste haiku i traditionel form som dette:

Fjernt fyrværkeri

Larmer, ellers

Ikke en ting

Han flytter oplevelsen fra det visuelle til det auditive (høres), som Basho flyttede opmærksomheden fra frøers sang til frøers handling.

Senere eksperimenterede han inspireret af en elev med formen, fordi han ønskede, at hans digt skulle være så tæt som muligt på virkeligheden, uden indflydelse af menneskeskabte regler. Han skrev derfor ofte temmelig uregelmæssige klumpede haiku som dette:

For nylig dødede

Købmandens kone

Ægtemand og datter

Stabler grønt

Stabler løg

Købmanden og hans datter fortsætter deres arbejde, men hele tiden i bevidstheden om det nylige dødsfald. Hermed startes ”New Trend Haiku Movement” af Hekigoto, som bygger på sidstnævnte form for haiku.

Takahama Kyoshi   
1874 - 1959

Kyushi var redaktør af Hototogisu (gøgen), som var blevet starter af Shiki i 1897, og som var det vigtigste haikublad i 1920eren, og som stadig er et vigtigt magasin. Imidlertid fyldte Kyoshi det med fiktion, da han overtog det. Senere, i opposition til Hekigotos eksperimenter, kom der atter haiku i bladet, men traditionelle i formen og med årstidsord. Kyoshi anbefalede realisme i haiku. Han skrev haiku, som det er svært at skelne fra digte fra 100 år tidligere.

Regnen holdt op

I en stund duften

Af den vilde rose

Emnet skulle være naturens skønhed, en holdning som var meget populær i 1930erne. Kyoshi publicerede også kvindelige haikudigtere.

Ogiwara Seisensui
1884 – 1976

Seisensui  skrev Free Form Haiku, men han frigjorde sig fra Hekigoto og publicerede subjektive haiku i sit blad Sõun (stratos skyer). Han argumenterede for at haiku skulle gengive digterens egne følelser i stedet for den objektive verden, som fremkaldte digterens følelser. Som f.eks.

Så ikke en drøm

Sov hele natten

Spurvenes stemmer

Spurvenes støj understreger den drømmeløse søvns tavshed.

Også mælkevejen

Er blevet intens

Sagde vi og skiltes

Spændingen i digtet kommer fra personernes interaktion, ikke den følelsesdybde, som en person erfarer.

Taneda Santoka
1882 – 1940

Santoka giftede sig som ung og blev forretningsmand for at ændre hele sit liv og blive tiggerdigter. Han var tilknyttet ”Stratos skyer” og elev af dets redaktør Seisensui. Han skrev free form haiku.

Santoka levede afsides i en lille hytte på landet, hvor han vandrede rundt og skrev noter og haiku. Folk, som han mødte, gav ham mad. Hans haiku var fulde af det naturlige landskab.

Længere ind endnu

Længere ind endnu

Grønne bakker

Et af hans mest bevægende digte lyder sådan i al sin enkelhed:

Træernes blade falder

Jeg går hele tiden videre

Ozaki Hosai
1885 – 1926

Hosai var tigger ligesom Santoka og også tilknyttet Seisensui. Han skrev free form haiku. Hans liv var om muligt mere ensomt end Santokas, selvom det var selvvalgt. Han kunne have fået en blændende karriere som jurist.

Han så helt bort fra den traditionelle form.

Jeg hoster skønt

Jeg er alene

Han skrev om andre:

Det holdt op med at sne

I børnenes stemmer

Skinner solen

Han skrev om sig selv:

Ser tilbage på stranden

Selv mine fodaftryk er væk
 

Nakatsuka Ippekiro
1887 – 1946

Ippekiro var samtidig med Santoka og Hosai. Han så stort på form og årstidsord og blev kendt af den grund, men var ligeglad med, om hans digte blev accepteret som haiku. Fra tid til anden samarbejdede han med Hekigoto og Seisensui. Han skrev digte, der var længere end traditionelle haiku, sommetider startende med et ”nøgleord”, som andre måske ville have brugt som titel f.eks.

Sommer morgen et af de fattiges børn

Trækker et kålhoved op

Og omfavner det

Bjergsiden/ en fugl skriger nu og da/ vinterskyer

Græsset er grønt-grønt køerne går forbi

Mizuhara Shuoshi
1892 – 1981

Shuoshi var Kyoshis discipel. Han skrev haiku i den traditionelle form med årstidsfornemmelse, men hans haiku kombinerede drama og farve på en måde, som ikke er så gennemgribende opnået af andre digtere f.eks.

Sat i en vase

Magnoliaen fra de fjerne bjerge

Åbner sine blomster

Den store hund

Springer op for at hilse

Juni mørke

Mose eller rismark

På planteskolens kam

En kurv med snegle

Professor Kazuo Sato  mente om det sidste haiku, at enten er det ved at skumre eller også er det tåget, så man ikke kan se, om landskabet er vildt eller opdyrket.

Hashimoto Takako
1899 – 1963

Takako var en af de kvindelige haikudigtere.

Hun begyndte sine studier under en anden kvinde, men hun blev førende digter blandt de, som havde studeret under Kyoshi og Shuoshi for senere at bryde med dem begge. Hun grundlagde tidsskriftet Tenro (sirius) i 1948 sammen med en anden digter.

Takako kan skrive digte af stor skønhed og slående drama, selvom de er om meget traditionelle emner f.eks.

Midt i tågen

Til cikaderne i lysningens skrig

Kommer daggryet

Mange af Takakos haiku involverer hende selv, hun bliver aktiv deltager, både i hendes følelser og tanker.

Nyvasket hår

Hvor jeg end går

Drypper det

Nakamura Kusatao
1901 – 1983

Kusatao studerede hos Shuoshi, som anbefalede traditionel form og årstidsangivelse. Tre af dennes elever dannede ”Bevægelsen til udforskning af mennesket”. De blev dybt berørt af krigen, men Kusatao levede dog et langt liv som haikumester og magasinredaktør.

Han havde sans for den finere mening af enkle handlinger og iagttagelser.

Som en død ven lægger

Sin hånd på skulderen

Varmer efterårssolen

Kusatao ønskede at finde det menneskelige, det trøstende i verden omkring ham.

For at omfavne min kone

Går jeg hjem til frokost

I foråret

Kato Shuson
1905 - 1993

Shuson var oprindelig Shuoshis elev. Han samarbejdede med Kusatao om ”Bevægelsen til udforskning af mennesket”. Shuson var interesseret i døden og det makabre.

Hans bedst kendte haiku lyder således:

I brandens dyb

Så jeg den måde

Hvorpå en peon smuldrer

Han skrev dette efter et luftangreb, hvor hans hus blev ødelagt, og han og hans kone blev skilt fra deres børn. Undtagelsesvis kunne han skrive haiku om andre emner

Mens jeg ser ud over Tsugaru

Forlader sommerens sommerfugl

Min skulder.

I den isnende kulde

Tørrer hånden maskinen af

Stivner en gang imellem

Kaneko Tota
1919

Tota var Shusons elev. Han anvender de nye haikuideer på en måde, så de er fuldt integrerede i hans digte. Han bruger også metafor som Shuson.

Han kunne skrive:

Den benede laks

Er for Ainumoderen og hendes barn

En kilde til luksus

Den benede laks

I regnen ved daggry

Søens kød

Den benede laks

Søens rene jomfru

Med armene om knæene

Vi har nu lært elve haikumestre at kende, men haiku er også en national ”hobby” for japanerne. Der findes mange hundrede tusinder haikudigtere i Japan. En stor del af dem er kvinder. De er samlede i små klubber, hvor de mødes for at skrive, diskutere og publicere deres egne eller hinandens haiku. Der findes derfor også utallige haikutidsskrifter, som udkommer månedligt.

Denne gennemgang er i al væsentlighed bygget på William J. Higginsons ”The Haiku Handbook”, men som man ser af haikudigternes data, oplever de en historisk udvikling, som Bill ser helt bort fra. Der er de store ideologiers udvikling i Asien, som også afspejler sig i haikuverdenen. Der blev faktisk også skrevet proletariske og socialistiske haiku.

Krigene i dette århundrede griber også ind i haikudigternes tilværelse, dels skriver de haiku om dem, og slet ikke altid i en holdning som magthaverne ser fremmet. Dette medfører, at en del bliver fængslet. Mellem krigene gøres der forsøg på at udtrykke humanisme i haikuform.

Efter 2. verdenskrig organiserer de professionelle haikudigtere sig i foreninger. ”Modern Haiku Association” opstår 1947. Splittelse medfører, at der kommer en undergruppe med konservativ holdning, som senere bliver til en selvstændig forening.

I slutningen af 1900-tallet grundlægges så de internationale foreninger; i 1989 ”Haiku International Association og i 2000 ”World Haiku Association”, hvor den førstnævnte er mest traditionel.