HaikuDanmark.dk | |
Artikler |
|
|
|
|
|
Matsuo
Bashos liv og digtning af Niels Kjær Artiklen er en lidt forkortet udgave af
forordet til Ildfluer,
min oversættelse af 225 haiku af Basho, udgivet på
Forfatterforlaget Attika i 2011. Matsuo
Basho er alle tiders mest berømte japanske forfatter. I
sit hjemland har han nærmest guddommelig status, og i
resten af verden læses han som en af verdenslitteraturens
helt store lyrikere. Bashos liv Basho
blev født i 1644 i nærheden af byen Ueno i Iga-provinsen,
omtrent 50 km sydøst for Kyoto. På Bashos tid var Japan
ligesom i dag et kejserdømme med kejseren i Kyoto som det
formelle overhoved for 300 ligeværdige feudalherrer.
Reelt var landet imidlertid styret af en enevældig shogun
(overgeneral) og hans hær af professionelle samuraier. Fra 1603 og mere end 250 år frem var Japan således næsten
isoleret fra omverdenen under Tokugawa-klanens totalitære
shogunat.
Bashos far, Matsuo Yozaemon, var samurai hos en nær
slægtning til Iga-provinsens feudalherre, og 9 år gammel
blev Basho page for dennes søn, Todo Yoshitada. De to
ynglinge holdt begge af poesi og begyndte sammen at skrive
digte under vejledning af Kigin, en digter fra Kyoto.
Basho antog digternavnet Sobo og fik i 1664 sine første
to haiku publiceret i en antologi, udgivet i Kyoto. Hans
navn som samurai var på denne tid Matsuo Munefusa.
Imidlertid døde Yoshitada pludselig i 1666, og
Basho besluttede at forlade sin hjemegn. Det antages, at
Basho i de følgende år opholdt sig i Kyoto, hvor han som
elev af Kigin studerede filosofi, poesi og kalligrafi.
I 1672 flyttede Basho til Edo (nutidens Tokyo). Her
antog han digternavnet Tosei (”umoden fersken”) og
tilsluttede sig, under indflydelse af Nishiyama Soin
(1605-1682), Danrin-skolen. Denne retning ønskede at
forny digtningen ved at bruge dagligdags ord og
overraskende sammenligninger.
Bashos disciple byggede i 1680 en hytte til deres
mester, og året efter plantede en af hans elever et
banantræ (basho
på japansk) uden for hytten. Digteren følte sig åndeligt
beslægtet med dette enlige træ og kaldte sig først
herefter Basho – det navn, som vi i dag kender ham
under.
Efterhånden som Basho blev mere og mere berømt
som digter, voksede også hans indre uro. Midt blandt sine
mange beundrere følte han sig ensom. Det var på denne
tid, i starten af 1680’erne, at Basho for alvor begyndte
at praktisere zenbuddhistisk meditation under præsten
Butchos vejledning.
I 1682 nedbrændte den første Basho-hytte, og selv
om den senere blev erstattet af en ny, blev det for Basho
et signal til opbrud. I de sidste 10 år af sit liv
foretog han adskillige fodrejser rundt i Japan. Den længste
af disse rejser blev påbegyndt i 1689 og er skildret i
Bashos rejsebog, Den
smalle vej til det dybe nord. Bogen er i sig selv en
åndelig rejse: ”Sol og måne er evighedens vandringsmænd.
Årene, som kommer og går, er også farende svende. Ja,
livet selv er en rejse. For dem, der styrer et skib over
havet, og for dem, der bliver gamle på ryggen af en hest,
er landevejen deres virkelige hjem.”
Basho flyttede i 1692 ind i sin tredje hytte i Edo.
Plaget af depressioner forsøgte han en tid at isolere sig
fra omverdenen, men opgav det igen. I stedet besluttede
han at acceptere tilværelsen, som den er. I sommeren 1694
begav han sig ud på en ny rejse, men blev syg og døde i
Osaka i det tidlige efterår.
Bashos digtning Det
japanske haiku,
som består af 17 on
(”lydenheder” eller ”stavelser”) fordelt på 3
linier (5-7-5), er en af de korteste digtformer i verden.
Waka (som
nu mest går under betegnelsen tanka)
er den oprindelige japanske digtform. Et waka har 31
stavelser fordelt på 5 linier (5-7-5-7-7). Det første
nedskrevne waka, vi kender, er fra år 712 e. Kr., men
formen har rødder langt tilbage i japansk mundtlig
folkedigtning.
Ud fra denne digtform udviklede der sig efterhånden
en tradition for lange kædedigte, renga, som flere digtere
skrev i fællesskab. Den første digter skrev de
indledende tre linier (5-7-5), den næste digter skrev de
følgende to linier (7-7), den tredje digter skrev dernæst
igen tre linier (5-7-5) og så fremdeles op til 100 eller
flere strofer. Det klassiske renga nåede sit højdepunkt
i det 15., 16. og 17. århundrede.
Den indledende strofe (5-7-5) i et renga var af særlig
stor betydning, fordi den anslog hele kædedigtets tema.
Denne strofe kaldtes hokku,
hvilket på japansk betyder ”begyndelse”. På Bashos
tid, d.v.s. i det 17. århundrede, udviklede hokku sig til
et selvstændigt kortdigt, men først i slutningen af det
19. århundrede fik digtformen betegnelsen haiku.
Skønt det altså er en anakronisme, vil jeg alligevel i
denne artikel tillade mig at tale om Bashos ”haiku”.
Basho var i sin samtid mest kendt som renga-mester;
men det er især som haiku-digter, han senere er blevet
verdensberømt. Før Bashos tid havde ingen realiseret
haikuets fulde potentiale. Det blev Basho, der udviklede
digtformen til en selvstændig litterær genre. Hans haiku
er enkle uden at være banale, dybe uden at være dunkle.
Som nævnt var Basho påvirket af zenbuddhismen.
Denne variant af buddhismen, Ch’an
(”meditation”), opstod i Kina i det 6. århundrede
og kom til Japan i det 12. århundrede. Her slog den dybe
rødder og blev omformet til et fornemt udtryk for japansk
kultur, Zen.
Zen tilskynder mennesket til at søge personlig
oplysning (satori)
gennem en strengt disciplineret indsats. I zen gælder det
om at opnå oplysning ved at fordrive alle
vrangforestillinger og alt sansebedrag, og dét, der
bedrager folk allermest, er sproget. Derfor er det i zen
vigtigt at bruge så få ord som muligt, både når man
taler, og når man skriver. I stedet for en logisk
argumentation lagde zen-munkene vægt på det intuitive
svar. Således udviklede brugen af koan
sig. Et koan er et spørgsmål, som zen-mesteren
stiller sin discipel. Det er umuligt at besvare et koan på
rationel vis, så disciplen tvinges til at svare på en
anden måde.
Rinzai-sekten,
inden for zenbuddhismen, tror, at oplysningen (satori) vil
indtræffe pludselig som et lyn fra en klar himmel. ”Den
højeste Sandhed” vil således ikke blive åbenbaret
gradvist, men sandheden vil blive fundet af den enkelte i
et givet øjeblik. Et absurd svar eller et paradoks, man
mediterer over, kan føre til den store oplysning i et
pludseligt glimt af indsigt og erkendelse. Det er en
enten-eller situation; det er alt eller intet.
Indflydelsen fra zen spredte sig i Japan langt uden
for det religiøse felt. F.eks. står sten-haverne,
te-ceremonien og blomster-kunsten alle i gæld til zen. Et
af grundbegreberne i denne kultur er forestillingen om sabi.
Det er vanskeligt at oversætte ”sabi” med et enkelt
ord. ”Sabi” er nærmest en stemning af ensomhed,
resignation og stille vemod, der gennemsyrer hele tilværelsen.
En del af zen-munkene blev betydningsfulde
forfattere, selv om litterær aktivitet måske kan synes
at stå i et modsætnings-forhold til overbevisningen om,
at sproget er den vigtigste årsag til det menneskelige
selvbedrag. Zenbuddhisterne sammenlignede ofte lyrik med
zen, og mange af dem skrev selv digte.
Udfordringen i zen drejer sig om at møde hvert
enkelt øjeblik med et klart og åbent sind og en ren ånd.
På tilsvarende måde er den fulde indlevelse i det nærværende
øjeblik (her og nu) selve hjerteslaget i
haiku-digtningen. Flere af de første haiku-digtere var da
også zenbuddhister, bl.a. den berømteste af dem alle,
Basho. Zen har bidraget til Bashos digtning både med den
umiddelbare sanseoplevelse af årstidernes skiftende
kende-tegn og med en simpel ligefremhed i den sproglige
form.
I den japanske naturæstetik er kirsebærblomsten
forbundet med foråret, andre blomster med sommeren, månen
med efteråret og sneen med vinteren. Måne-beskuelsen og
kirsebærblomst-beundringen er de to vigtigste
manifestationer i den japanske naturdyrkelse. Månens
kredsløb afspejler således naturens evige kredsløb, og
kirsebærblomsten symboliserer det korte, forgængelige
liv.
Et godt haiku kan opfattes som et muligt svar på
det føromtalte koan, eftersom det rummer en paradoksal
tilnærmelse mellem ideal og virkelighed. I haiku-øjeblikket
mødes det evige og det forgængelige i naturen og
indfanges af digteren uden subjektive bemærkninger eller
fortolkninger. Det bedst kendte eksempel er Bashos berømte
haiku
Den gamle dam –
en frø springer i –
lyden af vand
Det er et lynnedslagsagtigt sammenstød som dette,
der har givet Bashos haiku ry for at være rendyrket
zen-lyrik. Hvert eneste ord i dette korte digt er en del
af et eksperiment. Og ordene skaber, når de føjes
sammen, en nirvana-agtig
oplevelse i læseren. Hermed være dog ikke sagt, at læsningen
af Bashos digte forudsætter kendskab endsige tilslutning
til zenbuddhismen.
Vi kender i alt 1012 haiku fra Bashos hånd.
For overskuelighedens skyld vil jeg i det følgende
inddele Bashos digtning i fire perioder:
1. Tidlige
haiku 1662-1679
Det tidligste af Bashos haiku, som er bevaret,
stammer fra 1662, hvor digteren var 18 år gammel. Som så
mange andre digtere fra denne tid forsøgte Basho først
og fremmest at være underholdende i sin lyrik. Hans
tidlige haiku er derfor præget af vittige ordspil og
overraskende sammenligninger. 2.
Eksperimenterende
haiku 1680-1683
Som tidligere nævnt blev den første Basho-hytte
bygget i 1680, og Basho brugte herefter de næste 3-4 år
på at finde sin egen identitet som digter. Dels
eksperimenterede han med formen, idet nogle af hans haiku
fra denne periode bryder med det traditionelle 5-7-5 mønster.
Dels rendyrkede han sin teknik ved at sammensmelte
elementer fra den klassiske poesi med en ny objektiv
enkelhed i sproget.
3. Haiku fra
rejsedagbøgerne 1684-1691
Det var i løbet af det sidste tiår af sit liv, at
Basho foretog de lange rejser, som resulterede i en række
rejsedagbøger, haibun,
hvori korte prosastykker og haiku afløser hinanden.
Eksempelvis indeholder Den
smalle vej til det dybe nord mange af Bashos bedste
haiku.
4. Sidste
haiku 1692-1694
Bashos sidste år var som omtalt præget af
frustration og bitterhed, men han forsøgte at overvinde
sin fortvivlelse ved at acceptere livet, som det er.
Bashos sene haiku er præget af den livsfilosofi, som
kaldes karumi
(”lethed”). I digtene beskriver han hverdagens elementære
skønhed i et helt enkelt sprog, ofte uden brug af verber.
|