DET KLASSISKE JAPANSKE HAIKU

(Oplæg af Niels Kjær holdt på haikudagen i Aarhus, søndag den 19. marts 2017)

Først lidt om det japanske sprog. Japansk er (ligesom kinesisk) et tegnsprog. Men der er alligevel store forskelle.På kinesisk skal man kende mange tusinde skrifttegn (hànzi), hvor hvert enkelt tegn repræsenterer et ord eller en del af et ord.                                                                                                         På japansk er det lidt anderledes.Der er faktisk hele tre forskellige japanske tegn-alfabeter. De to første er rent japanske lyd-alfabeter, som hvert indeholder 46 tegn (kana). Altså i alt 92 kana, som omtrent svarer til vore stavelser, fx ”a” eller ”li” eller ”to”. Det éne lyd-alfabet kaldes Hiragana og bruges primært til japanske ord, og det andet lyd- alfabet kaldes Katakana og bruges primært til fremmedord.                                                                                                           I princippet ville enhver japansk tekst kunne skrives med disse to lyd-alfabeter, og så ville det ikke være så svært endda. Men i praksis skrives rigtig mange ord – ikke mindst i litterære tekster med de kinesiske skrifttegn, som i Japan kaldes kanji. Disse kinesiske kanji udtales helt anderledes på japansk end på kinesisk, men de betyder i reglen det samme.

Japansk lyrik:

Den oprindelige japanske digtform er waka.  Et waka indeholder 31 stavelser, fordelt på 5 linjer med henholdsvis 5, 7, 5, 7 og 7 stavelser i de enkelte linjer.                                                             Waka betyder simpelthen ’japansk digt’eller ’japansk sang’, men digtformen kaldes i nyere tid også tanka, hvilket betyder ’kort digt’ eller ’kort sang’.                                                                              Disse 5-linjede digte med 31 stavelser var den helt almindelige og dominerende japanske digtform i næsten 1000 år, fra ca. år 750 og op til begyndelsen af det 17. århundrede.   

Et eksempel på et sådant tidligt waka er følgende digt af FujiwaraYatsuka, som levede i 700-tallet:

Kirsebærtræet                                                                                                            nær ved min elskedes hus                                                                               står nu i fuldt flor –                                                                                            når det engang bærer frugt                                                                           véd jeg hvad jeg vil gøre                                                              

På et tidspunkt i det 16. og det 17. århundrede blev det populært i Japan at skrive lange kædedigte, de såkaldte renga. Det foregik på den måde, at en flok digtere samledes til et lille selskab. Én af digterne præsenterede så de første tre linjer til kædedigtet. Disse tre linjer kaldtes ’hokku’, som på japansk betyder ’begyndelse’, og de tre linjer var på henholdsvis 5, 7 og 5 stavelser, altså i alt 17 stavelser. En anden deltager i selskabet føjede så de næste to linjer til kæde-digtet med hhv. 7 og 7 stavelser. Dernæst igen tre linjer med 17 stavelser og to linjer med 14 stavelser og så videre og så videre. Der var en lang række tekniske regler, som jeg i denne sammenhæng vil forbigå i tavshed.                                                                                        Men det korte af det lange er, at de første tre linjer, altså ’hokku’, i kædedigtet var af enorm stor betydning for hele digtet. Og nogle digtere var helt klart dygtigere end andre til at skrive sådanne tre linjer. Én af de helt store mestre i den kunst var Matsuo Basho, der levede fra 1644 til 1694, og han udviklede faktisk hokku’et til en selvstændig digtform, der senere fik navnet ’haiku’.

Grundregler for haiku:

Vi vil nu gå over til at se på nogle af de vigtigste grundregler i det klassiske japanske haiku. Og lad mig sige det straks. Der er ingen af disse regler, der er totalt ufravigelige. Der kan findes eksempler (også hos de store japanske haiku-mestre) på brud på de almindelige regler, men det er i så fald netop de undtagelser, der i øvrigt bekræfter reglerne. Altså:

Regel nr. 1: Et klassisk japansk haiku indeholder 17 ’on’. En on er sådan en lydenhed, som jeg omtalte før, da jeg fortalte om det japanske sprog. Det svarer omtrent (men ikke helt) til det, vi i vores vestlige sprog kalder stavelser. Så for nemhed skyld siger vi, at et klassisk japansk haiku skal indeholde 17 stavelser, der falder i tre afsnit eller tre linjer med 5 stavelser i første linje, 7 stavelser i anden linje og 5 stavelser i tredje linje.

Regel nr. 2: Et haiku er altid i nutid. Det er altså ikke en erindring om noget, der skete engang for længe siden eller i går. Det er tværtimod her og nu. Det er et øjebliksbillede. Somme tider sammenligner vi et haiku med et fotografi, et snapshot, hvor et enkelt flygtigt øjeblik er fastholdt i billedets form.

Regel nr. 3: Et klassisk japansk haiku henviser altid til en helt konkret situation. Derfor er det også en sanset oplevelse. Digteren ser, hører, mærker, lugter og smager. I et haiku gælder det altså om at bruge sine fem sanser.

Regel nr. 4: Et klassisk japansk haiku foregår ude i naturen. Det handler altså mere om den egentlige natur end om den menneskelige natur. I det japanske haiku hører vi om træer, blomster, græs, dyr og fugle, bjerge og floder, sol og måne osv. osv.

Regel nr. 5: Et klassisk japansk haiku henviser altid til en bestemt årstid. Det sker ved, at der i ethvert haiku optræder et kigo. Det vil sige et ord, der på en eller anden måde signalerer en årstid. Hvis der fx står sne, véd vi, at det er vinter. Hvis der står kirsebærblomst, véd vi, at det er forår. Osv.

Det er imidlertid ikke altid helt så indlysende for en vestlig læser, hvad årstidsordet er i et japansk haiku. Det kræver undertiden et kendskab ud over det almindelige til japansk kultur. Fx forbindes ”diset måneskin” i Japan med forår, mens fuldmånen ofte optræder som høstmånen og dermed forbindes med efterår.  

Regel nr. 6: I et vellykket japansk haiku vil der typisk være et brud. Enten mellem første og anden linje – eller mellem anden og tredje linje. På den måde støder det evige og det flygtige sammen – eller den store natur møder det enkelte individ. Fx som i følgende haiku af Basho:

Tidlig sommerregn –                                                                                                 en silkeorm sygner hen                                                                                                                                                     i morbærmarken

Basho var praktiserende Zen-buddhist, og i Japan er der en sammenhæng mellem Zen-buddhismen og haiku. Den sekt indenfor Zen, som hedder Rinzai-sekten lærer, at den store oplysning (Satori kaldes den på japansk) ikke kan opnås gradvist, men at den vil indtræffe pludseligt som et lyn fra en klar himmel. (En slags pludselig åbenbaring eller vision, ville vi måske sige.) Og netop her kan et godt haiku måske hjælpe én til at ramme den tilstand, hvor man oplever det evige og det flygtige smelte sammen i ét øjeblik. Men også i en vestlig sammenhæng kender vi jo dette med, at vi kan opleve evigheden i et enkelt øjeblik. Så man behøver altså ikke at være Zen-buddhist for at beskæftige sig seriøst med haiku…

Sammenfattende kan man måske sige det sådan, at et godt haiku helst skal stå helt klart på nethinden, men at det også meget gerne må pege videre ud over sig selv, så at det sætter tankerne i gang hos læseren eller tilhøreren.

Vi har nu gennemgået nogle af de vigtigste regler i det klassiske japanske haiku. Jeg vil derfor nu gå over til at præsentere nogle få af de store japanske haiku-mestre.

De store mestre

Den første af de store mestre er den føromtalte Matsuo Basho, der levede fra 1644 til 1694. Egentlig hed han slet ikke Basho, og hvordan han fik det navn, skal jeg senere fortælle. Han hed egentlig Matsuo Munefusa. Han blev født i nærheden af byen Ueno i Iga-provinsen omtrent 50 km sydøst for Kyoto.                                                                                                                              På Bashos tid var Japan (ligesom i dag) et kejserdømme. Kejseren residerede i Kyoto som det formelle overhoved for ca. 300 såkaldte daimyoer, en slags feudalherrer.   Den reelle magthaver var imidlertid ikke kejseren, men en enevældig shogun og hans hær af samuraier. Fra 1630 og mere end 200 år frem var Japan således næsten  isoleret fra omverdenen under Tokugawa-klanens totalitære shogunat.

Bashos far var faktisk samurai, og eftersom det var en arvelig stilling, var Basho altså også født til at skulle være en samurai, dvs. en kriger, men vel at mærke en kriger med klassiske idealer og klassisk dannelse, omtrent som ridderne i Middelalderens Europa. Da han var 9 år gammel, blev Basho page for sin feudal-herres søn, TodoYoshitada. De to ynglinge studerede sammen, og begyndte begge to at skrive poesi, men så døde Todo pludselig i 1666, da Basho var 22 år gammel.

Herefter forlod Basho sin hjemegn og opgav at blive samurai. Han valgte i stedet den langt mere usikre levevej at blive digter. Basho flyttede først til kejserbyen Kyoto og senere –  i 1672 – til Edo (det nuværende Tokyo). I sin ungdom eksperimenterede Basho meget med form og indhold i sine digte. Som jeg sagde før, var det ham, der udviklede det lille tre-linjedehokku til en selvstændig litterær genre.

Efterhånden begyndt Basho også at få disciple, og disse byggede i 1680 en hytte til ham. Uden for hytten plantede de et banantræ, som Basho blev meget glad for og nærmest identificerede sig med. På japansk hedder et banantræ ”basho”, og det var derfor han valgte dette ord til sit digternavn, Matsuo Basho.

Jeg vil nu læse nogle eksempler på Bashos ungdomsdigte. De er taget fra min oversættelse af Bashos haiku, som hedder ”Ildfluer”, hotaru på japansk. Og hvis nogen nu studser over, at der i disse gendigtninger ikke er præcis 17 stavelser, så er det fordi jeg har lagt vægt på at oversætte så præcist som muligt, uden på dansk at tage hensyn til stavelser.

Nr. 59 (side 19), nr. 72 (side 20), nr. 120 (side 22), nr. 143 og 144 (side 25).

Efter at Basho var fyldt 40 år, begyndt han for alvor at rejse rundt i Japan, både for at opleve landet og for at besøge sine beundrere. Bashos rejsedagbøger (med indlagte haiku) er klassikere i japansk litteratur. Denne genre med blanding af prosa og poesi kaldes på japansk haibun. Den mest berømte af Bashos rejsedagbøger er okunohosomichi (fra 1689), som på dansk betyder sådan noget som Den smalle vej til det dybe nord. Bogen selv er en åndelig rejse (citat på s. 8).

Her er nogle eksempler på haiku fra Bashos rejsedagbøger:

Nr. 206 (s. 31), nr. 235 (s. 34), nr. 398 (s. 55), nr. 519 (s. 67), nr. 531 (s. 69), nr. 568 (s. 75), nr. 663 (s. 86), nr. 696 (s. 89) og nr. 733 (s. 93).

Bashos sidste leveår blev temmelig mørke. Han var i flere perioder plaget af depressioner, og på et tidspunkt isolerede han sig fra omverdenen. Senere åbnede han dog atter op, og han forsøgte at acceptere tilværelsen som den er. Han besluttede at tage verden med en vis lethed –  karumi kaldte han det. I sommeren 1694 drog Basho ud på en ny rejse, selv om han var svag. Undervejs blev han syg, og han døde i Osaka i det tidlige efterår 1694.

Her er nogle eksempler på Bashos sene haiku:

Nr. 779 (s. 101), nr. 804 (s. 103), nr. 897 (s. 114), nr. 906 (s. 115), nr. 956 (s. 121), nr. 993 (s. 125) og nr. 1011 (s. 128).

ooOoo

Så meget om Basho!

Nu vil jeg sige et par ord om en kvindelig haikudigter ved navn Fukuda Chiyo-ni. Hun regnes normalt ikke med i rækken af de fire helt store japanske haiku-mestre, men jeg synes alligevel, at hun fortjener at blive nævnt i denne sammenhæng.

ooOoo

Den tredje, jeg vil nævne, er Yosa Buson, der er lidt yngre end Chiyo-ni. Han hed egentlig Tanigushi, men valgte sig ca. 30 år gammel digternavnet Buson. Betydningen er usikker, men måske betyder Buson noget i retning af ”ukrudt i haven”.

Buson blev født i året 1716 i landsbyen Kema i Settsu-provinsen i nærheden af Osaka. Han blev tidligt forældreløs, og 20 år gammel slog han sig ned i Edo, det nuværende Tokyo. Her blev han elev af en af Bashos disciple, så Buson tilhører (ligesom Chiyo-ni) den såkaldte Basho-skole. Busons valgsprog var da også: Tilbage til Basho!

Buson studerede også billedkunst, og han regnes for en af det attende århundredes største japanske kunstnere inden for landskabsmaleriet og haiku-maleriet.

Senere i livet rejste Buson en del i Bashos fodspor, inden han slog sig ned i Kyoto, giftede sig og fik en datter.

Det er Busons evner som billedkunstner og iagttager, der giver hans haiku en særlig kvalitet.

Buson døde i 1783, men mere end 100 år senere blev han forbillede for den bevægelse, der med Shiki i spidsen skabte det moderne haiku.

Her er nogle eksempler på Busons haiku, hentet i min Buson-oversættelse, ”Sommersol og vintermåne”

Side 19, 27, 31, 83, 85, 95, 113, 117, 137, 161, 167, 169 og 183.

ooOoo

Den fjerde i rækken er Kobayashi Issa, der levede fra 1763 til 1827.                                                                                                                        Issa blev født i Kashiwabara, og han havde en ret ulykkelig barndom med en ond stedmor. Han blev mobbet af de andre børn i landsbyen.   Som 15-årig blev han smidt ud hjemmefra, og hans voksenliv blev også fuldt af sorger og bekymringer. Han blev flere gange enkemand, og hans børn døde også fra ham.                                                                                                                        Måske var det netop på grund af alle disse vanskeligheder, at Issa udviklede en stor solidaritet og sympati med alle levende væsener, også insekter som lus og fluer. Denne sympati ligger i øvrigt også i naturlig forlængelse af buddhismens grundsyn.                                                                                                                                 Issas haiku rummer ofte en varm humor.

Her er nogle eksempler, hentet fra antologien ”Japansk forår”

Side 99. 105, 106, 111 og 113.

ooOoo

Den femte og sidste af de store haiku-mestre, jeg vil nævne her i dag, er MasaokaShiki, der levede fra 1866 til 1902. Han blev født i Matsuyama som søn af en samurai, der døde da Shiki var 5 år gammel. Shikis mor var lærer, og hun forsørgede familien.

Da Shiki var sidst i tyverne, arbejdede han som krigs-korrespondent i Kina og pådrog sig sygdommen tuberkulose. Det betød han blev nødt til at rejse hjem, og han måtte også opgive sine studier i klassisk japansk litteratur. Herefter koncentrerede Shiki sig (ofte fra sit sygeleje) om sit forfatterskab, både som digter og som kritiker.

Det var således Shiki, der fornyede både det 5-linjede med 31 stavelser og det 3-linjede digt med 17 stavelser – og indførte de nye betegnelser: Tanka i stedet for waka, og haiku i stedet for hokku.

Shiki døde i 1902 kun 35 år, men hans korte virke fik stor betydning for eftertiden.

Her er nogle eksempler på Shikis haiku, hentet fra antologien ”Japansk forår”.

Side 120, 121, 124 og 127.  

Niels Kjær