standardside

Den 15. juni præsenterede Det Poetiske Bureaus Forlag antologien Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina i Skt. Lukas kirke i Århus under LitteratureXchange. Antologien indeholder udvalgte digte og haiku af 43 digtere og forsøger at give et overblik over lyrikken fra selvstændigheden i 1992 og frem til i dag. Antologien er på 650 s. og tosproget – bosnisk/kroatisk/serbisk og dansk. Såvel kroater som serbere og bosniakker fra Bosnien-Hercegovina er fyldigt repræsenteret. De fleste digtere er bosat i landet, men flere er på grund af krigen 1992-1995 bosat i andre lande, bl.a. i Danmark, Norge og Sverige.

Antologien er redigeret af Thorvald Berthelsen, Jane kabel og Milena Rudež. Digtene er hovedsageligt oversat af Jane Kabel og Milena Rudež. Thorvald Berthelsen har skrevet forord, og den unge bosniske digter Sead Husić efterord..

I 2015 deltog jeg sammen med den dansk-bosniske digter Milena Rudež i den 4. Internationale Lyrikfestival i Brčko. Det var mødet med digterne fra Bosnien-Hercegovina dér, som førte til at antologien blev til.

Brčko, med dens 90.000 indbyggere, var blandt de hårdest ramte områder under krigen på trods af at serbere, kroater og muslimske bosniere længe forsøgte at holde byen udenfor krigen i enighed. Over 80 % af byen og de omliggende landsbyer blev jævnet med jorden og 90 % af byens muslimske og kroatiske indbyggere blev dræbt eller tvunget væk fra byen.

Det er 22 år siden Dayton-aftalen afsluttede krigen i Bosnien (1992–1995). I dag er Brčko genopbygget, selvom der stadig er et stykke vej igen til viljen til at samarbejde med og opbygge Bosnien-Hercegovina bliver reel fra alle sider, også fra EU's side.

De lokale forfattere har i årevis udgivet tidsskriftet Riječ (Ord), grundlagt af Žarko Milenić, der udkom i hele det tidligere Jugoslavien, og afholdt arrangementer som den 4. Internationale Lyrikfestival.

Her mødte jeg en digtergeneration, der er dybt præget af en barndom under krigen, men alligevel har overskud til at bygge bro over krigens afgrunde og til Europa og Verden. Deres lyrik er i levende dialog med nutidig europæiske lyrik og er i løbende opgør med krigshetzens forkrøbling af menneskelighed og samliv henover kulturer og grænser. Som Sead Husić skriver i digtet Barndom:

Nogle tumper skændtes døgnet rundt
og forvandlede min barndom
til et livagtigt minde.

Antologien er den første i en serie med ny lyrik fra områder i Verden, hvis kultur vi ikke kender ret meget til for: ”Der findes kun en civilisation – vores!”, som Pia Kjærsgaard har udtrykt det. Antologien og serien modvirker forhåbentlig den slags uvidenhed og fordomme. Den næste bliver Ny kurdisk lyrik.

Vi har i høj grad brug for at få et udblik med mere vidvinkel i verden. I de senere mange år har vores orientering været alt for domineret af nord- og vesteuropæisk kultur med fokus på USA, trods
vort mangeårige medlemskab af et EU, der nu også omfatter Sydøst- og Østeuropa.

Naturligvis spiller den blodige krig med etniske udrensninger, landet blev født i og som førte til en hidtil uset opsplitning i serbiske, kroatiske og bosniske områder, stadig en rolle for selv de yngste digtere i samlingen. Men den lægger vægt på den nyere digtning, der i dialog med verdenslyrikken afviser nationalismens forkrøbling af menneskelighed og samliv på tværs af grænser og modarbejder at sproget bliver spændt for nogensomhelst ideologier. ”Den politiske opgave er at modsætte sig enhver politisk opgave; kritik af herredømme er den produktive uro.” (hans magnus enzensberger)

Digtningen kredser i dag mere om en ny fælles eksistens med rod i – og i opgør med Bosnien-Hercegovinas lange historie. Hele regionen og den nuværende hovedstad, Sarajevo, fungerede tidligere som en kulturel smeltedigel, hvor Centraleuropa, Mellemøsten og det østligemiddelhavsområde mødtes. Det eksil, som en del digtere blev tvunget ud i af borgerkrigen, har fornyetbåde deres og de hjemmeboende digteres forarbejdning af påvirkninger fra øst og vest, nordog syd til en poesi med fokus på sprogets rolle. Dets rolle i erkendelsen, bearbejdning af krigen og den helt nærværende efterkrigseksistens, så virkelig kommunikation kan opstå

De er de smilende punktummer
- spredt ud i det blå -
der afslutter himmelske sætninger

Digterne afviser, at digtning i dag kan være den store nationale, ideologiske identitetsskaber, i deres løbende opgør med nationalismens forkrøbling af menneskelighed og samliv henover kulturer og grænser. Den bliver først vedkommende når den engagerer sig i den nære virkelighed. De afmonterer den forældede tradition og den traumatiske stilstand, der hele tiden udskyder livet.

Med deres poesi er de gået i gang med at skabe ikke bare ny digtning men også en ny kulturel identitet i et Bosnien-Hercegovina i Europa og Verden.

Antologien indeholder usædvanligt nok også haiku digtere. Bl.a. den i Danmark boende lærer og forfatter, Tomislav Čale, der har udgivet digtsamlingerne Det ekscentriske hjerte, 2010, og I en falsk drøm, 2015:

Og digteren og maleren Joso Živković fra Kostrč ved Orašje, Bosnien-Hercegovina, hvis seneste digtsamling Sammenbruddets stilhed udkom i 2016:

Tidsskriftet Riječ’s grundlægger Žarko Milenić fra Brčko bidrager selv med humoristisk sorte haiku:

Man kan ikke undgå at blive imponeret og inspireret af det digteriske overskud, der medfører en mangfoldighed af udtryk med nye udmøntninger af traditionen og en fornyelse af poesien gennem et endnu større udblik end vi er vant til.
Der tændes også advarselslamper om, hvor truet menneskelighed og mellemmenneskelig kommunikation hele tiden er. Men især demonstrerer den bosnisk-hercegovinske lyrik digtningens fornyelse af sproget og dets anvendelighed til virkelig kommunikation under selv de vanskeligste vilkår. Bosnien-Hercegovina bliver mere nærværende og digtene gør os klogere på den europæiske tradition og nutid, vi er en del af.

Thorvald Berthelsen, forfatter og redaktør af Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina