De små digte fylder ganske pænt i Italien
af Kirsten Nørgaard  

Når jeg har tolket fra italiensk til dansk, er det ofte sket, at danskerne har tvivlet på, om jeg virkelig oversatte alt, hvad italienerne sagde. Det tager simpelthen længere tid at sige tingene på italiensk. Det er ikke kun fordi de snakkesagelige italienere kan lide at brede sig og ofte siger tingene flere gange i samme sætning. Italiensk er simpelthen et sprog med mange og lange ord. Når vi på dansk kan skrive ’englevinger’ eller ’månelys’ , er italienerne nødt til at bruge delingsartikel og skrive ’ali di angeli’ og ’chiaro di luna’, og så har de straks ekstra stavelser at slås med.

Kan det så overhovedet lade sig gøre at skrive haiku på italiensk? Ja, selvfølgelig, fristes jeg til at sige. Italiensk har andre fordele. Det er digternes sprog,  og dets klang og musikalitet giver mange af de italienske haiku en fin og naturlig rytme. Der er også en vis frihed i ordstillingen og nogle syntetiske verbalformer, som giver lethed.

al fiore giallo                                     til den gule blomst
di cui non si sa il nome                      man ikke kender navnet på
chiedere scusa...                                  bør man sige undskyld

I sidste linje er brugt en italiensk infinitiv. Det ville blive svært at få den rigtige mening frem på dansk ved skrive ”sig undskyld” eller ”at sige undskyld”. Men den slags smutveje har man på italiensk.  

Før og nu

Der er dog ikke mange italienske digtere, der har forsøgt at skrive så kort og præcist, som det kræves af haiku. En af dem, der kom tættest på var Giuseppe Ungaretti (1888-1970), der ofte skrev i en tæt, hermetisk stil, som mindede om haiku. http://www.borgen.dk/product.asp?product=287

Det er mit indtryk, at haiku først for alvor har vundet frem inden for de sidste år. Men nu rykker det til gengæld. Internet har selvfølgelig en stor andel i udbredelsen. Her møder man, som på haiku-sites på andre sprog, et meget broget billede, og ikke alle ønsker at overholde stavelsesreglen. De bedste er at finde blandt dem, der skriver meget klassiske haiku. De kan for eksempel læses – også på engelsk – på World Haiku Rewiev’s italienske side: http://www.worldhaikureview.org/5-1/whcitalian.shtml  

Udgivelser

Søger jeg i den største italienske net-boghandel får jeg opgivet 32 titler fra 1998 til 2005. De ”store” japanere fås i forskellige udgaver, der findes et par små antologier, Kerouac er naturligvis oversat, og så er der enkelte forfattere, som har udgivet haiku-samlinger. Et mindre forlag har hele 10 haiku-bøger i deres katalog. Nogle af disse samlinger kunne jeg ikke længere få fat i, men et lille udpluk kunne skaffes hjem via nettet.

Blandt dem vil jeg fremhæve Alessandro Petri, der vandt 1. præmien i en landsdækkende haiku-konkurrence i 2001. Petri er ønolog og bor på en berømt allé, der besynges af digteren Carducci. Den toskanske natur har inspireret ham til en lille bog med kun tyve digte, fem for hver årstid. ”Vinden i cypresserne – etruskiske haiku” (”Il vento tra i cipressi” Masso delle Fate Edizioni) er en helt igennem klassisk samling med smukke blæktegninger. Her er et af forårsdigtene (sammenfald af vokaler tæller for èn stavelse på italiensk):

Gli echi di un lampo,                                              Genlyde af et lyn

nel lustro occhio di un bove                                  i en okses blanke øje

mite, nel verde                                                                   mild, i det grønne

Her er en dobbelt betydning, fordi ’okseøje’ også kan betyde et ovalt vindue på italiensk.

En anden bog, som bør nævnes, er Pier Luigi Bacchinis ”Cerchi d’acqua” (”Ringe i vand”, som jeg også nævner i min artikel om korte digte på www.sentura.dk). En samling meget smukke og enkle, kortdigte, som han kalder haiku. Tilhængere af 17-stavelsesreglen vil naturligt nok hævde, at digteren ikke burde kalde sine digte for haiku, for her moduleres frit over den bundne japanske form. Ser man på indholdet er der dog ingen tvivl om haiku-slægtskabet.

Albergo                                                                               Hotel

Piove da giorni. Nuvole basse               Det har regnet i dagevis. Lave skyer

guardate dalla veranda                                  set fra verandaen

- Molti sono partiti.                                   - Mange er rejst.

Moppedrengen

For ikke så længe siden var der i Italiens største dagblad ”il Corriere della Sera” en stor artikel om haiku på forsiden af kulturafsnittet. Anledningen var udgivelsen af en antologi af japanske haiku, udarbejdet og oversat af en ung ekspert i orientalske sprog og kulturer, Irene Starace. ”Den store haiku-bog” (Il Grande Libro degli Haiku), der rummer haiku fra år 710 frem til 1912, er en stor hvid mursten på mere end 1500 sider, hvor hvert enkelt haiku er tildelt to sider, på venstre side de japanske skrifttegn og på højre lydskrift og italiensk oversættelse. En fodnote forklarer kigo i hvert haiku.

Jeg burde nok ikke sammenligne danske og italienske forhold når det gælder opmærksomheden omkring haiku-digte og lyrik i det hele taget, men jeg kan alligevel ikke lade være med at være en smule imponeret over, at emnet får får så megen spalteplads i en så vigtig avis, og jeg kan godt lide tanken om, at et enkelt lille-bitte digt får lov til at brede sig over to sider i en bog. Meget tyder på, at interessen for haiku breder sig, både i Danmark og i Italien.  

Links
- den bedste side – som også er på engelsk: http://www.worldhaikureview.org/5-1/whcitalian.shtml
- et meget strengt manifest: http://haiku.cascinamacondo.com/pdf/haiku_2006/manifestoitaliano.pdf
- haiku-blog på italiensk:
http://haiku.iobloggo.com