Du kunne også have kaldt din bog “Knytæg – uden afveje”, for digtene har en meget direkte kurs og går lige ind -uden afveje og omkørsler. Du skal vide, at Knytæg har fået fast parkeringsplads på mit sengebord.Jeg er meget fascineret af den både sproglige og indholdsmæssige kreativitet, du udfolder i de stramme rammer Haiku sætter! Det giver et fantastisk perspektiv, så digtene bliver næsten rumlige oplevelser. Jeg kommer til at tænke på begrebet “de mange intelligenser” fra min tid på lærerseminariet.

Intelligens skal i den sammenhæng forstås som cerebralt udviklingspotentiale, der har behov for stimulans. Fin tanke, at mennesket  har mange lligeværdige spor og dermed mulighed for et mere nuanceret og rigt liv. Der er mange måder at lære på.
Da jeg læste Knytæg følte jeg, at den ramte mig “lige i alle intelligenserne”! Jeg blev rørt sprogligt og musisk, men faktisk rykkede digtene også ved det matematiske, det rumlige og ikke mindst det inter- og intrapersonelle. Og hvis jeg medtænker Haiku-oplæsningen “Under Lindene” på Hald, blev også på de sidste to intelligenser, nemlig den kinæstetiske og den naturalistiske, indvolveret! Det var en fin time under det grønne med Haiku, farver, dufte vind og vejr!

Så, altså: pletskud!

I øvrigt –

Jeg har et spørgsmål til dig.

Så vidt jeg har forstået er den danske Haiku mindre stringent end den traditionelle japanske – både i form og indhold. Men det lyder som om formen 5-7-5 også på dansk er vejledende, selvom det ikke er et krav. Hvordan forholder I jer til forholdet mellem talesprog og skriftsprog? Både stød og betoning spiller jo en stor rolle i talesproget – som vel også er “læsesproget”. Og dermed ændrer antallet af stavelser sig i forhold til skriftsproget. Eller hvad? Kan man overhovedet tale om et “læsesprog”?
Jeg kunne forestille mig, at det visuelle udtryk spiller en stor rolle i japansk Haiku, og at stavelserne måske er udtrykt direkte i skrifttegnene. Men hvad med dansk? Hvad er vigtigst: at høre eller at læse et digt? Selvfølgelig hører man digtet med sin indre stemme, når man læser det. Men at læse et digt er også en visuel oplevelse.
Det kunne være spændende at høre din mening om balancen mellem skriftsprog på den ene side og “læsesprog” på den anden side. Hvad vejer mest i dansk Haiku? Måske ikke et svar, bare et bud!

Til sidst tak for inspirationen! Jeg har glad begivet mig ud i Haiko-skriveriet, og det er dejligt! Jeg nyder både at læse og skrive.

–

Lektørudtalelse (06/49) 2 650 468 6 (H) 131 L:J DBC

Lille, Bo: Haiku: knytæg med afkroge / Bo Lille. – Oneman. – 119 sider
Haiku-digtning er meget aktuelt, idet avisen Information hver dag i 2006 har et
haiku-digt skrevet af professionelle forfattere og almindelige læsere. Forfatterne
Bo Lille og Viggo Madsen redigerer dette daglige haiku-digt og Bo Lille har tidligere
udgivet en samling med haiku-digte i 2005. I denne nye samling skriver han
i forordet, at han vil vise haikugenrens muligheder i det danske sprog med ukonventionelle
og specielle haiku og med nogle af de ikke-klassiske undergenrer til
haiku. De første tre afsnit indeholder filosofiske haiku, metapoetiske haiku og
haiku om erotik og kærlighed. Det sidste og største afsnit hedder “Året i haiku” og
rummer digte om årstider og emner fra naturen som fx slutdigtet: “Året kaster los/
glider hen over himlen/Vi vinker farvel”. Alle digte virker sikre på haiku-genrens
formelle og indholdsmæssige krav, som digteren har opstillet til et specifikt dansk
haiku udfra det danske sprogs muligheder. Digtsamlingen belyser på en udmærket
og fornyende måde en digters omfattende forsøg på en udvikling og en bearbejdning
af de klassiske, japanske haiku-digte til det danske sprogs mulige og specifikke
haiku-digtning.
Kirsten Katholm