Født 1964

Jeg er uddannet pædagog men arbejder pt i butik lige akkurat så lidt, at jeg får den frihed til at skrive, som jeg har brug for.
Jeg kunne sagtens være heltids-skriver og arbejde fra 8.00 – 13.00 hver dag. Men det er der ikke råd til.
Noget er der kommet ud af friheden; jeg har udgivet digtsamlingen “Du får et nyt sted trykket til kroppen”,  i sommeren 2005 på forlaget Books on demand.
I oktober 2006 udkom så min anden digtsamling “Nødvendige ruter”, samme forlag.
Desuden vil jeg være at finde i Underskovens Antologi “Underskov 2.” der kommer i november 2006.

Haiku-skrivning har jeg temmelig meget til overs for. Det giver lidt zen i hverdagen. Nu hvor der beates og danses og shoutes digte rundt omkring os, er det skønt, at kunne trække sig lidt tilbage og sidde med de 5-7-5 stavelser. Bare tage den tid og stilhed man har brug for og så drikke en skål grøn the imens man skriver.
Haiku er et stykke kultur fra en anden verden, der altid har betaget mig. Men kunsten – for mig er at skrive haiku på min måde. Jeg er pære-dansk og finder min egen æstetik. Dét gør haiku-digtningen ekstra spændende, for mig.
Genren samler tankerne og krystalklarer dem. Jeg har altid fundet tilbage til haiku hver gang det var svært for mig, at begrænse mit ord-flow i digtene:

– Det skulle ha’ været et digt, men blev til en novelle!

Haiku får mig til at “skære ind til benet” i stedet for at ævle og kævle rundt i sprogblomster der pludselig vokser mig over hovedet.

Min appetit for haiku blev skærpet, da jeg deltog i en skrivekonkurrence, som foregik på sitet: dr.radio skrivefabrikken.dk. Jeg gik hen og vandt. Det var jo herligt!

Så har jeg haft en del haiku-digte i Information takket være Bo Lille og Viggo Madsens initiativ: “Digtergaven”.

Dét der gør solen
til stjerne er dens lille
teater. Vi tror

Århus på bredskærm
Toget en gammel sofa
Sommer tur/retur

Lonni Krauses debutsamling  
“Du får et nyt sted trykket til kroppen” (2005)
Forlaget Books on Demand

Forfatteren Mikael Josephsen skrev:

SMUKT FARVEL TIL MORMOR FRA DIGTEREN LONNI KRAUSE
I stedet for blomster på min gravsten, ville jeg ønske at nogle med blid hånd ville lægge en digtsamling. Hvis den så samtidig var rød, smuk og velskrevet som Lonni Krauses debutbog, ja, så ville det være den bedste rose af alle roser. Det smukkeste farvel.
Det står enhver frit for at udgive digte. Det eneste man skal gøre er at skrive dem, og så opsøge et forlag. Hvis de etablerede forlag ikke vil udgive digtene, så kan man heldigvis bare selv. Eller opsøge et forlag, hvor man selv betaler alle omkostninger. Udstyret kan så være alt fra alm. fotokopiering til rigtig bog. Lonni Krauses debutbog fra forlaget Books on Demand, er på alle måder en rigtig bog.
Nu er det ikke sådan at man bare kan sende en bog til mig, og så anmelder jeg den positivt, anyway.
Det viser tidligere anmeldelser også. Men Lonni Krause har altså sendt den til undertegnende, der har læst den og kan li den. Hvorfor?
Fordi digtene kommer det rigtige sted fra, fra digteren i digteren, fra det skælvende individ, der har noget på hjerte. Det har været en stærk oplevelse for forfatteren at følge en signifikant person i opløsning. Her er digte fra sygdom, før sygdom, små anekdoter, livslinje og endeligt punktum.
Indimellem krydret med flotte ordkæder og spil: Kattematik og Alfabitter f,eks. Bogen puster sig ikke op, Lonni Krause overfodrer ikke. Hun skriver ydmygt, flot. Hun kender sine begyndelser og slutninger. Hun er ikke flæbende patetisk og hun er på den anden side heller ikke hjernekold kyniker. Hun er der, når der er brug for det, der er brug for. Her fra afslutningsdigtet: Du får et nyt sted trykket til kroppen:

Du svanes
fra nakken og ned
buer
let dunet i lænden
På brystet
en vild trækvind
og afsked er du
Der trækkes et gråt lag
hen over vandet en ny motorvej
du letter
Hverken mere eller mindre. Men lige tilpas. Digtene i bogen er skåret til benet, men har ikke udhulet dem, sådan som det ellers ofte ses. Min eneste anke mod bogen er de sorthvide billeder, dem ville jeg personligt have udeladt. Jeg syntes portrætterne af ord er alt rigeligt:
Talen der langsomt skrider frem
slimspor
Læberne to snegle

Var det ikke Roland Barthes, der sagde, at den der læser en tekst een gang, læser altid den samme tekst. Derfor har jeg læst Lonnis bog forfra og bagfra fra siden og fra midten. Det har ikke ændret min positive synsvinkel, og det skal blive spændende at følge Lonni Krause fremover. Denne bog er ikke verdensklasselyrik, den er et ærligt og godt forsøg på at udøve den svære kunstart, det er at digte. Hvis det kan lykkes Lonni Krause at bibeholde hendes sans for skæring, det vil sige udvikle sig med hensyn til læsning af egne tekster, så tror jeg det kan ende hvor som helst. Meget gerne, og snart i en toer. Det har været en fornøjelse at løfte denne røde rose af kistelåget og indsnuse mormor, inden hun for alvor går under jorden.
– Mikael Josephsen